Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Miriam Dalsgaad/Jens Dresling/Montage: Rune Pedersen

De har begge været helt ude i tovene - og en af dem bliver statsminister

Valgets to statsministerkandidater er samtidig dansk politiks to store overlevere. Efter en turbulent valgperiode, hvor de begge har været sendt alvorligt til tælling, går Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen nu ind til den ultimative eksamen.

Man skal lede længe – måske helt forgæves – i den politiske danmarkshistorie efter to statsministerkandidater, der på så kort tid er blevet gennempryglet så hårdt for det arbejde, de udfører.

Af offentligheden. Af medierne. Af kollegerne. Selv nære partifæller har svunget pisken efter forgodtbefindende.

Begge har de oplevet at få intime dele af deres liv gjort til et nationalt anliggende – detaljerede skatteforhold, partnerens seksuelle præferencer, alkoholvaner og beklædning helt ind til de inderste stykker bomuld.

Begge har de over en kort årrække prøvet at stå i spidsen for Danmark i en tid med økonomisk krise, og det er ikke lykkedes nogen af dem skabe vækst på nær samme niveau som vores nabolande. Ej heller har nogen af dem evnet til at formulere et politisk projekt, der har skabt folkelig begejstring.

Alligevel står de her endnu, disse to overlevere – den socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidt og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Men Thorning-Schmidt og Løkke Rasmussen har med sandsynlighed også det til fælles, at de ikke har flere katteliv at tære på. De står foran et folketingsvalg, hvor vinderen bliver statsminister. Og hvor taberen ifølge de flestes forventninger må vinke farvel til toppolitik.

En Hilmar eller en Nyrup?

Lige siden socialdemokraten Anker Jørgensen – for anden gang – kom til magten i 1975, har der været tradition for, at regeringer beholder magten i en lang årrække. Typisk et lille årti.

Hvis de nuværende meningsmålinger holder stik på valgdagen, kommer Helle Thorning-Schmidt til at bryde denne stime af mangeårige politiske flertal. Så bliver det kun til tre et halvt år i førersædet for den 48-årige kvinde fra Ishøj.

For at finde en parallel til Thornings statsministertid trives for tiden to fortællinger blandt socialdemokrater. Den ene handler om den radikale Hilmar Baunsgaard, Danmarks første tv-politiker, som fik netop tre et halvt år i statsministerstolen frem til 1971.

Baunsgaard blev i 1968 leder af en borgerlig trepartiregering med håb og forventning om store politiske forandringer. Men selv om regeringspartnerne hed Venstre og de konservative, endte skatterne stik imod forventning med at stige. På den værdipolitiske front blev pornoen frigivet, prostitution legaliseret, og regeringen tog de første skridt mod fri abort. Det havde de færreste set komme fra en borgerlig regering. Der blev ikke sagt ’løftebrud’ så ofte dengang, men afarter af det. Baunsgaards sammenbrud var en af mange brikker, som senere førte til jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet stormede ind på den politiske scene. I dag står Dansk Folkeparti til at gå 7-8 procentpoint frem.

Spørgsmålet er, om Helle er ved at lave en Hilmar. Eller om hun i stedet laver en Nyrup.

Poul Nyrup Rasmussen var ikke nogen folkelig statsminister, og op gennem halvfemserne kæmpede han oftest i modvind i meningsmålingerne. Helt slemt så det ud op til valget i 1998, hvor rød blok var langt efter, men hvor Nyrup endte med at genvinde magten efter et legendarisk comeback klokken fem minutter i 12. Tilbage fra Nyrup står billedet af en statsminister, som aldrig blev folkeeje, men som til gengæld er bredt anerkendt for at have rettet op på dansk økonomi og styrket beskæftigelsen. Det er ikke langt fra det billede, som Helle Thorning-Schmidt har beskrevet sig selv i. I tirsdags erklærede Thorning endegyldigt Danmark ude af den økonomiske krise.

Thornings manifest

Hvis en enkeltstående ting har domineret billedet af først SRSF- og siden SR-regeringen valgperioden igennem, har det været beskyldningerne om løftebrud og vælgerbedrag. Det underfinansierede røde valgoplæg ’Fair Løsning’ led en krank skæbne under regeringsforhandlingerne i Det Sorte Tårn på Amager, og selv flere års benhårdt arbejde har ikke kunnet rette endegyldigt op på tillidskløften, som har sat sig i den danske befolkning.

Det tætteste, man kommer et manifest for Regeringen Thorning-Schmidt må være ideen om at tage et ansvar. At træffe svære, nødvendige, om end ikke just populære beslutninger, der i sidste ende skal rette op på dansk økonomi, bringe Danmark i støt fremgang, få de 130.000 ledige danskere i job, skaffe ordrer i bøgerne hos virksomhederne.

Hun annoncerede det faktisk allerede i sin første nytårstale 1. januar 2012: »I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie. Men vi gør det, fordi det er nødvendigt«.

Senere, stillet over for et langstrakt, internt socialdemokratisk oprør mod netop ’nødvendighedens politik’ har hun understreget, at det skam også har været den ’rigtige’ politik at reformere snart sagt alle dele af vores velfærdssamfund. Hver for sig har reformerne ikke været nævneværdigt store – men der har været mange af dem.

I de næste tre ugers valgkamp vil Thorning igen og igen betone fremskridtet: Endelig er Danmark ude af krisen, endelig bliver der for alvor skabt job. Og hun vil spørge danskerne: Vil I fortsætte i samme spor? Eller vil I eksperimentere med den danske økonomi og velfærd?

Og så vil hun igen og igen nævne tallet 39 milliarder kroner, som er det spillerum, regeringen frem mod 2020 har givet sig selv til at prioritere velfærd som sundhed og ældrepleje.

Personligt – som leder – står Thorning ved valgkampens begyndelse stærkere end på noget tidspunkt de seneste tre år, og danskerne vurderer hende mere troværdig end sin modstander i Venstre. Derfor er forventningen, at Socialdemokraterne vil forsøge at dreje valgkampen i retning af et direkte valg mellem Thorning og Løkke. Konkrete forslag og løfter vil Thorning til gengæld – formentlig belært af fortiden – søge at begrænse.

Tilbage syv valg i træk

Efter ti år som partiformand har Thorning-Schmidt ledt partiet gennem syv valg til folketing, kommuner, regioner og EU-parlamentet. Ved samtlige syv valg er Socialdemokraterne gået tilbage.

Hvad sker der, hvis Helle Thorning-Schmidt om tre uger også taber regeringsmagten?

Internt hos Socialdemokraterne berettes der om tre scenarier. Det første går på, at partiet får et hæderligt, måske ligefrem godt valg, og at Thorning – den notoriske fighter – derfor vælger at blive på posten. Hun har indtil flere stærke og loyale støtter tæt på sig, og modsat sit ry for at sidde buret inde i et elefanttårn, har hun brugt mange timer på at pleje kontakten til socialdemokratiske kredsformænd. Reelt tror kun få dog på det. Poul Nyrup forsøgte det samme efter valgnederlaget i 2001. Men efter et uskønt år på jagt efter det socialdemokratiske kompas måtte han alligevel trække sig i 2002.

Et mere udbredt scenario i socialdemokratiske kredse går på, at Helle Thorning-Schmidt forlader posten som partiformand og overlader formandskabet til Mette Frederiksen. En konstruktion, som allerede blev gennemorganiseret i sommeren 2014, da statsministeren var i spil til et topjob i Bruxelles og som har den fordel, at alle dele af partiet dermed allerede har nikket ja til den en gang.

Det tredje scenario går på, at Thorning går af – enten med det samme eller i løbet af den kommende valgperiode – men lader det efterfølgende bal stå åbent. Mette Frederiksen vil her være en given formandskandidat, men kan få en modkandidat, som flere i partiet spår kan blive et islæt fra det sammentømrede Aarhusnetværk. På kort sigt forsvarsminister Nicolai Wammen eller måske, på længere sigt, fødevareminister Dan Jørgensen. Ingen, Politiken har talt med, tror i givet fald, at en modstander vil kunne vinde et kampvalg mod Frederiksen. Men et kandidatur – selv det tabende – kan være nyttigt i en efterfølgende magtkabale.

Indtil årsskiftet var det en helt given sag blandt socialdemokratiske insidere, at Thorning var færdig i tilfælde af et nederlag. Efterhånden som hendes personlige aktier er steget, har hun i tilfælde af et godt valgresultat givet sig selv en mulighed for at blive.

Om end en spinkel af slagsen.

Løkkes Mallorcafremgang

Venstre havde nogle gyldne uger kort efter folketingsvalget i 2011.

Ganske vist var et ti år langt borgerligt styre blevet smidt på gulvet. Men partiet stormede pludselig frem i meningsmålingerne, hvor opbakningen på rekordtid blev forvandlet fra 26,7 til 33,4 procent. Denne bemærkelsesværdige fremgang kunne partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, betragte på afstand. Han befandt sig i de uger 2.500 kilometer mod syd – på kombineret ferietur og strategiseminar under Mallorcas sol.

Mallorcafremgangen er på flere måder sigende for Lars Løkkes tre et halvt år som oppositionsleder. Når den offentlige debat går sin gang og pressens almindelige fokus er på regeringen, profiterer Venstre. Ofte helt uden, at Venstres fremtrædende figurer behøver at blande sig. Men hver gang, Lars Løkke Rasmussen selv kommer i fokus – hver gang, det handler om skjulte bilag, dekadente rejsevaner, kaviar og champagne, overdrevent tøjforbrug, mere eller mindre respektfuld rygning og overspring, hvor gærdet er lavest – ja, så går det ned ad bakke for Venstre.

De eneste to gange, regeringsblokken har været bare i nærheden af et flertal i meningsmålingerne, har været under Løkkes personlige kriser, først GGGI-sagen i efteråret 2013 og siden den højspændte tøjsag i foråret 2014. Den sidste krise er han ikke kommet over i vælgenes øjne. Venstre står ved valgkampens begyndelse til et pauvert valg.

Med på reformvejen

På valgnatten i september 2011 erklærede Lars Løkke Rasmussen, at Venstre med ham ved roret ville være en konsekvent og konstruktiv opposition.

Bundlinjen viser da også, at det store oppositionsparti har været medunderskriver på næsten samtlige betydningsfulde reformer i regeringsperioden. Det har ifølge Venstre trukket Danmark i en bedre retning, end der ellers var lagt op til – blandt andet med skattelettelser i toppen og bunden af indkomstskalaen og stramninger af overførselsindkomster som eksempelvis kontanthjælpen. En genistreg, ikke mindst taktisk, var, da den politiske håndværker Løkke kort efter GGGI-sagen lykkedes at lande en finanslovsaftale med regeringen. Dermed fik han revitaliseret sit eget politiske ry, alt imens han splittede rød blok i atomer.

Venstreformanden har varslet en fortsat reformkurs fremover. Men han har afholdt sig fra at sprænge nogen bomber, og de seneste måneder har Venstre igen og igen stået uden svar på meget konkrete politiske spørgsmål som for eksempel indretningen af det bebudede, moderne kontanthjælpsloft.

Sammensætningen af en eventuel borgerlig regering er der heller ikke taget stilling til. Vinder Løkke magten, skal han manøvrere et politisk flertal, som foruden Venstre består af de konservative, Liberal Alliance og et formentlig markant styrket Dansk Folkeparti. Ingen ved, om andre end Venstre ender i ministerbilerne – det bliver et af valgkampens samtaleemner. Men sikkert er det, at der i tilfælde af blåt flertal venter store armlægninger om især den økonomiske politik.

I de kommende tre uger vil Venstre hver gang, muligheden byder sig, minde vælgerne om regeringens påståede løftebrud i håbet om, at det blive siddende i baghovedet inde i stemmeboksen. Samtidig vil Løkke selv formulere retninger og pejlemærker gående på, at det eksempelvis skal kunne betale sig at arbejde og at udlændingepolitikken skal strammes op.

Hvis Løkke bliver statsminister, er kriserne glemt. Så har han leveret varen, tilbageerobret de nøgler, som Thorning kun havde »til låns«, som han sagde på valgnatten i 2011. De nøgler betyder alt i Venstre.

Men hvad hvis Lars Løkke Rasmussen ikke vinder?

Ny spiller på banen

Spørger man i Venstres ledende kadrer, er svaret helt entydigt, for så vidt angår Lars Løkke selv. Nok er han en overlever. Nok havde medierne allerede sidste sommer meldt hans afgang, inden han steg op fra de døde. Men denne gang er det forbi, lyder det fra alle, Politiken har talt med. Venner og fjender.

Indtil 1. maj i år var det en given sag, at Lars Løkkes efterfølger ville blive Kristian Jensen, partiets næstformand. Jovist, sine steder i partiet trives en opfattelse af, at Jensen ganske enkelt ikke er kompetent nok til at lede det store, borgerlige parti og eventuelt være statsminister, men i store dele af partiet er den mere retlinede Jensen populær. Løkke-fløjen havde indtil 1. maj i år ingen gangbare alternativer, men så meldte den tidligere forsvarsminister Søren Gade overraskende sit politiske comeback. I allersidste øjeblik har Venstre hevet en trumf op ad hatten til valgkampen, men også fået en ny spiller på banen i et formandsopgør, der lynhurtigt kan tage sin begyndelse efter et nederlag. Hvis Gade da overhovedet ønsker at være formand, hvilken ikke står klart. Han har som eneste Løkkestøtte en reel vindermulighed i et kampvalg mod Kristian Jensen.

Løkke er kun 50, så en driftig karriere slutter naturligvis ikke om tre uger, uanset udfaldet af valget. Et internationalt topjob ligger ikke lige for Lars Løkke Rasmussen, og det private erhvervsliv er ifølge kilder heller ikke det mest oplagte alternativ. Lars Løkke er først og sidst politiker. Derfor er folk i Venstre begyndt at nævne Løkke, der nu bor i Nyhavn, som et muligt bud på en spidskandidat til overborgmesterposten i København.

Et fast holdepunkt, når man har at gøre med Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, er, er man aldrig skal dømme dem ude.

Det er langt de fleste af deres respektive partifæller alligevel rede til at gøre, hvis to formænd skulle lande på oppositionsbænken efter valget.

Spørgsmålet er, hvad tre ugers hård valgkamp – med alle dets uforudsigeligheder – kan gøre ved billedet af, at det er vind eller forsvind.

Sikkert er det, at dansk politiks to overlevere nu går ind til deres ultimative eksamen.

Publiceret 27. maj 2015

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce