Man skal lede længe – måske helt forgæves – i den politiske danmarkshistorie efter to statsministerkandidater, der på så kort tid er blevet gennempryglet så hårdt for det arbejde, de udfører.
Af offentligheden. Af medierne. Af kollegerne. Selv nære partifæller har svunget pisken efter forgodtbefindende.
Begge har de oplevet at få intime dele af deres liv gjort til et nationalt anliggende – detaljerede skatteforhold, partnerens seksuelle præferencer, alkoholvaner og beklædning helt ind til de inderste stykker bomuld.
Begge har de over en kort årrække prøvet at stå i spidsen for Danmark i en tid med økonomisk krise, og det er ikke lykkedes nogen af dem skabe vækst på nær samme niveau som vores nabolande. Ej heller har nogen af dem evnet til at formulere et politisk projekt, der har skabt folkelig begejstring.
