Kvinden der opdagede Jordens indre kerne

Som 63-årig var Inge Lehmann klar til at forlade sit skrivebord på Geodætisk Institut og nyde sit otium. Hendes enestående opdagelse af, at Jorden har en indre kerne, var gået ret ubemærket hen i Danmark. Men så sprang atombomben.

En forårsmorgen i 1952 rullede en stor bil op foran Inge Lehmanns etageejendom på Østerbro. Den 64-årige kvinde forlod kort efter adressen med tunge kufferter og kørte med bilen til lufthavnen, hvor et US Air Force-fly ventede. Det skulle bringe hende over Atlanten for at lande i New York. Først tre måneder senere vendte den ældre dame tilbage.

Inge Lehmann led af støjfølsomhed. Hendes søvn var dårlig. Til sin læge havde hun allerede året før fortalt, at hun følte sig nedbrudt, og at hun kun klarede sit arbejde, hvis hun kunne komme på længere kurophold i Alperne. Lægen havde underskrevet en erklæring, der kunne gøre det muligt for hende at gå ned i tid eller få orlov fra sin stilling som statsgeodæt ved Geodætisk Institut.

Inge Lehmann kunne derfor have trukket sig tilbage. Hun kunne have overgivet sig til alderdommen og nydt stilheden i lejligheden på Kastelsvej og haven i sommerhuset i Holte. Og de færreste ville have savnet hende.

Men sådan skulle det ikke gå. I stedet blev den ældre kvinde de næste 20 år en brik i en storpolitisk konflikt. Den specialiserede viden om Jordens rystelser, som hun havde dyrket i et kvart århundrede, havde pludselig fået værdi for verden. Støvet var blevet banket af seismologien.

Det amerikanske forsvar hentede Inge Lehmann den morgen i 1952 for at aflevere hende på Lamont Geological Observatory ved Columbia University i New York. Herfra havde amerikanerne headhuntet de dygtigste europæiske jordskælvseksperter for at udvikle en måde at lave seismisk detektion: en naturvidenskabelig metode, der skulle gøre det muligt at overvåge sovjetiske atomsprængninger.

»Målet var især spionage af russernes underjordiske prøvesprængninger og at blive i stand til at måle, hvis russerne sendte en raket over«, siger Lif Lund Jacobsen, der er historiker og forsker på Rigsarkivet.

Her har man fået indleveret Inge Lehmanns privatarkiv, og det er netop blevet gjort tilgængeligt for offentligheden.

»Det er et helt unikt arkiv, og at det nu bliver gjort tilgængeligt, er en nyhed på internationalt plan i de miljøer, der interesserer sig for videnskabshistorie og den kolde krig. Arkivet giver ikke mindst et indblik i koldkrigssamarbejderne – hvordan de foregik på allerhøjeste videnskabelige niveau«, siger forskeren.

Da Inge Lehmann vendte tilbage til København efter månederne ved det amerikanske observatorium, var de stille dage i sommerlandet sat på pause. De næste 20 år, indtil hun var oppe i 80’erne, tilbragte hun lange perioder i USA, op til halve år ad gangen. Med andre ord toppede hendes karriere, fra hun var 63, til hun var 83.

»Når vi i dag kan måle, om Nordkorea har sprængt en atombombe, så er det en viden, der bygger på nogle af de grundsten, som Inge Lehmann lagde«, siger Lif Lund Jacobsen.

Inge Lehmanns privatarkiv har i årtier befundet sig hos en af hendes yngre kolleger, seismologen Erik Hjortenberg, der fik det testamenteret ved Lehmanns død i 1993. Han opbevarede materialet i en lakeret trækommode med forsirede håndtag i sin villa i Holte, indtil han valgte at forære arkivet til offentligheden. Det fylder nu 24 brune papæsker med breve på engelsk, fransk og tysk, der behandler de centrale dele af Inge Lehmanns videnskabelige karriere.

I brevvekslinger kan man blandt andet nøje følge Inge Lehmanns arbejde med seismografiske målinger, der gør, at hun i 1936 formulerer en banebrydende teori: Hun sandsynliggør, at Jorden har en indre kerne. Det er den teori, der i første omgang sætter danskeren på det videnskabelige verdenskort.

»Fordi Inge Lehmann ikke har nogen ligesindede at tale med i Danmark, udvikler hun sine teorier i korrespondancer med de førende udenlandske seismologer. Hun prøver sine teorier af, og vi kan se, hvordan hun hopper fra a til b i sin forskning«, siger Lif Lund Jacobsen, der allerede har fået flere henvendelser fra udlandet om arkivet.

»Allerede før Anden Verdenskrig var Inge Lehmann en international topforsker inden for det dengang meget lille seismologiske miljø«, siger hun.

Sammenbruddet i Cambridge

Historien om Inge Lehmann begynder sidst i 1800-tallet. Hun er et begavet barn, der er blændende til matematik og kan lide at være fysisk aktiv. Omkring år 1900 ville man kunne have observeret skolepigen spille fodbold i skolegården på H. Adlers Fællesskole ved Sortedam Dossering, hvor den pædagogiske doktrin – helt enestående for sin samtid – var, at der ikke måttes gøres forskel på kønnene. Her gav matematiklæreren Inge Lehmann ekstraopgaver, selv om forældrene mente, at de udmattede deres datter.

»De kunne ikke forventes at forstå, at jeg ville have været stærkere, hvis jeg ikke havde kedet mig så meget med skolearbejdet«, har hun som voksen udtalt.

Inge Lehmann blev student i 1906, og efter tre år på Københavns Universitet rejste den 22-årige kvinde i efteråret 1910 til Cambridge for at læse matematik.

I begyndelsen var hun glad for at være på det engelske universitet »på trods af de alvorlige restriktioner, der var pålagt de unge pigers opførsel«, fortalte hun.

Men noget gik galt under eksamenslæsningen efter det første år.

»Hun kaldte det selv, at hun overanstrengte sig, men vi ville sige, at hun gik ned med stress. Det er et sammenbrud, og hun kan ikke lave noget i lang tid bagefter«, fortæller Lif Lund Jacobsen.

Syv år, faktisk. Så lang tid gik der, før Inge Lehmann genoptog sine studier. I mellemtiden sad hun på et forsikringskontor i København og beregnede policer i en uendelighed og blev i øvrigt forlovet med en ven af familien.

»Men hun brød forlovelsen for at studere igen. Det var et valg. Hun ville videnskaben. Videnskaben var for hende med stort V«, siger Lif Lund Jacobsen.

Igen satsede Inge Lehmann på matematikken. Hun fik sin universitetsgrad fra Københavns Universitet, men nåede i løbet af de følgende ti år på universitetet ikke at blive andet end assistent for de mandlige professorer. Lønnen kunne hun ikke leve af, og da Inge Lehmann en dag bad om lønforhøjelse, blev hun i stedet foreslået at blive leder af den seismografiske afdeling på det nyoprettede Geodætisk Institut. Det kunne lyde som en prominent post. Men i et land, hvor jorden sjældent ryster, var læren om jordskælv ikke en højprofileret videnskab.

»Min teori er, at chancen for, at Inge Lehmann kunne få en videnskabelig karriere på Matematisk Institut, var meget lille. Hun havde alle odds imod sig: sin alder og sit køn«, siger Lif Lund Jacobsen.

På det tidspunkt havde ingen kvinde nogensinde været medlem af Videnskabernes Selskab i Danmark. Naturvidenskabelige forskningsområder var domineret af mænd. Ifølge Inge Lehmanns nevø, der bliver citeret i en amerikansk nekrolog, oplevede hun selv, at hendes køn var en hindring for hendes karriere:

»Du skulle vide, hvor mange inkompetente mænd jeg har konkurreret med og tabt til«.

På instituttet fik Inge Lehmann titel af statsgeodæt.

»Og så sad jeg der i 25 år«, som hun tørt konstaterede i et dansk avisinterview i 1961, det eneste, der findes.

Stillingen var administrativ. Inge Lehmann havde til ansvar at holde de seismiske stationer i Danmark og i Grønland kørende, så i fritiden måtte hun dyrke videnskaben og sin særlige evne til at læse bølgemønstre i seismogrammer. Hendes nevø har beskrevet, hvordan hun sad i sommerhuset i Holte med havregrynsæsker, hvori hun havde systematiseret små papkort med jordskælvsdata fra hele verden. I tiden før computerens udbredelse leverede hun avanceret viden baseret på sin evne til at knuse tal og aflæse data.

»Derfor indeholder privatarkivet så mange centrale dokumenter. Det var hjemme på Kastelsvej og i sommerhuset, hun foretog sin vigtige forskning og havde kontakt til hele verden«, siger Lif Lund Jacobsen.

Da seismologien blev politisk

Da US Air Force bankede på Inge Lehmanns dør i 1952, var den politiske situation i verden højspændt. Europa var splittet i øst og vest, og stormagterne USA og Sovjetunionen oprustede i et atomkapløb. Det var denne nye verden, der fik brug for den ældre dame med den store viden om jorden under os.

»Det, der i mellemtiden var sket, var, at atombomben var sprunget«, siger Lif Lund Jacobsen.

Den kolde krig ændrede Inge Lehmanns livsbane. Uventet blev seismologi et vigtigt interessefelt: Det handlede ikke længere kun om at reducere risiko for jordskælv, men om at overvåge underjordiske atomprøvesprængninger. I 1951 kom den nye verden på besøg på Geodætisk Institut i skikkelse af professor Maurice Ewing, der var direktør for Lamont Geological Observatory. Det var seks år efter Hiroshima og Nagasaski.

»Ewing er på charmetur i Europa for at finde ud af, hvad der er af talent«, fortæller Lif Lund Jacobsen.

I Danmark fandt han en moden dame. Det blev Ewing, der inviterede Inge Lehmann til Amerika og gav hendes alderdom den opsigtsvækkende drejning.

I breve til det amerikanske forsvar argumenterede Ewing for, at danskeren var vigtig at få bragt til USA, både på grund af hendes dybe seismografiske viden og hendes direkte adgang til russiske data på Geodætisk Institut i København.

»Det var ikke bøger, der gjorde, at hendes bagage var tung«, siger Lif Lund Jacobsen, der i de amerikanske arkiver har fundet breve til det amerikanske forsvar, hvor Ewing eksplicit skriver, at Inge Lehmann vil medbringe russiske seismogrammer.

»Hun gav amerikanerne legitimitet, viden og et skær af respekt, fordi hun repræsenterede grundforskningen, og hun gav dem et materiale, som de ellers ikke ville kunne få fat i«.

Inge Lehmann var først i tvivl. Men kvinden, der havde haft behov for kurophold i Alperne, og hvis læge havde anbefalet nedsat tid, endte med at takke ja til invitationen, og et nyt, langt og usædvanligt livskapitel begyndte.

»Det, hun fik til gengæld, var friheden til at forske. Hun fik et miljø, hvor hun var velkommen og værdsat. Hun fik lov til at arbejde med de amerikanske prøvesprængningsdata. Hun fik det tilbud, som ingen forsker kan sige nej til: at være med lige dér, hvor det sker«, siger Lif Lund Jacobsen.

Under nogle af den kolde krigs heftige år, fra 1963 til 1971, blev Inge Lehmann engageret som grundforsker i programmet Vela Uniform, der ifølge Lif Lund Jacobsen var finansieret af det amerikanske forsvar. Og der var rigeligt med penge.

»I Danmark og Europa havde seismologien været et lille forskningsfelt uden store midler. Men i årene med Vela Uniform kaster USA uhørt mange penge efter forskningen i seismologi. Budgetterne stiger eksplosivt år for år – og penge er lig med muligheder«, siger hun.

Under sine lange ophold i USA undersøgte Inge Lehmann Jordens øvre lag og opdagede, at der var en såkaldt faseovergang omkring 200 kilometer under Jordens overflade, hvor seismiske bølger rykkede sig ganske svagt.

»Det er vigtigt, når man skal pinpointe en atombombe helt præcist«.

Lehmann-diskontinuiteten blev opdagelsen senere kaldt, til ære for danskeren.

I USA blev hun modtaget rundt omkring i landet som the grand old lady of seismology. Der blev taget særlige hensyn. Da den støjfølsomme kvinde havde klaget over sit rum på Berkeley University, sørgede universitetet således for, at et særligt støjfrit værelse stod klar ved næste ophold på Women’s Faculty Club.

I 1964 blev Inge Lehmann æresdoktor ved Columbia University i New York.

»Og så følger en helvedes masse priser«, siger Lif Lund Jacobsen.

Inge Lehmann kommer også på forsiden af magasinet Saturday Review, hvor hun står med hat og uindfattede briller og antydningen af et smil ved siden af overskriften: ’The Lady Who Discovered Earth’s Inner Core’.

En indre konflikt?

I Rigsarkivets Harsdorffsal sidder Lif Lund Jacobsen med nogle af Inge Lehmanns efterladte papirer. Hun er i gang med at skrive en videnskabshistorisk biografi om den store videnskabskvinde, som de færreste kender herhjemme, og har beskæftiget sig med hende i flere år. Var Inge Lehmann i live, ville hun stille hende spørgsmålet:

»Sad du med en nagende følelse af, at din forskning blev udnyttet politisk?«.

Hvad mener du, at man ville kunne kritisere Lehmann for?

»Hendes forskning blev politisk, men hun italesatte ikke den politisering. Det er et easy ride for hende. Men man kan ikke fraskrive sig et ansvar som forsker«.

Hvad er det mest kritisable, hendes forskning bliver brugt til?

»Det er stormagternes våbenkapløb. Det er den atomare situation. Spændingerne mellem øst og vest. Det er sympatisk, at hun også er med til at udvikle ting, der har som mål at hindre atomangreb, men hun støtter altså en bestemt militærmagts ambitioner og en bestemt politik«, siger Lif Lund Jacobsen. Hun tilføjer:

»Inge Lehmann arbejder ikke for verden. Hun arbejder for amerikanerne. Det passer ikke til hendes idealer om, at videnskaben er neutral og tjener et større formål«.

Har hun slet ingen refleksioner over, at hendes forskning bliver brugt politisk?

»Jo. Jeg har set én note. Den er skrevet i forbindelse med forsøget på at oprette et europæisk seismisk forskningsdatacenter i efterkrigstiden. På noten har hun skrevet: »Vi skal ikke have amerikanerne med i bestyrelsen. For de har deres egen agenda«. Jeg har en hypotese om den note. Jeg tror, at hun gerne ville have trukket noget af seismologien tilbage til Europa for at undgå, at det enten var USA eller Sovjet, der dominerede videnskaben«.

Hvad er det, der driver hende til at indgå i det her tætte samarbejde med USA?

»Det er meget menneskeligt. Det er jo hendes livsdrøm, der bliver opfyldt: Hendes gamle forskningsresultater bliver anerkendt, og hun får mulighed for at gøre nye store opdagelser inden for grundforskningen«.

100-års fødselsdagen

Inge Lehmann blev næsten 105 år gammel. På det tidspunkt var listen over udenlandske hædersbevisninger alenlang. I Danmark fulgte også en slags hæder: Hun fik blandt andet opkaldt en dansk-amerikansk seismisk målestation efter sig på Grønlands indlandsis i 1966. Hun blev æresdoktor ved Københavns Universitet som 80-årig. I Aarhus er en vej for nylig opkaldt efter hende på havnen.

Inge Lehmann fik dog aldrig et medlemskab af Videnskabernes Selskab i Danmark, hun fik en guldmedalje. Da hun døde, overlod hun sin formue til selskabet, så et legat kunne oprettes i hendes navn.

Ifølge en amerikansk nekrolog deltog Inge Lehmann ved sin 100-års fødselsdag i 1988 i en stor reception på Geodætisk Institut med taler fra hendes prominente udenlandske kolleger.Talerne blev optaget på bånd.

Hele sit liv havde hun kunnet se ting, ingen andre kunne. Meningen i et uoverskueligt talmateriale, betydningen af seismiske hændelser, forskudte punkter, små bitte udsving i bølgediagrammer, der gav os mulighed for at få et nyt indblik i Jordens enigmatiske indre. I de sidste år af sit liv kunne Inge Lehmann næsten ikke se mere. Men hun nød at lytte til kassettebåndoptagelserne fra fødselsdagen. Talerne hyldede det, der betød allermest i hendes lange liv: hendes forskning.

Publiceret 23. februar 2015

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce