Manden på operationsbordet ligger bedøvet. Ved hans side står en stor, tung vogn med fire leddelte metalarme, der mest af alt ligner benene på en gigantisk edderkop fra Star Wars-filmene. En for en bliver de stukket ind i patienten, og deres små lysdioder skifter fra hvid til blå. Så begynder de at bevæge sig, hurtigt og forbavsende livagtigt, og en sveden lugt breder sig i lokalet, efterhånden som deres elektriske instrumenter brænder sig vej til mandens kræftramte nyre.
Det er mandag morgen på Herlev Hospital, hvor robotkirurgi ligesom flere andre steder i landet nu er blevet rutine. Hvis du skal opereres for kræft i nyren, livmoderen eller prostatakirtlen, for eksempel, vil det med stor sandsynlighed blive en robot fra det amerikanske firma Intuitive Surgical, der kommer til at føre kniven. Alene på Herlev Hospital bruges de fjernstyrede maskiner til omkring 900 indgreb årligt.
»Hvis det teknisk er muligt, så robot-opererer vi«, siger afdelingslæge Joachim Veloso, der er under oplæring til robotkirurg. Han er iført maske, badehætte og kirurguniform, og det er hans job at række robotten det nødvendige udstyr under indgrebet. Selve operatøren, overlæge Bjarne Kromann, sidder i strømpesokker et par meter væk. Han læner sig afslappet over en konsol med joystick, pedaler og 3D-video af patientens indre.
»Det er ligesom en luksusbil, når du starter«, siger Bjarne Kromann, som har kort, gråt overskæg og en velfriseret sideskilning.
