Uforsigtig var han egentlig ikke. Den spanske mand, der forleden blev anholdt og sigtet for at sælge forfalsket kunst, havde taget sine forholdsregler. Når han forlod sit hjem i Andorra og kørte over grænsen ind i den nordøstspanske provins Lleida, havde han ikke længere forfalskninger med i bilens bagagerum.
I juli sidste år var han nemlig blevet stoppet, og toldmyndighederne havde afhørt ham om de grafiske værker, han havde haft med sig. Han havde trukket dokumenter frem, hvor der stod, at der var tale om originale værker af Joan Miró, Henri Matisse og Pablo Picasso, og fået lov til at køre videre. Men han ønskede ikke at stå i samme situation igen.
Serien af falske værker, som den spanske mand solgte for flere hundrede tusinde euro stykket, var nu permanent hos en slægtning, der havde et advokatkontor i kystbyen Tarragona. Lidt inde i landet, i Zaragoza, var det galleri, hvorfra han solgte sin kunst. Ordningen havde umiddelbart fungeret glimrende i et halvt år. Han rejste frem og tilbage og tjente styrtende.
Men hvad manden ikke vidste, var, at han blev skygget af spansk politi som led i Operación Mirones. Når han krydsede grænsen, blev det registreret, en bil blev sat efter ham, og forleden havde spansk politi nok til at anholde manden. Han havde ført efterforskerne til stedet, hvor han opbevarede den ulovlige kunst.
