Ved en græsplæne blot 13 kilometer fra Vesterhavet slog klokken på Outrup Kirke 12, og erkendelsen sank ind: Bilen sad uhjælpeligt fast. For hvert forsøg på at komme fri af den bløde jord gravede bilens forhjul sig bare længere og længere ned i mulden, så kofangeren til sidst kyssede græsset blidt og sank i.
Uheldets første fase – vi, de strandedes hysteriske grin – havde for længst fortonet sig over mosen, og vi stod tavse tilbage som vidner til et skibsforlis på land. Kirkegårdens graver havde hjulpet med redningsplanker til at lægge under dækkene, og adskillige regnorme måtte lade livet i en serie af desperate forsøg på at grave øsen fri.
»Naturen mod mennesket 1-0«, konstaterede Anna Sol Jørgensen, rejsens egentlige hovedperson.
25 år gammel, kandidatstuderende ved Københavns Universitet, opvokset i Helsingør ved Danmarks østlige kant og på mange måder et helt almindeligt menneske. Hun havde prøvet at lægge granris fra kirkegårdens skraldespand under bilens dæk for at give dem bedre greb, og det virkede ikke, men hendes kundskaber inden for vejservice var langtfra det største problem:
