Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Rick Egan/AP Photo/AP

Religion er ikke for sjov i USA

Mens europæerne svælger i polemik om ytringsfrihed, blasfemi og religion i det offentlige rum, er det en marginal debat i USA. Mange amerikanerne har simpelthen svært ved at forstå diskussionen, siger amerikanske intellektuelle.

USA fik for en uge siden sin egen terrorsag med baggrund i blasfemiske tegninger, da to bevæbnede mænd skød mod et konferencecenter i Texas, hvor der blandt andet blev afholdt en konkurrence om at tegne islams profet Muhammed.

Parallelt kørte en intellektuel polemik ved det amerikanske PEN’s gallamiddag, hvor det terrorramte franske satireblad Charlie Hebdo fik en ytringsfrihedspris. 200 forfattere og skribenter protesterede mod prisen i et åbent brev, og de fik kraftig svar på tiltale fra blandt andre Salman Rushdie.

Så nu skulle man i en dansk optik måske tro, at de amerikanske politikere diskuterer, hvordan man sikrer det frie ord, at der var fakkeltog på Times Square i New York, og at lederskribenter, kulturpersoner og intellektuelle har kastet sig ind i en frådende debat om ytringsfrihed, tolerance og religion i det offentlige rum. I stil med den debat, der begyndte i Danmark og i et vist omfang også i det øvrige Europa, da Jyllands-Posten for knap ti år siden trykte de kontroversielle Muhammedtegninger og forstærket af vinterens terrorangreb i Paris og København.

Men sådan er det ikke gået. Terrorangrebet er en mindre historie, der blev overskygget af raceurolighederne i Baltimore, og fejden i PEN har mest fået liv på kultursider og mere marginale internetmedier.

Efter angrebene i Paris og København virkede, det som om de amerikanske medier havde vanskeligt ved at finde et håndtag på hele polemikken om de blasfemiske tegninger af henholdsvis Lars Vilks og Charlie Hebdo – blandt andet fordi ingen større medier har vist eller trykt tegningerne, ligesom de ikke trykte Jyllands-Postens tegninger.

Meget af dækningen fokuserede på det antisemitiske spor i de to angreb på henholdsvis det jødiske marked og synagogen i Krystalgade. Det had kender man i USA, og man har et sprog til at diskutere og fordømme det. Den anden ligning er meget sværere tilgængelig for et amerikansk publikum.

Det første, man skal huske, er, at konteksten er helt anderledes her. Vi har ikke i USA et stort marginaliseret muslimsk mindretal, der bliver undertrykt og diskrimineret imod. Det er en virkelig stor del af forskellen

Men hvorfor er debatten om ytringsfrihed, religion i det offentlige rum, Charlie Hebdos tegninger og blasfemi så anderledes i USA, end den er i Europa?

»Det første, man skal huske, er, at konteksten er helt anderledes her. Vi har ikke i USA et stort marginaliseret muslimsk mindretal, der bliver undertrykt og diskrimineret imod. Det er en virkelig stor del af forskellen«, siger Edward Berenson. Han er professor i historie på institut for franske studier ved New York University.

»De muslimske immigranters rettigheder er det centrale borgerrettighedsproblem i Europa. Det er det ikke her. Her handler det om brutalitet og racisme i politikorpset, og at vi trods valget af Obama ikke er kommet over vores racemæssige problemer. I sammenligning med det er islam og den muslimske befolkning i USA slet ikke på radarskærmen, hvor det selvfølgelig er helt anderledes i Europa«, siger Berenson.

Gigantisk kulturkløft

Men det handler også om en fundamentalt anden tilgang til spørgsmålet om ytringsfrihed, mener Jeff Goldberg, der er journalist og kommentator på magasinet The Atlantic.

»I USA har vi på den ene side en meget stærk juridisk beskyttelse af ytringsfriheden«, siger Goldberg med henvisning til den amerikanske forfatning, der fortolker retten til at udtrykke og fremme de synspunkter, man vil, bredere end i Europa. Der er ingen blasfemi- eller racismeparagraffer i USA eller forbud mod at benægte holocaust.

»På den anden siden er vi et mere religiøst land. Vi har flere troende og flere, der tager blasfemi seriøst«, siger Goldberg.

Ifølge Edward Berenson er der desuden en »gigantisk kulturkløft« mellem religionsfriheden i USA og Frankrig, selv om begge lande har adskillelsen af kirke og stat som en central del af deres selvforståelse.

»I Frankrig betyder det dybest set frihed FRA religion i det offentlige rum. Her i landet er det frihed TIL, at religion kan udtrykkes i det offentlige rum. Det virker måske mærkeligt i lyset af 11. september, men islam som religion er slet ikke så kontroversiel her, som den er i Europa«.

For langt de fleste amerikanske aviser var det aldrig en mulighed at trykke hverken Jyllands-Postens tegninger eller Charlie Hebdos af Muhammed.

Ytringsfrihed har i USA altid været medfulgt at en vis portion selvcensur. Det er ubevidst indbygget i amerikansk politisk og journalistisk kultur

»Ytringsfrihed har i USA altid været medfulgt at en vis portion selvcensur. Det er ubevidst indbygget i amerikansk politisk og journalistisk kultur. De ansvarlige redaktører mener, at de beskytter mod smagløshed, når de lader være med at trykke Muhammedtegningerne«, siger Berenson.

Det var netop argumentet, da New York Times afviste at trykke tegningerne. »Vi har længe haft en standard, der passer os godt: Der er forskel på fornærmelse og satire. De fleste af disse tegninger er fornærmelser«, sagde chefredaktør Dean Baquet til sin egen avis om Hebdo-tegningerne. Han erkendte dog samtidig, at det var en vanskelig afgørelse.

Der er også et element af frygt hos de amerikanske aviser for at få medarbejderne placeret i skudlinjen, mener Jeff Goldberg. Men det er ikke nødvendigvis den dominerende overvejelse på redaktionsgangene.

»Der er et ægte ønske om ikke uden årsag at fremmedgøre en befolkningsgruppe, som tager deres religiøse værdier meget alvorligt. Jeg mener ikke selv, at det er afgørende at gøre grin med folks religion«, siger Jeff Goldberg.

»Jeg synes ikke, at Charlie Hebdos tegninger er sjove. Jeg synes, at de fleste er vulgære. Men jeg forstår, at forskellige kulturer kan have forskellige former for humor, og at man må kunne trykke, hvad man vil«, tilføjer han og understreger, at han støtter, at det franske magasin fik PEN-prisen.

Edward Berenson ser protesterne mod prisen som et udtryk for en amerikansk forståelsesramme, der bliver presset ned over den europæiske situation. Ligesom europæere ofte har svært ved at forstå den amerikanske racismedebat, er USA’s diskussion om sortes rettigheder i et hvidt domineret samfund et dårligt udgangspunkt for at forstå Charlie Hebdo.

»Der er en del af den amerikanske venstrefløj, der især fokuserer på gruppeidentitet – etnicitet, køn, seksualitet og så videre – i stedet for det traditionelle fokus på sociale klasser«, siger Berenson.

»Hvad nu, hvis en stor avis trykte en tegning, der var ekstremt nedladende over for sorte, lyder deres argument. Det ville man aldrig få PEN-prisen for. Set fra deres udgangspunkt kommer den her selverklærede venstreorienterede franske avis og forværrer en situation, hvor muslimer i forvejen er undertrykte«.

Hebdo vs. Geller

Amerikansk PEN understregede ved prisuddelingen, at Charlie Hebdo blev belønnet for sin fasthed over for terrorisme og trusler – ikke for de kontroversielle tegninger, som mange amerikanske intellektuelle tager afstand fra.

Men hvis man på den måde kan ignorere indholdet af ytringerne og give prisen alene for at fortsætte kampen, så kommer man ud på en glidebane, hvor man også må belønne mere hårdkogte antimuslimer, der ytrer sig trods trusler, lyder modargumentet i fra de kritiske forfattere i PEN.

For eksempel Pam Geller, der arrangerede sidste weekends konference i Texas. Eller Bosch Fawstin, der vandt hovedpræmien på 12.500 dollars for sin tegning af Muhammed. Den forestiller en vred profet med turban og sværd, der råber: »Du må ikke tegne mig« mod tegneren, hvis hænder ses trække de sidste streger på papiret og svarer: »Det er derfor, jeg tegner dig«.

Det grundsynspunkt – at det er vigtigt at tegne Muhammed, netop fordi man ikke må for islamisterne – har Charlie Hebdo netop lagt afstand til på sin USA-turne.

»Det har ikke noget med os at gøre«, siger chefredaktør Gerard Biard. »Pamela Geller kører en antiislamisk forening. Vi holder ikke tegnekonkurrencer. Vi tegner Muhammed, når han er relevant i nyhederne. Forskellen er, at Pamela Geller er besat af islam«.

Pam Geller er lidt anderledes i sit udtryk, men ligger i sine grundsynspunkter tæt på en dansk debattør som Lars Hedegaard: Islam ses som en trussel mod de frie samfund og er snarere en fanatisk ideologi end en fredelig religion. Man kan efter temperament vælge det danske ‘islamkritiker’ eller det amerikanske ’antimuslim’ som betegnelse.

Netop ordet terror er der stort set ingen, der bruger om angrebet i Dallas, selv om det i høj grad ligner angrebet på Krudttønden i København – bortset fra den lykkelige omstændighed, at ingen ud over de to gerningsmænd blev dræbt i Texas.

»Pam Geller er en marginal figur og ikke i nærheden af mainstream. Ingen toneangivende politiker omfavnede hende eller sprang til for at forsvare hende. Hun er noget af en pinagtighed. Så der er ikke ret mange, der følte det nødvendigt at forsvare hende. Undtagen – og det er vigtigt – hendes ret til at gøre, hvad hun gør«, siger Ed Berenson.

Selv på den yderste højrefløj i USA har Geller kun mødt meget ringe forståelse. Flere kendte værter har langet ud efter arrangementet i meget skarpe vendinger:

»Pas på politiet – lad være med ansvarsløst at udsætte dem for fare. Det var, hvad der skete ved muhammedtegningskonkurrencen i Texas«, sagde kommentator og Fox-vært Greta Van Susteren i en monolog og lagde et synspunkt til, der ikke ligger langt fra noget, der kunne udtrykkes på den danske venstrefløj:

Selvfølgelig er der en ret til ytringsfrihed, og den er meget vigtig. Men udøvelsen af den rettighed kræver sund dømmekraft

»Selvfølgelig er der en ret til ytringsfrihed, og den er meget vigtig. Men udøvelsen af den rettighed kræver sund dømmekraft«.

Byggematadoren Donald Trump, der normalt ikke går af vejen for et kontroversielt synspunkt, kaldte Gellers handlinger for unødigt provokerende, hvilket fik Geller til at sammenligne sig med Rosa Parks, der startede de sortes borgerrettighedsbevægelse ved at nægte at sætte sig bagest i bussen.

»Hvad ville han have sagt om Rosa Parks? At hun ikke skulle have sat sig forrest i bussen, fordi hun provokerer folk?«.

Hun anklager Fox News og de øvrige amerikanske medier for at være kujoner:

»I har givet dem (islamisterne) magten. Hvis alle medierne havde bragt tegningerne, hvad skulle de så gøre? De kan ikke slå alle ihjel. Medierne krænker mig uden at tøve«, sagde hun.

»Ville Pam Geller få en pris fra PEN«, spørger Jeff Goldberg og svarer selv: »Nej, for det, hun gør, er i mine øjne anderledes«.

Men er det ikke bare hykleri? Fordi Charlie Hebdo er belejligt fransk og belejligt venstreorienteret, og Pamela Geller er amerikaner og på højrefløjen?

»Nej. Charlie Hebdo skaber efter min vurdering rum til kritik af religiøse dogmer. Pam Geller siger dybest set, at halvanden milliard muslimer er onde«.

Publiceret 11. maj 2015

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce