Afføringen løber i brune, våde render på tværs mellem båsene og over det kolde cementgulv. Stanken er lun og vammel. Sødmen lokker fluerne til. Kast et flygtigt blik ind i rummet, og du vil tro, det er et usselt toilet. Se så nærmere efter, forbi plasttønderne med rådne klude og hanerne med beskidt vand, og du vil opdage, det faktisk er et fællesbad. Et fællesbad fyldt med svamp, fugt, månedgammelt affald, koldt vand. Og altså lort.
Det er her, midt i arbejderlejr 123 i et gedulgt industriområde et godt stykke uden for hovedstaden Doha, at Jalaludin hver eftermiddag klokken 17.45 træder ind for at skylle sveden, støvet, skidtet og snavset af sig. Den nepalesiske gæstearbejders krop er 38 år gammel, men slidt som en pensionists, og efter mere end 10 timers uafbrudt slid med at lappe olieledninger sammen er selv badet næsten uoverskueligt.
»Jeg er så træt«, siger han og slår modløst ud med armene.
Det her er omtrent så langt, man kan synke ned i Qatars polariserede samfundshierarki. Udenfor i aftenmørket udgør dyttende lastbiler, klingende messinggryder og syngende fårekyllinger et monotont lydtæppe, der omkranser industriområdets godt 50 arbejderlejre. I alt anslås der at være godt 500 af dem i Qatar, men præcis hvor mange vides ikke; lejrene registreres sjældent af firmaerne, der ejer dem.
