Omkring årtusindskiftet var det ikke altid let for en journalist at få fat på en sverigedemokrat. SD’erne ringede kun sjældent tilbage, og når de tog telefonen, ville de sommetider ikke fortælle deres navn.
»Er det Sven Svensson, formand for Sverigedemokraternas kreds i Trelleköbing?«.
»Måske«.
På SD’s møder var der ofte sammenbidte ansigter. SD’er var tit lidt slidte at se på, hemmelighedsfulde og på vagt over for omverdenen. Det var der en grund til. Sverigedemokrater blev sommetider dårligt behandlet og fyret fra deres arbejde på grund af deres partitilhørsforhold. De ville ikke fortælle, hvor partikontoret lå.
