Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Sani Abdulhamids historie hænger ikke sammen. Han kan ikke få den til det. Der er ting, han slet ikke kan huske, og ting, han ikke vil tale om. Men nu gør han alligevel et forsøg.
Han sidder i sandet uden for teltet – på kanten af det tæppe, der er lagt frem til gæsterne, og prøver at få det til at passe sammen. Hænderne vrider sig, og øjnene tager på langfart, mens han fortæller, så godt han kan.
»Jeg var ikke mig selv. Det var midt om natten, jeg blev vækket af nogle, der råbte. Jeg var forvirret, det var derfor, det skete. De skreg, at der blev skudt nede i landsbyen«.
