Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Peter Hove Olesen

Chokoladekiksen, der blev en politisk trussel for Nordkorea

Nordkorea har forandret sig massivt i de seneste to årtier. Men det handler ikke om atomvåben og global sikkerhedspolitik. Forandringerne kommer fra de nordkoreanske husmødre, der har sluppet markedskræfterne løs i det kommunistiske land. Og givet kvinderne mere magt.

Kom med et gæt: Hvad er den mest populære ting, man lige nu kan købe på det sorte marked i Nordkorea?

En flaske med hjemmelavet soju, er en slags brændevin, der normalt brygges på ris eller kartofler, er altid populært. Men det er ikke det.

Man kan også købe stjålne mobiltelefoner rundt om på markederne i de nordkoreanske byer. Det er ofte kotjebi, som har taget dem. Altså hjemløse børn, som har mistet deres forældre, og som i dag driver rundt i flokke i gaderne og gør alt for at overleve – et fænomen, der opstod under hungersnøden i 1990’erne.

Den slags telefoner skal man nu passe på med at få fat i. For nylig købte en mand i 40’erne en af dem, og han troede, at den var lovlig. Men den var blevet stjålet fra en højtstående partiembedsmand under en togrejse. Telefonen blev sporet, og manden straffet med arbejdslejr.

Men det er heller ikke mobiltelefoner, der lige nu storsælger på gademarkederne.

Kaffe? Det er et godt bud, for det er altid populært, især i middelklassen og blandt de velstillede, hvor det ofte bliver serveret til fødselsdage for børn i mellemskolealderen og opefter.

Men nej. Det er vådservietter. Og det er der to grunde til.

Den ene er, at de er på mode. Vådservietter er nyt, for det er ikke noget, man normalt har kunnet købe i Nordkorea. Der er ingen, der producerer dem, så siden man begyndte at smugle de våde lommetørklæder ind fra Sydkorea, er de blevet populære hos især kvinder.

Den anden grund er, at myndighederne for et par uger siden er begyndt at slå ned på nogle særlige sydkoreanske chokoladekager. Det har man nu forsøgt at gøre før, så spørgsmålet er, om det vil lykkes denne gang.

Kiksekagerne er blevet populære gennem de seneste år. På grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea ligger der et industriområde, der åbnede i 2004, og som er et sjældent eksempel på samarbejde mellem de to lande. Sydkorea kommer med penge, teknologi og ledere. Nordkorea kommer med titusinder af arbejdere og billig arbejdskraft. På den måde får det fattige nordkoreanske militærstyre udenlandsk valuta, for det meste af de ansattes løn går direkte videre til etpartistaten.

For nogle år siden ville nogle af de sydkoreanske virksomheder så begynde at udbetale bonus til arbejderne, men det er forbudt. Derfor begyndte de at give dem Orion chokoladetærter. Det er to luftige kiks med en marshmallow imellem, og det hele er overtrukket med chokolade. En sukkerfyldt godbid i et land, hvor der er udbredt mangel på fødevarer, og hvor slik er en luksus.

Chokolade som uofficiel valuta

Mange af de fattige arbejdere tog de chokoladeklædte godter med hjem og solgte dem på markeder. Derfra bredte de sig til resten af Nordkorea, de blev populære, og der blev smuglet flere og flere ind fra Sydkorea. Chokoladekiksene blev endda så populære, at de nærmest blev en uofficiel valuta på gademarkederne.

Nu har de nordkoreanske myndigheder så bedt de sydkoreanske fabrikker om at holde op med at uddele de små chokoladesnacks. Det skriver blandt andre sydkoreanske DailyNK, der får oplysninger fra et netværk af informanter i Nordkorea. Ifølge Chosun Ilbo, en af Sydkoreas største aviser, får arbejderne nu i stedet pølser, pulverkaffe, hurtignudler eller chokoladebarer.

For arbejderne var trætte af chokoladetærter og ville have noget andet. Sådan lød i hvert fald den officielle besked fra Nordkorea.

Men den egentlige forklaring er, at de små ’tærter’ var blevet vakuumpakkede smagsprøver på livet i det langt mere udviklede og velstillede Sydkorea.

Chokoladekiksene er også et symbol på en af de største forandringer, der gennem de seneste to årtier markant har ændret det nordkoreanske samfund og økonomi, nemlig markeder.

Hverdagens Nordkorea

Det er atomvåben og de mere eller mindre løse rygter og spekulationer om det politiske liv i Pyongyang og ledere som Kim Jong-un, der løber med overskrifterne i Vesten, mener lektor på Kookmin Universitet i Seoul og ekspert i nordkoreanske forhold Andrei Lankov i en kronik i onlinemediet NKNews.org.

»Se på Sovjetunionen i 1970’erne«, skriver Lankov og henviser til, at vestlige medier dengang især beskæftigede sig med emner som mellemdistancebombefly, forfremmelser i politbureauet i Moskva og »de fremtidige skæbner for lovende personligheder som Grisjin og Romanov«. To politikere, der i dag er aldeles ukendte i Vesten.

»Det var i høj grad den økonomiske nedgang og folkets efterfølgende mistillid til systemet, som beseglede den kommunistiske supermagts skæbne. Men disse tendenser blev sjældent debatteret eller beskrevet i medierne, som koncentrerede sig mere om diplomati og politiske intriger, der tilsyneladende havde mere nyhedsværdi«, skriver Andrei Lankov.

Officielt er det den kommunistiske stat, der forsørger de 24 millioner borgere i Nordkorea. Men reelt overlever nordkoreanerne kun på grund af de kapitalistiske gademarkeder, som findes i alle byer, men som stadig er forbudte.

Det er en udvikling, som på alle måder forandrer Nordkorea, hvor den allerede i to årtier er vokset og har bevæget sig som en gletsjer gennem den stalinistiske økonomi. Det handler to nye bøger om.

Den første hedder ’North Korea Confidential’ og handler om de private markeder samt modetrends, fangelejre, politiske afvigere og afhoppere, som der står i undertitlen. Den er skrevet af de to journalister, James Pearson, der tidligere har været tilknyttet The Economist, og Daniel Tudor fra Reuters.

Den anden er skrevet professor Hazel Smith, der er leder af koreastudier på University of Central Lancashire. Den hedder ’North Korea: Markets and Military Rule’.

Begge bøger forsøger at nuancere debatten om Nordkorea, der officielt hedder Den Demokratiske Republik Korea. For nordkoreanerne er som alle andre mennesker. De er »optagede af at tjene penge, give deres børn en god opvækst, og en gang imellem have det lidt sjovt«, som Pearson og Tudor skriver.

Et land, der er simpelt at forstå

I Vesten har man en ringe forståelse for Nordkorea, der ofte bliver fremstillet, som var det en koloni af marsboere. Men Nordkorea er ikke en unik nation, som adskiller sig fra alle andre lande i verden, og som er umulig at blive klog på. Det er egentlig ret simpelt, som Hazel Smith skriver: Nordkorea er blot et land, som har et autoritært styre, der har magten over en skrantende økonomi. Nordkorea er et ubehageligt sted at leve, hvis man er fattig, gammel, har et ringe netværk, er religiøs eller politisk aktivist. Hvis en nordkoreaner er letsindig nok til at ytre kritik af styret, venter der en brutal behandling med fængsling og forsvinden.

Men det er en kliché, at regeringen kontrollerer nordkoreanerne og alle dele af deres liv, og at det nordkoreanske samfund ikke forandrer sig. Alle nordkoreanere har oplevet dramatiske sociale og økonomiske ændringer i det seneste kvarte århundrede. Og det begyndte i starten af 1990’erne. Her blev Nordkorea ramt af en hungersnød, hvor hundredtusinder – måske op mod tre millioner mennesker – omkom.

Indtil da havde nordkoreanerne i høj grad levet af ’det offentlige distributionssystem’, hvor man blandt andet fik rationer af ris og endda slik og alkohol til højtider som for eksempel på landsfader Kim Il-sungs fødselsdag. Det system brød langsomt sammen op gennem 1990’erne. Fra 1994 og frem til 1997 faldt den daglige ration af ris fra 450 gram til kun 128 gram. Og er siden stort set forsvundet.

Hungersnøden blev en begivenhed, som alvorligt svækkede båndet mellem borger og stat. Den betød, at nordkoreanerne pludselig skulle klare sig selv for at overleve.

Landet er et stærkt patriarkalsk samfund, hvor kvinderne normalt havde arbejde som lærere og sygeplejersker eller – især – gik derhjemme som husmødre. Kvinder blev set på som en mands datter, en hustru eller en mor. Det ændrede hungersnøden. Mændene var – præcis som i dag – forpligtet til at møde på fabrikkerne, selv om samlebåndene lå stille, og månedslønnen forsvandt. Derfor var det op til kvinderne at få familien til at overleve.

Kvinderne etablerede markeder, hvor de solgte hjemmelavede ting som nudler, slik, alkohol eller hjemmedyrkede grøntsager. De lejede deres lejligheder ud til par, som ville have en time eller to for sig selv, for sex før ægteskabet er forbudt i Nordkorea. Eller kvinderne begyndte at rejse til Kina for at købe ting, som de kunne sælge derhjemme. Russiske eller kinesiske cigaretter, Coca-Cola, støvler, sæbe, chokoladebarer – alt kan købes og sælges på de illegale markeder.

Mere personlig frihed

Nogle analytikere har peget på, at det har givet kvinderne langt mere magt i det konservative samfund og har byttet om på rollerne i hjemmet. Når de tjener pengene, har de også magten i husstanden. Hazel Smith mener dog ikke, at det har givet kvinderne større økonomisk, social eller politisk status. Men en smule mere personlig frihed og langt mere ansvar.

Markedsøkonomien fungerer og fortsætter med at vokse, fordi alle er afhængige af den. Også for eksempel soldaterne, der bevogter den porøse grænse til Kina. De er afhængige af bestikkelse, som de kvindelige smuglere betaler. Det samme er politiet. Officielt kan man ikke rejse frit i Nordkorea, og hvis man tidligere blev standset i for eksempel et tog uden de rigtige tilladelser, kunne det få alvorlige konsekvenser. I dag koster det en bestikkelse.

Regeringen vil ikke have økonomiske reformer, som man har set i Kina. For det vil kræve et mere åbent samfund, hvor militærstyret risikerer at miste magten. Det er også derfor, at en chokoladekiks fra Sydkorea er en trussel.

Med markederne er følger også dvd’er og usb-stik med udenlandske film og tv-serier, de handlende tager informationer med hjem fra udlandet og for eksempel mobiltelefoner med kinesiske abonnementer, der kan bruges til at ringe med, hvis man går tæt på grænsen til Kina.

Set fra Pyongyang er man ikke interesseret i at skifte politisk ideologi ud med økonomiske reformer, der har skabt kaos i så mange andre lande, for eksempel i Østeuropa. Derfor har styret også slået ned på de handlende og markeder. Men samtidig har man aldrig erkendt, at det offentlige distributionssystem er brudt sammen, og partiet og militæret har for længst erkendt, at Nordkorea ville kollapse uden markederne.

Markedskræfterne virker

De betyder også, at Nordkorea over de seneste par årtier har forandret sig fra en planøkonomi til en markedsøkonomi, hvor befolkningen bliver mere og mere uafhængige af deres regering, som Hazel Smith skriver. Men det er ikke det samme som, at de har fået frihed til at kritisere staten eller lederne. Og over det hele hviler det store spørgsmål, om Nordkorea er på vej til at kollapse.

Man kan kalde lederne i Pyongyang mange ting, men irrationel er ikke en af dem. Som Tudor og Pearson skriver: Systemet i dag er både uretfærdigt og brutalt, men det giver folk en chance for at overleve.

Nordkorea er en stat, der stort set er gået fallit. Og utallige analytikere har spået om dets snarlige sammenbrud. Sådan har det været i årtier, og mange vestlige præsidenter og ledere senere er partiet og militæret stadig ved magten.

Men det eneste, som afholder Nordkorea fra at bryde sammen i en ny katastrofe, er markedskræfterne. Det ved styret, som i nogen grad er tvunget til at acceptere dem. Derfor kommer Tudor og Pearson med den forsigtige spådom om, at Nordkorea på kort eller mellemlangt sigt gradvist vil åbne sig mere. For markedskræfterne er sluppet løs. Og de kan ikke stoppes tilbage i sækken.

Kilder:

Daniel Tudor og James Pearson: 'North Korea Confidential – Private Markets, Fashion Trends, Prison Camps, Dissenters and Defectors'

Hazel Smith: 'North Korea – Markets and Military Rule'

Publiceret 6. juni 2015

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce