Verden, som vi kender den, ville meget hurtigt falde sammen som en soufflé, hvis det ikke var for de godt 85 millioner tønder råolie, der dagligt pumpes op af undergrunden over hele kloden – og derfor er det vildt at tænke på, hvor anderledes verden var for blot et stort århundrede siden.
I Irans sydlige Khusistan-provins var olien lidt af et onde tilbage i begyndelsen af 1900-tallet, et klistret fluidum, der indimellem brød gennem sandskorpen og flød ind i hytterne. Og der var nok ingen blandt de daddelpalmedyrkende og småfiskende stammer på den lille ø Abadan på den irakiske grænse, hvor floderne Eufrat, Tigris og Karun flyder sammen, der kunne forudse, hvordan det sorte klister på ingen tid skulle forandre verden, som de kendte den. Men efter at en britisk millionær i 1901 købte områdets olierettigheder af shahen, og en dyb rumlen syv år senere vækkede en tilfreds chefgeolog med lyden af vældende olie i en prøveboring lidt nord for Abadans bredder, ja, så tog det fart.
På denne lille mudrede ø blev opbygget et moderne og fuldkommen andet samfund, i takt med at briterne fra Anglo-Persian Oil Company skorsten for skorsten rejste verdens største raffinaderi midt i ingenting. Fra de nordlige oliefelter førte rørledninger til Abadan, og med olien flød helt nye tanker og muligheder for et samfund. Olieselskabets folk importerede ansatte fra hele kloden til at hjælpe med olieudvindingen, og ud af det blå voksede det Abadan, der markedsførte sig selv som ’Oliens By’ og med sine palmer, biografer, internationale modeshows og stjernedrys fra navne som Duke Ellington og Dizzie Gillespie ikke lignede noget andet i det vidstrakte rige. Selv Teheran kunne ikke matche flodbreddens sultne boomtown. Og selv om byen i årtier har været pillet af piedestalen, står noget ganske særligt stadig tilbage.
Det opdagede den danske Iran-forsker Rasmus Elling, da han i 2011 fløj ind over raffinaderiet, byens fysiske centrum, landede i lufthavnen og begav sig ud i det, der på mange måder er »et absurd sted«.
