Enden er nær. Og denne gang er den god nok: Selv ateisterne må i bådene. Onsdag klokken 24 er alting forbi. Om et par døgn vil det hele være so last year og årets galde for gammel til at få i kog. Vi er jo moderne mennesker, ikke? Omstillingsparate helt ned i halebenet. Vi lever ikke bare i nuet. Vi har skøde på lortet, sprænger broerne, i takt med at vi krydser dem og brænder vejen bag os. Hvad der skete i fjor, bliver i fjor. Torsdag har vi en ny situation, og så er det endegyldigt for sent at prise nogen for, hvad de har udmærket sig med i år.
Det er altså sidste udkald, hvis man skal nå at bruge årets opsparede krudt på at såre andres følelser. Derfor: Lad den indre ork træde frem. Op på kæphesten. Stift blik og året tilbage. Nu skal vi ud og se de andre træde riven op i ansigtet i langsom gengivelse. Take no prisoners. Eller som Ole Bornedal så smukt forklarede onde anmelderes og selvforelskede klummeskriveres dybeste stræben: »Hensynsløst og overskridende uempatisk at affyre lyriske eder som nytårsraketter«.
Før vi kårer de 13 landsmænd, som i det forgangne år har gjort det til en særlig kulturel fornøjelse at være dansker, bør vi dog dvæle et øjeblik ved årets tre gennemgående temaer:
At meget af det, der ved første øjekast tog sig ud som virkelige hændelser, ved nærmere eftersyn viste sig bare at være halvdårlige remakes af scener fra gamle spillefilm og tv-serier.
