Han ligger alene i hospitalssengen, da det banker på ruden i døren ind til enestuen.
Syvårige Morten drejer hovedet langsomt og forsøger at smile. Gennem ruden kan han se sin mor, der vinker så naturligt, som det nu er hende muligt.
Morten vinker tilbage med højre arm. Den venstre kan han ikke bevæge, for han er lam i hele venstre side af kroppen, og også i ansigtet, så det er svært at se rigtig glad ud.
Året er 1952, det er november, og Morten Fenger er indlagt på epidemihospitalet på Blegdamsvej i København.
Han har polio, også kaldet børnelammelse – ligesom 7.000 andre danskere, flest børn, der er ramt af den største polioepidemi i nyere tid. Da epidemien ebber ud efter et års hærgen, efterlader den 350 døde af sygdommen i Danmark og mange mere eller mindre forkrøblede.
Mortens forældre må ikke komme ind på hospitalsstuen til deres plagede søn. I de første uger af sygdomsforløbet, så længe han har feber og kan smitte, er vink gennem vinduet i døren deres eneste kontakt.
Da sygdommen er stabiliseret efter tre måneder, bliver Morten flyttet til Hornbæk. På revykongen Stig Lommers sommerresidens Hornbæk Badehotel er der efter krigen ikke ret meget at grine ad, så hotellet bliver solgt og indrettet til genoptræningshospital under navnet Hornbæk Kurbad for de mange børn med lammelser.
Her skal Morten nu genoptrænes, så han sammen med andre overlevende poliobørn kan vende tilbage til en tilværelse ’så tæt på det normale som muligt’, som var mantraet for genoptræningen.
I journalen, der bliver sendt til Hornbæk Kurbad, skriver lægerne om Morten, at han er en »lille, bleg og ængstelig splejs«.
Det får læger, fysioterapeuter og sygeplejersker gennem det syv måneder lange genoptræningsophold radikalt ændret. Genoptræningen lykkes, så Morten Fenger efterfølgende frit kan gå rundt kun hjulpet af skinner på benene og et par krykker – men den kommer også til at præge ham mere, end han i begyndelsen af sit voksenliv vil være ved:
»Min tid i Hornbæk gav mig markant traumatiserende oplevelser. Det ophold har formet den, jeg er i dag«, siger 68-årige Morten Fenger.
I dag er han med en gruppe tidligere poliopatienter tilbage i Hornbæk. De skal for første gang i mere end 60 år gense hospitalet indefra, hvor de som børn boede i månedsvis uden meget kontakt til deres forældre.
Smertefulde stræk
Da Morten i begyndelsen af 1953 ankommer til Hornbæk, er den fine spise- og dansesal med højt til loftet og nedsænkede gulve ved at blive omdannet til genoptræningslokale.
Han bliver iklædt lyst hospitalstøj som de andre børn og må kun have så få personlige ejendele, at de kan ligge i en lille natbordsskuffe. Resten stuver sygeplejerskerne af vejen, uden at børnene bliver spurgt.
Sammen med fem andre børn skal han bo i et lille rum, der få måneder forinden var hotelværelse. Og de er heldige, værelset har både eget toilet og store vinduer ud mod havet, så de kan se klitterne, havnen og bølgerne oppe fra anden sal.
Hospitalet er et af Danmarks nye stoltheder, indviet af dronning Ingrid og foreviget i ugeblade og aviser. Men hverdagen er der ikke meget blitzlys over, og der er meget langt hjem til Valby, hvor forældrene bor. Dagligdagen består af hård, målrettet og smertefuld træning.
Mens en fysioterapeut eksempelvis holder Mortens krop fast, strækker en anden hans lammede ben ud. Bøjer det. Strækker igen indtil smertegrænsen, mens Morten vrider sig, så meget han kan under den voksnes vægt.
Mange børn græder, når deres lammede lemmer rutinemæssigt bliver tvunget ud og ind, men Morten lærer hurtigt, at der er ros til de børn, der samarbejder. Så han vænner sig til at bide smerten i sig.
»Ros under genoptræningen var en af de få former for anerkendelse, vi fik i løbet af de mange måneder, vi var indlagt. Der var jo ingen forældre til at passe og rose os, . Personalet var der for hjælpe og genoptræne. Og det er vi jo alle her mange år efter glade for. Men der var jo ingen kærlige relationer, så al ros og anerkendelse fra de voksne på stedet søgte vi jo alle mod«, husker Morten Fenger.
Hospitalets stigmata
Selv om det er et svært ord, lærer Morten det ret hurtigt: myotensor, et apparat på størrelse med et køleskab, som fysioterapeuten kører rundt med på et rullebord.
Ledningerne fra den store – og for små drenge ret imponerende – maskine ender i elektroder, der bliver sat fast på musklerne, som personalet så sender strømstød igennem, så de allersvageste muskelfibre kan vækkes til live.
»Det glædede man sig ikke til, for det gjorde ondt ad helvede til«, siger Morten Fenger og fortsætter:
»Ligesom de daglige skoldhede varme omslag, der dampede, når damerne kom med dem. De kunne dårligt holde på dem, så varme var de. Hold op, hvor gjorde det ondt! Og jeg kan stadig huske lugten af varm, fugtig uld«.
Personalet på Hornbæk Kurbad holder styr på Morten og de andre børn og deres genoptræningsresultater via et sirligt system med stofbånd, som børnene får bundet om skulderen eller maven. Båndene viser de andre børn, sygeplejerskerne og omverdenen, hvad det enkelte barn kan og må.
To gule bånd, der krydser på maven, betyder, at barnet kun må ligge ned. Et gult bånd, at man må kravle i en særlig vogn. Har det lille barn et rødt bånd, må man stavre rundt på krykker eller i kørestol, mens grønt bånd er det bedste; har barnet sådan et, må det bevæge sig frit rundt på hospitalet. Børnene med grønt bånd får tillige småpligter.
»Jeg kan huske, at der blev klappet, da jeg gik fra gult til rødt bånd, og jeg følte mig som en helt. Jeg havde succes. Man glædede sig til at vise sit nye bånd frem, når mor og far kom på besøg. Det gjorde, at vi kæmpede hårdt og bed tænderne sammen«, fortæller Morten Fenger.
Mens de kulørte bånd fik børnene til at gøre fremskridt rent fysisk, havde systemet også en bagside. Det kom også til at fungere som et socialt hierarki, hvor børn med grønne bånd var højstatus, mens gult korsbånd var bunden. Det gav Morten ar på sjælen, som han stadig bærer rundt på den dag i dag; vreden, som Morten Fenger mener stammer fra ’de svage sjæles straf’.
Når et lille barn var uartigt, som små børn nu er og var, eller ikke adlød en ordre, kunne båndet blive revet af, og man blev udstyret med et lavere bånd for den næste uge. Det var forfærdelig ydmygende, husker Morten Fenger:
»Jeg kan mærke vreden igen, når jeg taler om det, og får næsten lyst til at råbe. De her følelser ligger under tyndt jordlag«, siger han.
»Det var et ufatteligt angreb på ens identitet og udslag af dumhed fra visse medarbejdere. Jeg har haft meget svært ved at finde mig i selv de mindste uretfærdigheder, og det har præget mit temperament. Raseri er en god kilde til fremdrift, men også en besværlig partner, som jeg har skullet leve med«.
Alt var i bedste mening
Syvårige Morten ligger i sin seng i Hornbæk efter dagens dont. De andre børn er også lagt for natten, men de taler sammen. Pludselig går døren op, og Morten får venligt besked på at følge med en sygeplejerske. Han skal ’til klinik’. Da de kommer hen i det store genoptræningslokale, bliver Morten klædt af og placeret nøgen på en briks. Han er forvirret og ved ikke, hvad der skal ske, for rækker af stole er fyldt med fremmede mennesker.
Senere har han fundet ud af, at de var læge- og fysioterapeutstuderende samt andre fagfolk, der skal høre overlæge Remvig, der stolt viser poliobørnene frem og fortæller om behandlingerne og resultater. Morten synes ikke, det er spor sjovt:
»Sådanne oplevelser sætter sig varige spor. Jeg blev behandlet som et objekt uden nogen form for personlige hensyn, det er er dybt krænkende. Uretfærdighed, anonymisering og krænkelser. Det har ikke været godt for mit selvværd. Og det har skabt let antændelig vrede«.
Han er opmærksom på, at hans måde at fremstille det ellers roste genoptræningssted i smukke Hornbæk, får det til at lyde som sadismens forgård. Det var det ikke, pointerer han; læger og sygeplejersker var engagerede i børnenes fremskridt og helbredelse, og det var og er uomtvisteligt, at patienterne fik mange af funktionerne tilbage i de lemmer, som polioen havde lammet, via den målrettede indsats:
»De fleste gjorde alt i bedste mening, og de viste også en gang i mellem omsorg for os. Man tænkte bare anderledes i 50’erne. Krisepsykologien var endnu ikke ’opfundet’. Så det har haft konsekvenser for os, der brugte store dele af vores barndom i Hornbæk«, siger han.
Da Morten er færdig ’til klinik’, bliver han ført tilbage til sin seng. Inden nattesøvnen indhenter drengen, bliver døren dog atter åbnet. Overlæge Remvig har krydset den lille vej til Hornbæks havnekiosk og står nu i døren med en stor is som tak for hjælpen.
»Det er 61 år siden, jeg fik den iskage, men jeg husker det helt tydeligt. Meget var traumatiserende, men de få positive, menneskelige oplevelser, som der måske ikke var så mange af – dem husker man«, siger han, og stemmen knækker over.
Fortvivlede forældre
Søndag er ugens højdepunkt, der må poliobørnenes forældrene komme på besøg. I halvanden time. Morten står sammen med de andre børn på hospitalets tagterrasse, spændt og vinkende, når busserne fra hovedstaden ruller ind.
Mortens lillebror, der selv har haft et mildt polioforløb, må ikke besøge sin bror på Hornbæk, så de to brødre kan kun vinke til hinanden.
Både Mortens mor og far gør sig umenneskelige anstrengelser for at se glade ud og virke opmuntrende, når de er på besøg. Men Morten kan uden problemer mærke deres underliggende bekymringer og den fortvivlelse, der plager dem. , for hvordan er fremtidsudsigterne for en delvist lammet dreng i 1953?
Den lille dreng, der har brugt ugen på smertefulde behandlinger og strækøvelser, glæder sig til den tryghed og omsorg, familien bringer med ind i værelset. Men langsomt bliver det Morten, der skal være den stærke; ham, der skal vise overskud og glæde, for han bryder sig ikke om at gøre sine forældre kede af det. Han knokler for at få bedre bånd, som han kan vise sin mor og far i håb om at mildne deres fortvivlelse. Han demonstrerer også alle øvelserne, han efterhånden mestrer, for at få smilene frem.
»Men jeg endte med at afskrive mine forældre«, siger Morten Fenger tørt og fortsætter:
»Det lyder hårdt, men det gjorde jeg. Jeg kunne ikke bruge dem til noget; jeg opfattede det som en yderligere belastning at skulle trøste og opmuntre dem. , de kunne hverken være der for mig eller hjælpe mig. Jeg måtte i en alder af syv år acceptere ensomhedens vilkår; at der ingen steder var, jeg kunne få hjælp. Jeg fik aldrig siden et dybt eller fortroligt forhold til mine forældre, og det har præget mig siden«.
Post-polio og depression
Hornbæk var, når Morten Fenger ser tilbage på det i dag, en nødvendig ’doktrineringsproces’, for at han kunne klare sig i voksenlivet uden at ligge sine forældre eller samfundet til last.
Den lille, ængstelige splejs skulle erstattes af en tapper dreng, der sagde: Kan selv, vil selv. For på Hornbæk Kurbad lærte han, at han skulle kæmpe. At livet kan gøre ondt, mens man kæmper, men at det er muligt at opnå resultater. At man selv er ansvarlig for at få ’et liv så tæt på det normale som muligt’, som man sagde dengang.
Som de fleste andre poliopatienter får Morten Fenger efterfølgende skinner på benene og krykker, et synligt bevis på, at han alligevel ikke er helt så normal som de andre i klassen.
Han bliver student og jurist og læser politologi i Frankrig, hvor han i 1969 møder sit livs kærlighed, Martine, som han tager med til Danmark, hvor de får to drenge.
Morten og Martine er i modsætning til mange i deres omgangskreds ikke blevet skilt. Det har de til fælles med mange andre poliopatienter, fortæller han. Ofrene for polio lærte jo at kæmpe. Og når de efter måneders isoleret tilværelse i Hornbæk senere i livet fandt en person, de gav nøglen til de personlige gemakker, så holdt de fast. Trods modgang.
Martine holder også fast. Hun har set, hvordan hendes mand, der fik en karriere i Arbejdsministeriet og blev udsendt til den danske EU-repræsentation i Bruxelles, i dag må sande, at han ikke kan længere. Krykkerne er væk og erstattet af en kørestol.
Morten Fenger fik for godt ti år siden såkaldt post-polio, hvor sygdommen vender tilbage med lammelser, smerter, blytung træthed og koncentrationsbesvær. En lidelse, som omkring 7.000 danskere lider af i dag.
I starten af det nye årtusinde må han erkende, at han alligevel ikke kan leve sit liv så tæt på det normale. Kroppen vil ikke være med.
En sparerunde sender ham desuden som 58-årig ud af det arbejdsmarked, han har knoklet for at blive en del af. Det stød er hårdt, og depressionens mørke sænker sig. Morten Fenger må for første gang se sin fortid øjnene.
»Post-polioen reaktualiserede et gammelt traume, der ikke var bearbejdet. Jeg fik det, som mange andre med post-polio, ad helvede til. Jeg havde knoklet hele mit liv for at kunne leve normalt, men det er jo et sisyfosarbejde, for jeg bliver aldrig normal. Jeg halter og har haltet hele mit liv«, siger han og fortsætter:
»Men jeg har haft mulighed for at stræbe og kompensere ved at blive dygtig til det, jeg lavede. Jeg parkerede min identitet i visitkortet og var stolt af mit arbejde«.
I Hornbæk havde Morten Fenger trænet benhårdt ud fra devisen ’kan selv, vil selv’. Sådan blev alle børn i bedste mening presset frem.
»Den tilgang til tilværelsen er god at bygge på, men den har også været anstrengende, fordi jeg altid har skullet give den en ekstra spand kul. Da post-polioen kom, var jeg løbet tør for kul«.
Hornbæk genbesøgt
Morten Fenger ruller sin kørestol ind gennem de elektriske skydedøre til Klinik for Rygmarvsskade, som den ikoniske hvide bygning på Hornbæk Havn hedder i dag.
Han er spændt, men må snart sande, at meget lidt fra barndommen er tilbage. 1950’ernes badehotelstemning er forduftet og erstattet af linoleumsgulve og hospitalsskilte fra Region Hovedstaden. Svømmebassinet, der blev indviet, mens Morten Fenger boede der, er dog bevaret, men virker ved gensynet efter seks årtier noget mindre, synes han.
Mødet med fortiden i form af hospitalet vækker ikke de store følelser hos den i dag 68-årige mand i rullestolen, erkender han. Stedet er et andet, han er en anden.
Solen synker ned bag hospitalet, og Morten Fenger kigger ud over et gyldent, vindstille Øresund.
To ældre damer støttende til deres krykker betragter samme sceneri. De småsludrer med Morten. Om hvornår de boede på Hornbæk Kurbad. På hvilken etage. Og hvad de husker fra den tid. De undres over, hvor få erindringer de egentlig har om de mange måneder i Hornbæk. Der er stille et par sekunder, så siger den ene dame:
»Det er nok, fordi vi har lagt låg på alt det fra dengang. Tror I ikke?«
Det sidste tilfælde af polio i Danmark blev registreret i 1976.
Publiceret 20. juni 2014