Anthony Carter indsendte dokumentation i stakkevis, hang i telefonen, skrev ansøgninger og satte stempler. Efter måneders stædig kamp kunne han sætte sig til rette i et laboratorium på det naturhistoriske museum i Berlin (Museum für Naturkunde). Han åbnede et 40 centimer højt glas med sprit, og med behandskede hænder løftede han forsigtigt en chimpanselivmoder med et foster ud. Livmoderen havde ligget i sprit siden 1930’erne. Anthony Carter var spændt, og skuldrene sad oppe under ørerne, da han med en skalpel skar en terning på 2 gange 2 gange 2 cm ud.
»Jeg tænkte mest på, at jeg var beæret over at arbejde med det dyrebare materiale. I dag strider sådan en samling jo imod vores dyreetik«, siger Anthony Carter, der er evolutionærbiolog på Syddansk Universitet og står bag et nyt dansk studie, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Philosophical Transactions of the Royal Society B.
Men i 1930’erne var holdningen til at aflive chimpanser til glæde for forskningen anderledes, og dengang var det ingen hindring, at dyrene var drægtige.
Vestafrikas skove fik i 1935 besøg af en jæger, der var på udkig efter prøver fra drægtige dyr til de britiske museer. Storvildtjægeren hed Frederick Merfield (1889-1960). Med sig havde han formaldehyd og opbevaringsglas. Målet var at skaffe livmodere fra forskellige dyr – men chimpanser og gorillaer stod højt på ønskesedlen.
