Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Torsten Silz/dapd

Nu kan drejebogen til ragnarok genoptrykkes

I snart syv årtier har det været umuligt at udgive Adolf Hitlers selvbiografi ’Mein Kampf’ i Tyskland. Men i år er det 70-år siden, at forfatteren døde og derfor udløber ophavsretten. I Tyskland frygter man, at nyoptryk af den forkætrede bog vil skade landets omdømme.

Det kørte ikke rigtig for hr. Hitler det år. Og så alligevel. Nazisternes kupforsøg i november 1923 var ganske vist slået fejl, men i retten, hvor den 34-årige fører stod anklaget for forræderi, fik han lejlighed til at demonstrere sine talegaver og give jøderne, kommunisterne og de svage politikere skylden for alle Tysklands lidelser. Og blev landskendt.

Dommen var mild og afsoningen i fortet i Landsberg bekvem. Hitler havde sin egen møblerede celle. Og her skrev han det første af to bind i sin selvbiografi ’Mein Kampf’. En meget usædvanlig bog, siger filosof Søren Gosvig Olesen, lektor ved Københavns Universitet og forfatter til en bog om Hitler.

»For normalt er bøger skrevet, men i forordet siger Hitler, at hans evne er talerens, og at verden ikke er blevet forandret med gåsefjer, men med det talte ord«.

Hitler skrev ikke. Han travede rundt og dikterede, mens hans sekretær og medsammensvorne Rudolf Hess klaprede løs på skrivemaskinen. Og det kan mærkes. Enhver, der kender til Hitlers taler, ved, at han på et tidspunkt synes at komme i en slags affekt eller trance, forklarer Søren Gosvig Olesen. Og det kan man i bogen se ved, at ord eller passager hyppigt fremhæves ved dobbelt afstand mellem bogstaverne. Nogle steder i hele afsnit. Enkelte steder over flere sider.

»At læse ’Mein Kampf’ er ligesom, når man en sen nattetime træder ind på en bar, hvor nogen står og fortæller, hvordan verden skal indrettes. Det er det niveau«, siger Søren Gosvig Olesen.

»De første 50-100 sider står der meget, hvor man kan tænke, at det er da rigtig nok. Om pressens magt og parlamentarismens håbløse kompromisdannelser og fagforeningernes pampere. Men alle uheldige fænomener bliver ført tilbage til, at jøderne har fundet på det. Og det bliver mere og mere selvmodsigende og uplausibelt og paranoidt. Så mig slog det mest, hvordan fanden det her nogensinde har kunnet overbevise nogen«.

En del af svaret kunne være, at Hitlers budskab netop ikke blev afleveret på skrift, men i taler. Og i et kapitel afslører han selv fiduserne.

»Hitler brugte en masse effekter. Han rev folk med. Og det kan man gøre på alle mulige andre måder end ved at tale til fornuften. Man kan marchere i takt, have musik, røgelse og og paroler«, siger filosoffen, der ser frem til en ny tysk udgave, der med udførlige kommentarer kan afsløre forfatterens små numre, som det planlægges på Münchens Institut for Moderne Historie, når ophavsretten udløber til nytår.

Fakta tog Hitler nemlig mindre tungt på. Og ’Mein Kampf’ er fuld af fordrejninger og hændelser, forfatteren har flyttet rundt på, så de passede bedre i hans kram.

»Som taler har man den levende korrektur lige foran sig, skriver Hitler selv. Hvis man som taler formår at vejre folkestemningen, kan han indrette sin tale efter det. Men det kan Hitler netop ikke, når han skriver«, siger Søren Gosvig Olesen.

»Derfor kan vi i ’Mein Kampf’ nærmest kigge Hitler i kortene«.

Skolestil med røde streger

Egentlig skulle bogen hedde ’Fire og et halvt år fra kampen mod løgn, dumhed og fejhed’. Men forlæggeren fik det kogt ned. Første bind kom i 1925, da Hitler igen var på fri fod. Andet bind i 1926 med skitsen til de rædsler, der 13 år senere skulle ramme verden. I 1928 var bogen solgt i 4.000 eksemplarer. Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 i 240.000. Senere fik nygifte par bogen i gave, den blev uddelt til soldater, og ved krigens slutning var den trykt i 12,5 millioner eksemplarer.

»Ideen om at ingen tyskere læste den er lidt af en myte. Og påstanden om, at ingen vidste, hvad der stod i den før 1945, var et forsøg på at distancere sig fra det historiske og moralske ansvar for nazismen«, siger Neil Gregor, professor ved University of Southampton og forfatter til bogen ’How To Read Hitler’.

Den første engelske version udkom i 1933. I Danmark kom bogen endnu tidligere, og mens mange beundrede den tyske ordensmager, skrev Politikens tyskfødte korrespondent Georg Gretor i 1930, at »hvis bogen havde været en skolestil, ville enhver normal lærer have forsynet næsten hvert eneste kapitel med et stort antal røde streger og tildelt dens forfatter et slemt minus på grund af fuldstændig mangel på objektiv tænkeevne«.

»Er han ufarlig af den grund?«, spurgte Gretov. Og svarede selv : »Tværtimod«.

At Hitler mente, at den tyske nation kun kunne overleve gennem fornyet national lidenskab, og at »hans antisemitisme blot er et middel til frembringelsen af denne«, udledte Gretov let af bogen. Og noterede sig, at Hitler åbent erkendte, at det gælder om at bringe alle sine fjender på samme formel for derved at øge folkets forbistrelse og tro på egen ret. »Og han gør det kunststykke at bringe alle de vanskeligheder, som det tyske folk har at kæmpe med, på generalnævneren »Jøden««, skriver Gretov, og studser over Hitlers indrømmelse af, at jo flere man vil nå, desto simplere skal man tale. Og citerede fra bogen: »Enhver propaganda skal være folkelig og indstille sit åndelige niveau efter fatteevnen hos de mest indskrænkede af dem, den henvender sig til«.

Forfatterpengene uafhentet

Men hvad sker der med ophavsretten, når forfatteren er død og ingen arvinger har? Efter Adolf Hitlers selvmord 30. april 1945 og krigens afslutning tilfaldt rettighederne delstaten Bayern, hvor forlaget Eher Verlag holdt til, og siden har Bayern forhindret nyudgivelser i Tyskland og forsøgt at hindre udenlandske forlag i at udgive bogen. Med vekslende held. I 1966 udgav det danske forlag Jørgen Paludan ’Mein Kampf’ med et nyt forord. Forlaget havde, husker Jørgen Paludan, »noget knas med de tyske myndigheder«. Men der var behov for den især blandt studerende i samfundsfag.

»Så vi insisterede på, at vi stille og roligt skulle sælge ud, hvad vi havde på lager«, siger forlæggeren.

Og trykte på tre uger tre oplag.

»Der var på alle måder presse på. Kommunister udtalte sig imod bogen på tv. Og hvis alle vores bøger udkom i de oplag, kunne vi være glade«.

Hvor bogens royalties skulle sendes hen, var dog svært at få afklaret, så i et par år stod pengene bare og trak renter på en konto. Ingen henvendte sig. Samme besvær har man haft overalt i verden, hvor nogle forlag derfor har givet Hitlers royalties til velgørende formål.

I Østrig er det lovligt at sælge bogen, så længe det ikke sker for at fremme nazistisk ideologi, mens det i Argentina er ulovligt at trykke den i større antal. I Kina er den kun tilgængelig for forskere på udvalgte biblioteker. I den hedengangne Sovjetunionen blev den udgivet i 1932, men kun for kommunistpartiets inderkreds, og efter 18 år på russiske boghylder blev den i 2010 forbudt som ekstremistisk.

I Frankrig er bogen kun lovlig med et forklarende forord. I Holland må man eje, men ikke sælge den. I Polen udkom den i 1992, og i USA kan man finde den på så godt som ethvert bibliotek. Og så er der de lande, hvor den fortsat er en bestseller. I løbet af to måneder i 2005 solgte ’Mein Kampf’ 100.000 eksemplarer i Tyrkiet, angiveligt ansporet af den voksende nationalisme og modviljen over for USA og Israel. I det palæstinensiske selvstyre lå bogen i 1990’erne på bestsellerlisten.

Endelig – og måske lidt overraskende – har ’Mein Kampf’ været voldsomt populær i Indien siden 1928. Dels fordi Hitler bekæmpede det britiske imperium, fremgår det af en dokumentar om ’Mein Kampf’ i BBC's Radio 4. Dels fordi mange hinduer som de tyske nazister, opfatter sig selv som en overlegen race. Måske fordi den ariske race ifølge nazisterne var efterkommere af folk fra oltidens Indien. Og så regnes bogen for at være en betydelig selvhjælpsbog, siger Atrayee Sen, socialantropolog på University of Manchester, i udsendelsen.

Og tilføjer: »Hvis man fjerner elementerne af antisemitisme, handler den om en lille mand, som var i fængsel og drømte om at erobre verden og satte sig for at gøre det«.

Bestseller som e-bog

I 2012 besluttede man på Münchens Institut for Moderne Historie, at når ophavsretten udløb, ville man udgive en ny, grundigt kommenteret udgave, som kan hjælpe moderne læsere til at gennemskue Hitlers manipulationer. En bestræbelse, delstaten Bayern støttede med en halv million euro, også for at underminere andres mulige udgivelser med mindre ønskelige kommentarer. Men for et år siden ombestemte delstaten sig.

»Vi skylder ofrene for holocaust og deres slægtninge at gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre mangfoldiggørelse og udbredelse af denne ideologiske, betændte tekst«, lød dengang kommentaren fra den bayerske justitsminister Winfried Baunsback.

Kort efter vendte delstaten dog omkring igen og lod den halve million tilflyde andre projekter på samme institut, der derved fik råd til selv at færdiggøre bogen. Den er planlagt til udgivelse til nytår. Og lederen af Institut for Moderne historie, Andreas Wirscing, lover, at Hitlers »halve sandheder« blive »diskuteret og afsløret«. Efter årtiers modstand har det Centrale Råd af Jøder i Tyskland bakket op om udgivelsen af den nye udgave. Rådets generalsekretær, Stefan Kramer, forklarede The Independent, at internettet fik ham til at skifte mening.

»Det er meget vigtigt, at unge mennesker ser den kritiske version, når de klikker på ‘Mein Kampf’ på nettet«, sagde han. Vil man have fat i bogen, har det i øvrigt altid kunnet lade sig gøre. De 12,5 millioner trykte tyske eksemplarer betyder, at der stadig findes et stort antal af de oprindelige udgaver. Og som e-bog er den blevet lidt af en bestseller i de seneste år.

I Tyskland frygter man især to ting, når bogen udkommer, forklarer den britiske professor Neil Gregor fra University of Southampton: At den atter skal blive en inspiration for det ekstreme højre, og at det vil sende et signal til verden om, at den tyske stat ser nazismen som en del af Tysklands fjerne fortid, der ikke længere har nogen relevans.

»Frygten for det første er reel, men jeg tror, den er overvurderet. For nynazister har altid haft let adgang til bogen, og en ny udgivelse kan lige så godt ses som et udtryk for tiltro til styrken af det tyske demokrati. Vore dages ekstreme højre er et europæisk fænomen snarere end et særligt tysk. Og islamofobi, som i dag er fokus for det yderste højre, er mindst lige så stort et problem i Storbritannien som i Tyskland. I øvrigt udviser flertallet af tyske politikere og meningsdannere en klarere og mere fast modstand overfor det yderste højres synspunkter, end man ser andre steder«, siger han.

»Måske netop på grund af deres historiske arv«.

Publiceret 21. januar 2015

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce