Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Lasse Kofod

Den unge kvinde og havet

Vestkysten er Danmarks kronjuvel, og der er en usagt forventning om, at enhver dansker har set Vesterhavet. Men det har langtfra alle. Anna Sol Jørgensen, opvokset ved Øresund, tog turen tværs over riget for endelig at møde det.

Ved en græsplæne blot 13 kilometer fra Vesterhavet slog klokken på Outrup Kirke 12, og erkendelsen sank ind: Bilen sad uhjælpeligt fast. For hvert forsøg på at komme fri af den bløde jord gravede bilens forhjul sig bare længere og længere ned i mulden, så kofangeren til sidst kyssede græsset blidt og sank i.

Uheldets første fase – vi, de strandedes hysteriske grin – havde for længst fortonet sig over mosen, og vi stod tavse tilbage som vidner til et skibsforlis på land. Kirkegårdens graver havde hjulpet med redningsplanker til at lægge under dækkene, og adskillige regnorme måtte lade livet i en serie af desperate forsøg på at grave øsen fri.

»Naturen mod mennesket 1-0«, konstaterede Anna Sol Jørgensen, rejsens egentlige hovedperson.

25 år gammel, kandidatstuderende ved Københavns Universitet, opvokset i Helsingør ved Danmarks østlige kant og på mange måder et helt almindeligt menneske. Hun havde prøvet at lægge granris fra kirkegårdens skraldespand under bilens dæk for at give dem bedre greb, og det virkede ikke, men hendes kundskaber inden for vejservice var langtfra det største problem:

For Anna Sol Jørgensen havde aldrig set Vesterhavet. Og selve rejsens formål var, at hun skulle se det.

Hvis der findes noget helligt i Danmark, må det være kysterne, og i det hellige selskab er den jyske vestkyst pave. Besunget, mytologiseret, feticheret, elsket, frygtet og forbandet. Der er en usagt forventning til, at alle danskere har besteget klitterne, lyttet til brølet og stolt sagt: »Se! Det her er sgu et rigtigt hav«. Men det har alle langt fra gjort. Politiken tog Anna Sol Jørgensen fra København med på hendes første tur til Vesterhavet. Kilde: politiken.tv / Journalist: Mikkel Vuorela, fotograf: Lasse Kofod, redigering: Nima Hajarzadeh

Fire timer tidligere var vi kørt af sted fra Åboulevard i København. Et lille hold – bestående af fotograf Lasse Kofod, Anna Sol Jørgensen og mig – drønede ud ad motorvejen mod vest. Missionen var egentlig ansporet af en folketingsbeslutning om at tillade byggeri ved vandkanten i ti kommuner – noget, der havde fået både kunstnere, naturfredningsfolk og Akademirådet til at gispe chokeret og læserbrevsskribenter til at skumme som havet selv. For er der noget, der er helligt i vort land, er det kysterne. Og i dette hellige selskab er Vestkysten pave. Besunget, mytologiseret, feticheret, elsket, frygtet og forbandet. Der er en usagt forventning til, at alle danskere har besteget klitterne, lyttet til brølet og stolt sagt: »Se! Det her er sgu et rigtigt hav!«.

Men det har alle ikke prøvet. Ifølge en splinterny – og uheldigvis temmelig ubrugelig – Megafon-undersøgelse har 3 procent af danskerne aldrig set Vesterhavet. Desværre er der 3 procentpoints usikkerhed i tallene, så det kan lige såvel være 6 procent som 0 procent, der aldrig har været der. Men tro mig, de findes. Inden for de seneste par uger har jeg været i kontakt med de første ti danskere, der aldrig har været ved Vesterhavet. En af dem kunne tage med på tur denne torsdag. I telefonen havde hun talt om »den der skam«, der hviler over dem, der aldrig har set havet mod vest.

Bølgerne som mørke fjelde

»Hvor skal vil hen«, spurgte Anna Sol Jørgensen, da byens greb havde sluppet os og vi nærmede os Ringsted.

»Mod Nymindegab; det ligger ved bunden af Ringkøbing Fjord«, svarede jeg. Hun kiggede tilbage med døde øjne:

»Jeg er ikke så god til jysk geografi«, lød det undskyldende, og hun åbnede kortet på sin iPhone og zoomede ind på Vestjylland ved at bruge højre tommelfinger og næsen, da venstre hånd var optaget af at holde et krus med kaffe. Uden for ruderne passerede Sjællands landskab skjult i mørket.

»Jeg synes, det er lidt pinligt, at jeg ikke ved, hvor Ringkøbing Fjord ligger. Men jeg ved ikke, hvorfor det er mærkeligt, at jeg ikke har styr på Jylland og ikke har været ved Vesterhavet. Man møder bare den der reaktion: Har du ikke været ved Vesterhavet? Jeg har gået på højskole med en masse jyder, og der var det sådan. Men det har bare ikke lige ligget nært for. Min familie har været i Norge og Sverige i stedet, da jeg var yngre«, sagde hun.

Selv har hun rejst mange steder i verden. Balkan og Mellemøsten, men det er ikke blevet til så meget Jylland. Så hvad er det for en skam, der rammer én, spurgte jeg:

»Der er i hvert fald en pligtfølelse og en forventning fra andre. Især når det er så pisselille et land, man bor i, så skal man vide – bare nogenlunde – hvordan det ser ud og have nogenlunde styr på geografien«.

Jeg fortalte hende om H.C. Andersens første jyllandstur, hvor manden med den høje hat aldrig kom længere vestpå end til Viborg, men alligevel vendte tilbage med et digt om Vesterhavet:

»Er disse høje, sorte masser fjelde?/ Nej! Fremad styrte de med vælde/ Og sneens masser på den høje tinde/ Snart stige, snart forsvinde!/ – Er det da skyer, som i Dalen svæve/ Og nu med ét sig højt mod himlen hæve?/ Nej, det er havet! Hør dets dybe sang«, lyder digtets første strofer.

Det var ikke bare noget, vi fandt på. Det hav har trukket i folk gennem århundreder.

Bilen passerede et gråt Storebælt. Jeg hev en tyk stak papirer frem, en samling tekster om havet, som jeg kaldte ’Vesterhavskompendiet’. Formålet var på en gang at blive klogere på, hvad der ventede os, og at piske en stemning op før mødet. Jeg havde interviewet Morten Hahn-Pedersen, direktør for Fiskerimuseet i Esbjerg, tidligere på ugen, mens han sad og så ud over det evigt foranderlige Grådyb ved Esbjerg. Der talte han om, at der fandtes to blik på Vesterhavet – beboerens og gæstens, det vestlige og det østlige blik. Jeg læste op af interviewudskriften. Anna Sol Jørgensen sad ved siden af og lyttede høfligt:

»Det er to vidt forskellige verdener«, læste jeg.

»For beboeren har det været både ven og fjende: Det bød på fødemuligheder og transportveje, men udgjorde også en enorm fare. De har levet med bevidstheden om havets told blandt de folk, som brugte det hele tiden«.

Og så blev det for alvor spændende.

Pak jydefornærmelsen væk

»Men selve ordet Vesterhavet er et østdansk fænomen. De folk, der arbejder med det, kalder det Nordsøen!«, havde han sagt.

Jeg kiggede op. Her kom vi kørende med vores østdanske blik mod kulturparnassets Vesterhav, mod den fortælling, som opstod med opdagelsen af Jylland fra midten af 1800-tallet, hvor malere tog ud for at beskrive det vildeste vilde og digtere som H.C. Andersen vovede sig mod vest i jagten på det oprindelige. Fortællingen om den oprindelige kultur og den oprindelige natur.

I halen af digterne og malerne kom turisterne, klogede jeg mig med lånte ord fra Hahn-Pedersen, og faktisk er der jo kæmpe forskel på sommerturistens lyse, smilende og venlige hav og den fastboendes oplevelse på en vild vinterdag, hvor man ikke kan se en hånd for sig og skummet koger på bølgetoppene.

Jeg bevægede mig mod et patosfyldt crescendo:

»Fælles for alle er dog uendeligheden. Ser man i den rigtige retning, er der ingenting før Grønland. Står du der på toppen af klitten med ryggen mod alt det menneskeskabte, så ser du kun Guds skaberværk foran dig«.

Jeg trak vejret ind og læste videre af Hahn-Pedersens ord:

»Havet er den mest oprindelige natur, vi overhovedet har, og et eller andet sted kommer vi alle sammen derfra. Du kan ikke finde nogen, der ikke synes, det er stærkt beroligende at lytte til havets skvulp i strandkanten. Måske det fører tilbage til vores oplevelser i moders liv som ufødte? Måske går det endnu længere tilbage – til menneskehedens oprindelse fra havet«.

Jeg ved ikke, om jeg havde forventet en form for applaus, men der var helt stille i bilen. Anna spiste af et æble. Vi overhalede en lastbil og så en personbil og kørte forbi den store rundkørsel i Dalum ved Odense.

»Jeg har også talt med forfatteren Jens Smærup Sørensen«, sagde jeg så.

»Han siger, at der ved Vestkysten findes noget vildt og råt og øde, der ikke ligner det øvrige Danmark. Det er ikke som Kattegat eller Østersøen. Og det er dér, befrielsen ligger. Hvis man går og føler en lille klaustrofobi i idyllen, åbner Vesterhavet op. Det er en stor, åben og voldsom verden at nærme sig«.

»Det er noget ganske andet end det, man forbinder med dansk natur – som i virkeligheden er Sjællands natur – det myge, blide, bølgende, frugtbare land ...«.

Anna Sol Jørgensen kiggede på mig:

»Det der kan han godt pakke sammen«, sagde hun.

»Det er sådan noget jydefornærmethed. Vi hører hele tiden om den jyske natur: Heden, Rebild Bakker, Himmelbjerget, Vadehavet og de store fugletræk. Og Jylland har da også marker og skove, der bugter sig«.

Udenfor sneede det kraftigt, bilen åd vejstriberne som spaghetti. Vi pløjede over Lillebælt til den frodige del af den jyske halvø.

Den bløde jord ved Outrup Kirke

Det var, som om hun ikke rigtig ville være med på, at Vesterhavet var så vildt og farligt, som folk gik og udbredte sig om. Jeg nåede ikke engang at læse af Thøger Larsens digt ’Vesterhavet’, om helvedhavet, der »knækker skibes stålskal, som vi knækker nødder«, om hvordan »Krumryggede bølge-udyr fra horisonten brød/ Med salte fræs de stampede sig over de lange revler/ Rygende og kogende, som bunden lå i glød/ stormede de brændingen og sled hinanden i trævler«, før hun sagde:

»Det er jo bare en strand og et hav. Så vildt er det jo ikke. Du er jo ikke i fare for at dø. Jeg kan godt se, at det er hamrende fascinerende, at det er stort og råt, men det er jo ikke dødbringende bølger, medmindre man er komplet idiot«.

»Det fører mig direkte over i TrygFondens nationale druknestatistik«, sagde jeg og bladrede i Vesterhavskompendiet.

»Fatale badeulykker i Vesterhavet 2001-2012: 27«, stod der.

»Ja, hvor mange i Øresund«, spurgte hun.

»Det ved jeg ikke« ... »Men de 27 døde er kun badeulykker. Derudover er der 14 drukneulykker i forbindelse med færdsel på havn samt 2 druknede, der er kørt i havnen med transportmiddel«.

»Jeg synes bare ikke, man bør tale det vildere, end det er«, sagde hun.

Igen var der stille.

»Men der er jo et træk mod Vesterhavet. Alle kunstnerne og digterne har skildret det«, sagde jeg.

»Ja, det har de – men det er vel ikke sådan i dag? Det hænger nok sammen med, at det er blevet lettere at kigge ud over Danmarks grænser. Man vil lige så gerne ud af landet«, lød svaret.

Jeg tænkte på nogle af de folk, jeg har mødt og i mit stille sind kaldt vesterhavsfanatikere. Unge mennesker, der gennem barndommen er kommet i deres forældres sommerhus ved vestkysten, og som elsker det inderligt. Ikke bare på grund af det ydre: landskabet, storheden og vildskaben, men for den indre følelse, som det at være ved Vestkysten giver dem. Følelsen af, at noget falder på plads. Jeg tænkte på en anden tekst i kompendiet, som jeg havde læst aftenen forinden; en kronik, som forfatteren Knud Sønderby skrev i 1956, ’Gensyn med havet’. Siddende på en sildekasse på stranden tænkte han:

»Det har altid virket meget stærkt på mig, dette gensyn med havet, gensynet med det som det er, og som det altid har været. Tyngden af ens egen forbavselse, forundringen over, at det er overraskende, skønt det netop er uforanderligheden, der griber. Evindeligheden hævende sig som en atomsky, ensformigheden gjort til skummende sensation, evigheden skyllende splinterny mod ens fødder«.

Mødet med Gud

»Jeg har været ved Vesterhavet mange gange, men aldrig haft den guddommelige følelse, som folk taler om«, bekendtgjorde jeg, da vi forlod motorvejen og drejede op mod Varde.

»Dét har jeg«, sagde turens tredjemand, fotografen Lasse Kofod, fra sin plads oppe bag rattet. I sommer cyklede han med sin kæreste fra Skagen til Hirtshals.

»Ahvafornoget«, spurgte vi omme fra bagsædet.

»Den der guddommelige oplevelse. At det hele er helt vildt stort, og du føler, at du kan løbe langs stranden i 100 år, mens du selv bliver til en lillebitte prik i verden«.

Markerne lå halvt oversvømmet af brede pytter, der spejlede himlen. Solen var brudt igennem. Snefaldet var forbi.

»På en måde er det sørgeligt, hvis det her bliver mit livs største oplevelse«, sagde Anna Sol Jørgensen.

»Jeg er helt vildt køresyg«.

Vi drejede af landevejen og parkerede ved Outrup Kirke. En regnbue viste sig på himlen mod nordvest. Strakte ben og trak luft, så på kirkegårdens sten. Da vi skulle bakke ud igen, skete der ingenting.

»Jeg tror sgu, vi er kørt fast«, sagde Lasse Kofod.

Vi var 13 kilometer fra Vesterhavet, og klokken slog 12 slag.

Da Egon gjorde Egon blind

Falckredderen var flink og yderst professionel.

»Jorden er også meget blød her«, sagde han, da han satte kabeltræk under bilen.

»Det kunne være sket for enhver, kunne det ikke«, spurgte jeg.

»Jo, jeg skulle lige til at sige det«, sagde han.

»I er ikke herfra, vel?«.

En time forsinkede var vi tilbage på landevejen, og foran os strakte sig det samme flade, våde landbrugsland, som vi havde set på i timevis. Anna Sol Jørgensen spurgte højt, hvorfor man dog ville tage på ferie herude, og det var efterhånden svært at svare på.

Lige indtil vejen ud af Nymindegab steg let og slog et sving til højre ved kroen, for i det sving gik et suk gennem kabinen. Landet åbnede sig.

»Okay, det er virkelig flot«, sagde Anna Sol Jørgensen.

Fjordens udstrakte arm som et blåt spejl mod øst, og bag den en mørkegrå himmel. På vejens vestside rejste klitlandskabet sig grågrønt oplyst af en bleg sol. Bag klitterne lå havet skjult.

»Det ligner, at horisonten er bjerge«, sagde Anna Sol Jørgensen.

»Det har jeg aldrig set. Aldrig sådan et landskab før«.

Vi steg ud af bilen ved et sommerhus et par kilometer nord for Nymindegab, ud til noget, der lød som et uendeligt tog, susende forbi bag den sidste klit, før havet.

Bente og Egon Andreassen kom ud af sommerhuset og bød os ind. Et pensioneret ægtepar i hyggetøj, der i snart ti år har tilbragt vintermånederne netop her.

Hvide servietter i glassene på den blomstrede dug, norske sild i små skåle, paneret rødtunge, røget ål, laks, dåseøl og snaps. De kaldte det »et let fiskebord«, og solen strømmede ind i udestuen.

Egon Andreassen fortalte om, hvordan han var blevet fuldkommen sandblæst, da han forcerede klitten for at se det oprørte hav, da stormen Egon ramte kysten for tre uger siden.

»Jeg var nærmest blind i flere dage«, fortalte han. Men han måtte se det.

»I er alle sammen fra Sjælland«, spurgte Bente Andreassen.

»Vi bor der i hvert fald alle«, svarede jeg. »Og Anna her har aldrig været ved Vesterhavet«.

»Du har aldrig været ved Vesterhavet?«, sagde Bente Andreassen forbløffet.

»Nej«, svarede Anna.

»Du har aldrig været herovre før«, spurgte Egon for lige at være sikker.

»For fanden, det er da en mangel i din opdragelse«, fortsatte han og slog en latter op, der absolut var hjertelig, men dog ikke skjulte, at der lå alvor bag hans ord.

Mødet med havet

Vi sendte hende over klitten som den første. 30 meter op over havets overflade for derfra at skue det hele vejen op til Grønland. Som vi andre kom tættere på, delte lyden sig i to lag: Forrest i lydbilledet de nærmeste bølgers oprørte rulning og skummet, der lå brusende tilbage, når vandet trak sig væk fra stranden. Bag det hang et overvældende tæppe af støj, det fjerne godstogs evighedsdrøn.

»Havet er lidt oprørt, men det er ikke noget«, sagde Egon Andreassen.

Men det var det faktisk.

Jeg gav min diktafon til Anna Sol Jørgensen og bad hende gå en tur for sig selv og bare sige, hvad hun så, og hvad der faldt hende ind. Hun gik mod syd. Bag klitten hang månen. Der gik over et døgn, før jeg selv hørte optagelsen. Den lød sådan her:

Åndedræt, lyden af skridt i sandet. Hun snøfter. Havet buldrer løs. Hun stopper op.

»Nu blev jeg jo kaldt vesterhavspessimist på vejen herop«, lyder hendes første ord.

»Og jeg må indrømme, at jeg var for pessimistisk, for det er virkelig, virkelig fascinerende det her. Bølgerne slår hårdt ind og er overraskende høje. Det er, som om mågerne bliver fanget i dem«.

Hun tier, havet forsætter.

»Jeg vender mig mod venstre og kigger mod horisonten, og det er, som om skyerne på himlen og havet går i ét. Det er ikke til at skille dem ad«.

Pause igen.

»Det er sindssygt flot, at der helt nede ved vandet er helt fladt, og bagved er de der høje klitter, som bare er der og holder vandet væk«. »Og der er hvidt skum på alle bølgerne, og der er så meget skum, at det lægger sig på stranden, når vandet trækker sig ud igen. Det er helt vildt fascinerende. Det er jo et rigtigt hav. Det styrer ligesom sig selv«.

Lyden af skridt. Hun går rytmisk i sandet – som stortrommen i en rocksang. Bum-bumbum – bum-bumbum, siger det. Man kan høre, at hun vender ryggen til havet, for bølgernes lyde bliver svagere. Oppe over klitten hænger månen og kigger ned på optrinnet.

Den ser, hvordan hun bukker sig, samler en rund sort sten op og mærker dens glatte overflade. Gnider den mellem fingrene. Putter den i lommen.

Publiceret 2. februar 2015

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce