I 1944 arbejdede danske aktivister og embedsmænd intenst med at få hjælp frem til de danske, der blev deporterede til tyske koncentrationslejre.
I begyndelsen af 1945 lykkedes det at få tilladelse til at hente enkelte syge fanger fra koncentrationslejren Neuengamme lidt syd for Hamburg, og den 18. januar hentede afdelingsleder ved Statens Seruminstitut, Johannes Holm, to fanger fra lejren. En af betingelserne var, at transporten hjem mod Danmark foregik under streng overvågning af en medfølgende Gestapo-officer, der skulle forhindre, at fangerne talte på dansk med de danske frivillige.
Johannes Holm fik dog arrangeret det sådan, at en af de løsladte på skift kørte med ham i en personbil, mens den anden og Gestapo-manden kørte med ambulancen. Dermed fik Holm mulighed for at tale ugenert med først den ene og så den anden fange, der gav den danske læge en indgående beskrivelse af forholdene i Neuengamme.
Lige efter, de var kommet hjem, sammenfattede Holm i sit eget kliniske sprog det, de havde fortalt. Det blev den første troværdige og udførlige rapport om de rædselsfulde forhold i den hermetisk tillukkede lejr, der nåede frem til departementscheferne. I Udenrigsministeriet blev direktøren så nervøs over at have fået denne belastende viden, at han beordrede Holm til at skaffe sig af med rapporten – selv gennemslagspapiret måtte destrueres.
