Der er en ganske velbegrundet tendens til at beskrive Dansk Folkeparti som det sidste par årtiers mest åbenlyse succeshistorie i dansk politik. Igen og igen er der blevet reproduceret artikler og tv-indslag om Pia Kjærsgaards, Kristian Thulesen Dahls og Peter Skaarups mirakuløse vej væk fra stumperne af Fremskridtspartiets forfaldshistorie til den stabile politiske kraft, der i dag står på tærsklen til næste gennembrud som seniorpartner i det borgerlige Danmark efter valget.
I 00’erne blev Dansk Folkeparti også i international presse ofte betragtet som en slags højrefløjens avantgarde. Modsat så mange andre protestpartier var der her tale om højrefløjsstemmer, der ikke bare arbejdede. Men som havde noget nær uset indflydelse på den VK-regering, der gennemførte EU’s måske strammeste udlændingepolitik. I dag er Dansk Folkeparti med sine 20 procentpoints i tilslutning stadigvæk en succes. Men end ikke i nordisk målestok er det længere noget særtilfælde. På indflydelsesbarometeret har andre partier for længst overhalet Dansk Folkeparti.
Ingen kan i dag vide, om Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, efter det snarlige valg ender med at kunne præsentere en regering med DF-navne som Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Martin Henriksen, Karin Nødgaard, Søren Espersen og Bent Bøgsted på ministerposter. Helt udelukkes kan det ikke, men helt sandsynligt er det heller ikke.
Mens Kristian Thulesen Dahl stadigvæk lurepasser med sine svar fra sin stærke position i meningsmålingerne, har hans finske og norske pendanter allerede vist mod til at tage den afgørende kursændring væk fra den klassiske oppositionsrolle og ind i det minerede farvand, det er at påtage sig regeringsmagtens universelle ansvar for driften af et land.
