Når kviksølvet er brændt væk, er guldet tilbage. Det er ikke hver dag, der udvindes nok til at dække udgifterne.I dag blev det til lidt mere end 11 gram, og det er ikke nok. Foto: Thomas Borberg
Foto: THOMAS BORBERG

Når kviksølvet er brændt væk, er guldet tilbage. Det er ikke hver dag, der udvindes nok til at dække udgifterne.I dag blev det til lidt mere end 11 gram, og det er ikke nok. Foto: Thomas Borberg

Guldboom i Ghana gavner kun de rigeste

Ngo’er og eksperter havde store forventninger til, at Ghana var landet, der kunne bryde den såkaldte Resource Curse, den forbandelse, der rammer fattige lande, som finder store naturressourcer. Men meget lidt guld finder vej til de fattige ghanesere.

Abdulai Dramani sidder midt i en bunke store skærver i et træhus ved den ghanesiske by Kenyasi. Han slår og slår og slår – hans mukkert har brækket skæftet, men han lægger så meget kraft i, at skærverne alligevel bliver knust i mindre stykker.

De lyse granitagtige sten, der bliver tilbage, indeholder bitte små gyldne prikker, og det er dem, som Abdulai Dramani og hans kolleger vil have fingre i.

Det er guld.

Men det er smulerne fra de riges bord.

Ghanas befolkning går glip af mange hundrede millioner i skatteindtægter, som kunne have betalt for uddannelse og sundhed

Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport om Ghanas guldboom fra ulandsorganisationen Ibis og to andre internationale ngo’er.

»Ghana får ikke en tilstrækkelig del af den totale værdi af landets guldproduktion«, lyder hovedkonklusionen i rapporten.

Fra 2010-13 var totalværdien af guldproduktionen mere end 23 milliarder dollars, men den ghanesiske stat fik kun 1,7 milliarder ind i skatter; svarende til 7 procent.

Resten går til private ghanesere og udenlandske mineselskaber.

»Det er ikke fair. Som det er lige nu, går Ghanas befolkning glip af mange hundrede millioner i skatteindtægter, som kunne have betalt for uddannelse og sundhed«, siger Morten Blomqvist, seniorrådgiver i Ibis.

Derfor arbejder Ibis sammen med partner-organisationer i Ghana for et ændret skattesystem, hvor beskatningen stiger markant, når prisen på guld stiger – så det kommer landet og befolkningen til gavn.

På nogle områder har Ghana allerede forbedret beskatningen af guldmineselskaberne, men reglerne gælder bare ikke for de to største af slagsen.

Rapportens titel, ’Golden Days for Newmont’, skyldes netop, at især det amerikanske mineselskab Newmont spinder guld på Ghanas boom.

Selskabet etablerede sig i landet, da guldfeberen for alvor tog fat i 2003, og har samlet betalt under 500 millioner dollars i selskabsskat – selv om man i hvert af de seneste regnskabsår typisk har haft en omsætning på næsten 1 milliard dollars.

Arbejdere ned til 13 år

I træhuset i Kenyasi arbejder Abdulai Dramani på akkord, typisk 10½ time om dagen. Han kan tjene, hvad der svarer til knap 5.000 kroner om året.

Det er næsten gennemsnitsindkomsten for en ghaneser, og mere end hvad man ellers kan tjene i det fattige område, her 7-8 timers kørsel nordvest for hovedstaden Accra.

Abdulai Dramani kan dog ikke lide arbejdet, fordi det er så hårdt.

»Men du må flytte derhen, hvor dine hænder kan bruges«, konstaterer han med et skuldertræk.

Skærvestykkerne, han har knust, skovles op i gamle plastiksække og tømmes i en knuser, der maler dem til en grusagtig blanding.

Den yngste dreng på guldgraverfabrikken er kun 13 år og vil ikke have sit navn i en avis. Han står i vand til knæene det meste af dagen, og hans hud på fingrene er rynket.

Han taler ikke rigtig med nogen. Det er der heller ikke andre, der gør. Måske på grund af den heftige larm fra skærveknuseren.

I alle nabohusene ser man den samme procedure gentaget af andre ghanesere fra fattige landdistrikter, der forsøger at få en lille bid af guldkagen.

Meget gunstig selskabsskat

Ifølge forfatteren bag den kommende rapport, Morten Emil Hansen, arbejder omkring en halv million mennesker – fra Ghana og nabolandene – mere eller mindre lovligt i bunden af guldindustrien. Mange af dem kommer fra områder, hvor der blev fundet så store guldforekomster, at man fordrev dele af lokalbefolkningen.

»Groft sagt er forløbet ofte, at lokale finder lidt guld, og så kommer der nogle kinesere og betaler under bordet for at grave med en gravko – og få de lokale væk. Og hvis der så er rigtig meget guld, sælger regeringen koncessioner til store udenlandske selskaber – billigt«, forklarer Hansen, der er specialist i ressourceøkonomi og driver konsulentfirmaet Policy Advice med base i Ghana.

Det er især selskaber fra USA, Canada og Sydafrika, der er blevet hidkaldt, og det skyldes, at guldminer kræver meget store investeringer, som lokale firmaer uhyre sjældent kan løfte.

»Så træder de multinationale til mod at få meget gunstige skattevilkår – lidt ligesom det ofte sker, når fattige lande finder olie«, påpeger Morten Emil Hansen.

Ngo’erne og hele det internationale samfund havde ellers store forventninger til Ghana, både da der blev fundet store guldforekomster i slutningen af 1990’erne, og da der blev fundet olie i slutningen af 00’erne.

Landet er et usædvanlig stabilt demokrati, med en for Afrika relativt lille forskel mellem rig og fattig. Var der nogen lande, der kunne bryde den såkaldte Resource Curse – at fund af ressourcer ofte er en forbandelse, fordi det øger uligheden i en befolkning – måtte det være Ghana, tænkte man.

Men forventningerne er indtil videre blevet gjort til skamme. I hvert fald er guldindtægterne meget skævt fordelt, og olien ser ud til at følge samme ulige vej.

Ghanas politikere har faktisk forsøgt at beskatte de store guldselskaber mere. Men først for tre-fire år siden, og da var det for sent.

For da var den økonomiske krise en realitet, og guldprisen faldt. Så guldselskaberne truede blot med at trække sig ud i Ghana – og det fik regeringen og parlamentet til at trække forslaget om højere skat tilbage.

Nærkontakt med kviksølv

Skærvegrusblandingen i skuret ved Kenyasi er nu knust til en pudderagtig substans, der blandes med vand, og denne ’grød’ hældes i toppen af en lang planke med kanter.

Mudderet vaskes bort med langsomme bevægelser, og de våde guldrester opfanges af et håndklæde, der så vrides i en balje.

Mændene hælder smeltet kviksølv ned til guldet. Det binder de små stykker guld og danner til sidst en lille kugle, som lægges i et bålsted. Når kviksølvet er brændt af, er der kun guldet tilbage.

Der er intet beskyttelsesudstyr til at forhindre det giftige kviksølv i at komme i kontakt med huden eller indåndes, og dagens samlede høst er blot 11,2 gram. Det kan sælges for cirka 1.330 cedi (cirka 2.600 kr.) – ikke nok til at dække udgifterne og altså en dårlig forretning.

Men de dage, hvor der er over 13-15 gram, giver det overskud til ejeren af træskuret. Og så har han råd til at udbetale løn, så folk som Abdulai Dramani også har en vis glæde af sit lands guldboom.

Publiceret 7. april 2015

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce