Hans Henrik Lerfeldt var bange for at dø af en overdosis. Da hans ven Torben Skjødt Jensen forlod ham i lejligheden på Østerbrogade den varme sommerdag i slutningen af juli, havde han derfor to tredjedele af kunstnerens metadonpiller med i sin skuldertaske. Han skulle til Aarhus og indspille en musikvideo, og aftalen var, at han skulle tage direkte fra Kastrup, når han landede, for at aflevere pilleglasset. I løbet af de to år, der nu var gået, havde kunstneren og filminstruktøren udviklet et venskab, der var begyndt med en overenskomst. Torben Skjødt Jensen havde fået en nøgle til lejligheden og måtte filme på den betingelse, at han hentede Lerfeldts metadon om mandagen nede på Øresundsapoteket.
»Jeg når nok at dø, inden filmen er færdig«, havde den 40-årige kunstner grinet.
Hans Henrik Lerfeldt havde været uligevægtig den sidste tid. Hedebølgen lå som en kvælende dyne over det affolkede København den sommer i 1989, og når den kæderygende, heroinafhængige, overvægtige mand blev hidsig, faldt han om.
»Kan du komme og hjælpe mig op«, kunne han finde på at spørge vennerne i telefonen, efter at han var krøbet over gulvet for at ringe efter hjælp. Mange var nu på ferie. Ellen Madsen, kunstneren Wilhelm Freddies unge kone, kom ikke cyklende med mad tre gange om ugen, som hun plejede, og hans gallerist og veninde Patricia Asbæk var rejst til Mallorca.
