Inde i skoven kan alting ske. Her kan Disney smadre sin typiske Disneyhistorie.
I det biografaktuelle musicaleventyr ’Into the Woods’ ramler alle eventyrkarakterer sammen i skoven og realiserer sig selv på dunkel vis: Rapunzel med guldhåret undslipper sit tårn og får en fornuftig korthårsfrisure. Både den sultne/pædofile ulv og den rare bager forsøger helt og halvt at forgribe sig på lækkerbuttede Rødhætte. Den fattige knægt Han, snupper guldmønter fra den magiske kæmpebønnestage, mens bagerkonen er utro med Askepots selvfede prins.
Da heksens forbandelse er ophævet, kommer flokken til sidst ud i dagslyset igen. Og så tager de til bryllup, som man jo gør, og så skal de lige til at leve lykkeligt til deres dages ende, som man jo også gør i den slags historier. Men så fucker skovens kæmper alt op: Jorden skælver, og pludselig kan hverken prinser, nyslåede prinsesser eller rødhætter finde hjem. Skoven – og naturen selv – har gjort oprør. Og så starter den anden hæsblæsende del af filmen.
’Into the Woods’, en filmatisering af en prisvindende Broadway-musical, er en mærkværdig spillefilm. Den er umulig at referere, så det er til at forstå. Den er et sammensurium af folkeeventyr, hvor det klassiske eventyrs skabelon er tvistet. Og så er den senere års kroneksempel på Disneys nye selvopgør, mener Torsten Bøgh Thomsen, der er ph.d.-stipendiat på Kulturstudier på Syddansk Universitet og specialiseret i økokritik i vestlig kultur. Der er nemlig sket noget nyt med Disney.
