Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Kvindelige forfattere løber med både publikum og penge

Når Kirsten Hammanns nye roman udkommer i morgen, er det den seneste bog i en række, der har præget dansk litteratur siden 1990’erne. Forfatteren er en del af en stærk generation af kvindeforfattere, som i markant grad tiltrækker læsere, legater og priser.

De sælger hos boghandlerne. De fylder på bibliotekerne. De grovhøster hele rosenbede hos anmelderne, de vinder priser og henter millioner i kunststøtte, og de læses fra folkeskole til universitet. I sidste uge blev to af dem selvfølgelig også lige nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Vi taler om 90’er-generationen af kvindelige forfattere eller Ritter Sport-generationen, som en anmelder engang kaldte dem på grund af deres små, stærke, komprimerede tekstformater. En reolfuld af kvindelige danske successkribenter, født nogenlunde inden for de samme få år i 1960’erne, med gennembrud nogenlunde inden for de samme år i 1990’erne og med navne som Helle Helle, Naja Marie Aidt, Merete Pryds Helle, Katrine Marie Guldager, Christina Hesselholdt, Pia Juul og Kirsten Hammann.

Den sidste leverer med en romanudgivelse i morgen den seneste udgivelse i en lang række, der har præget dansk litteratur de sidste små 20 år.

»De står for en række stilistisk gennemarbejdede bøger med meget stærk fortællekraft og med det til fælles, at de trods modet til at eksperimentere med former og formater har formået at fange brede læserskarer«, siger ph.d. og lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard.

En anden litterat, lektor og ph.d. i litteratur ved Syddansk Universitet Jon Helt Haarder, taler om »en falanks af skarpe, højtprofilerede, æstetiske kvindeprosaister« og tøver ikke med at sammenligne generationens betydning for litteraturen med den, prominente forfattere som Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og Ivan Malinowski viste sig at få.

Og hovedredaktøren bag en ny nordisk kvindelitteraturhistorie under udarbejdelse, professor i litteratur Anne-Marie Mai, er overbevist om, at de stærke nutidskvinder vil stå distancen, også når fremtidens litteraturhistorier skal skrives: »De her forfattere er simpelthen med til at forny skildringen af liv, køn, krop og seksualitet«, siger professoren.

Med 90’er-forfatterne har bogorme, læsekredse og gymnasieelever fået sære, men også sært genkendelige eksistenser, især fra en samtidsdansk familiesfære. Naja Marie Aidt lader familier slå revner ved Bulbjerg. Der er søstre i parfumen på Helle Helles spritruter. Der er agterudsejlede kvinder i silende regnvejr, der er saftige orgasmer på tigerskind og hverdagsliv, som på overfladen tager sig banalt almindelige ud, men som rummer sprækker ned i et magma af uforløste følelser og ondt i livet.

Forfatterne skriver, som Anne-Marie Mai understreger, med hver sin »særlige, personlige stemme«. Men de har klangbund til fælles.

»De fortæller alle om nutidens mennesker. Samfundet spiller en rolle, men der er fokus på det liv, vi lever med hinanden i familierne«, siger hun.

»Samtidig foregår mange af fortællingerne i en nær fortid, som mange husker, og litteraturen har appel til os, når den tilbyder en fortolkning af noget, vi har tumlet med og kender fra vores eget liv. Den slags går rent ind hos måske især de kvindelige læsegrupper rundt om i landet«.

Stefan Kjerkegaard, der har specialiseret sig i succesforfatterne som underviser ved Aarhus Universitet, har bemærket, at »middelklassens familier fylder meget«.

»Og så handler det ofte om lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden. Temaerne er genkendelige og ofte ret banale, men de behandles på en kunstnerisk interessant måde«, siger han.

»Det er på ingen måde triviallitteratur, men forfatterne fastholder trivielle emner, og det appellerer til den brede læserskare«.

Uro i reden

Med en undtagelse som Helle Helle, der søger ud i provinsen og kredser om underklassens eksistenser, noterer også Jon Helt Haarder, der både som underviser i dansk på Syddansk Universitet og som anmelder ved Jyllands-Posten har læst sig ind på forfatterne, et højt fokus på middelklassens familieliv.

»I norsk litteratur havde man i 1990’erne en stærk tendens, som blev kaldt uro i reden. Det handlede om familiestrukturens forvitring, og det kan være, at det er den tendens, vi også ser her. Merete Pryds Helle har tidligere skrevet meget drastiske fortællinger om livet i familierne, og Guldager er i gang med at skrive hele familieinstitutionen igennem over et meget langt stræk«.

Ikke mindst hos Helle Helle og Kirsten Hammann er den usikre, utjekkede kvinde en gennemgående karakter, vurderer Jon Helt Haarder, og han ser et paradoks gå igen:

»Der er en modsætning mellem de her forfjamskede kvinder, der går til globryllup og forstiller sig og ikke ved, hvad fanden de vil med livet – som så fortælles af kvindelige forfattere, som i den grad ved, hvad de vil med deres historier«.

Høj standing

Forfatterne har ikke bare tematik, men også til en vis grad form og genre til fælles. Stefan Kjerkegaard lægger vægt på, at 90’er-kvinderne et langt stykke ad vejen har holdt fast i prosaformen og den rene fiktion. Et fællestræk er den fængende historie og ofte korte, stærke, stilsikre tekster, der er »gennemarbejdet ned i hver eneste sætning«.

»Hvor mange mænd fra 90’erne har holdt ved poesien, har flere af de her kvinder skrevet prosa, og det appellerer til et bredere publikum. Desuden fastholder de i høj grad den rene fiktion«, siger litteraten.

»Nogle af dem har flirtet med det selvbiografiske, men det er snarere deres mandlige kolleger, der har excelleret i det. Kvinderne har haft vægt på fiktionen, fortællingen og det, litteraturen traditionelt set kan, og det er ikke ment nedladende, for de har leget med bare at gøre det endnu bedre«.

Kvinderne lægger sig »i slipstrømmen på den meget markante 80’er-generation« af digtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup.

»80’er-litteraturen var kendetegnet af en meget høj æstetik, og man skrev poetikker og holdt den fane højt. De her kvinder har villet gøre noget andet«.

Og 90’er-generationen har en høj standing i det litterære establishment, siger litteraturforsker Jon Helt Haarder, som også noterer sig noget andet bemærkelsesværdigt: Generationen er i høj grad rundet af forfatterskolen.

»De har ikke taget afsæt i det brede kredsløb og har ikke skrevet krimier. De lægger sig tæt op ad litterære eksperimenter, og en del af dem har stået i skole hos Poul Borum (tidligere leder af Forfatterskolen, red.) og lært om litteraturen som en form for grundforskning«.

Også Haarder hæfter sig ved de kondenserede, »små, hårde firkanter af tekster«, som engang fik anmelderen Lars Bukdahl til at skrive om Ritter Sport-generationen. Og så er det karakteristisk, at skribenterne balancerer på kanten af det, der på den ene side er »mainstream nok til, at det er til at gå til« og på den anden side har kant. Som når Helle Helle på en gang er minimalistisk og fylder op i den store, danske bogreol.

»Men for den her generation er det altid snarere Kunst med stort K, end det er Bogmarked med stort B«, understreger Jon Helt Haarder.

Det tager kun 45 minutter ...

B'et i bogmarked har imidlertid været stort nok til at placere kvinderne i top på salgssøjler og hitlister. Det er ikke kun kvindeforfatternes »stærke fortællekraft og særlige brug af realisme, blandet med surrealistiske træk«, der appellerer, vurderer professor Anne-Marie Mai.

Flere af kvinderne som for eksempel Katrine Marie Guldager og Christina Hesselholdt har beskæftiget sig med børnelitteratur også. Man får dem altså »på flere boghylder«, som Anne-Marie Mai siger om det, at folk både støder på bøgerne, når de køber ind til børneværelserne og nevøernes fødselsdage, og når de har hørt om noget, de vil give en veninde.

Men derudover er der noget andet på spil: Hammann, Helle Helle & co. blevet klassikere i folkeskolen og gymnasiet.

»De er undervisningsegnede. Med en Naja Marie Aidt-novelle kan du lige præcis nå at få et godt forløb på 45 minutter. Det er dybt, men samtidig kan lærerne få de helt unge med, fordi novellerne har fortællingens spændende karakter«.

Og så er de pågældende forfattere selvfølgelig først og fremmest bliver læst, fordi de skriver god litteratur, understreger litteraterne. Og ikke bare til her-og-nutiden: De vil stå, også når de næste litteraturhistorier skal skrives, mener Anne-Marie Mai.

»God litteratur skal både være et nedslag i tiden og samtidig have kvaliteter, der løfter den ud over det meget tidsbundne, og det gælder for de her bøger«.

Moderne gennembrud

Selv om det er kvinder, der skriver, er det ikke kvindelitteratur i gængs forstand, som det var tilfældet med en stor del af 70'ernes kvindelige forfattere.

»De her forfattere er ikke brudt igennem som kvinder«, som Jon Helt Haarder siger. Hvis han skal finde tidligere eksempler i litteraturhistorien på en flok, der bryder igennem på samme tid og med så massiv gennemslagskraft, er det en højt profileret gruppe af mænd fra 60'erne og 70'ernes litteraturhistorie, han nævner, nemlig forfattere som Rifbjerg, Malinowski og Villy Sørensen. De eksperimenterede på nyskabende vis med formsproget, og det synes Jon Helt Haarder også, at 90'er-forfatterne gør.

Anne-Marie Mai sammenligner med kvindegenerationen af forfattere under det moderne gennembrud omkring det 20. århundredes begyndelse. Marie Bregendahl, Agnes Henningsen, Erna Juel-Hansen, Karin Michaëlis, Amalie Skram og til en vis grad Thit Jensen.

»De udgjorde på samme måde en stor, vigtig generation af kvindelige forfattere. De fik fantastisk betydning for den moderne kvindes livsverden, og også de udledte de problemer, deres samtid bød på, lige som flere af dem fandt nye måder at skrive på«.

Kirsten Hammann, der udgiver »Alene hjemme« i morgen – fra middelklassens privatsfære – har ingen generationsfølelse og føler sig ikke som del af et projekt med fællestræk:

»Det overlader jeg til litteraturforskerne. Jeg tror og håber, at det er så enkelt, at folk køber mine bøger, fordi de er gode«.

Publiceret 25. februar 2015

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden