Et vindue står åbent i Maribo. Ud af vinduet strømmer fortiden. Lou Reed. ’Walk on the Wild Side’. 1972. Dengang, der fandtes drømme, og der ikke var brug for Alternativet. Tonerne blæser med brisen gennem byen og ud på hovedgaden med genbrugsbutikken, grillbaren, den overvintrede hippie og provinsbyens ekko af tomgang. Torvet er kønt. I andre byer ville de have en café. Her står en pølsevogn. Tæt ved sidder bænkens solbrankede mænd, der arbejder for lidt og drikker for meget. Måske fordi livet blev for svært. Måske fordi det ikke kan betale sig at arbejde. Måske fordi østeuropæere tog det arbejde, der var engang. Der er 260 arbejdsløse hos 3F i Maribo. Hos fagforeningen siger de, at alle ville være i arbejde, hvis de fik lov til at passe svinene på gårdene, plukke frugten i markerne og bygge de steder, hvor polakkerne bygger i dag.
Lea Vincentsen er 29 år og arbejdsløs. Hun har søgt og søgt.
»Jeg vil gerne arbejde med dyr. Men derude er der landbrugsarbejdere eller østarbejdere. Det er lidt uretfærdigt, men jeg kan jo godt se det fra arbejdsgiverens synspunkt. Lønnen er en anden. Vi kan lige så godt sige det, som det er. Der er så mange brodne kar. De giver en løn og kræver 50 procent af lønnen i husleje, så du får udbetalt 2.000 om måneden. Det ved vi alle hernede. Men udlændingene er jo også mennesker, og det er ikke i orden«.
Hun er på kursus. Nakskov Jobcenter. Det skal føre til et job som kontorassistent. Hun vil gerne arbejde for 120 kroner i timen. Men ikke for 75, og hun forstår fagforeningerne. »De kæmper og kæmper, men der sker nul og en prut. På Lolland burde der være mere kontrol. Ikke noget med at komme hvert halve år. Eller ringe og sige, at vi kommer i morgen. På to timer kan bondemanden rydde alt og få fat i familiemedlemmerne. Så siger de, at de laver det hele. Næste dag kan han igen få fat i østarbejderne til 40 kroner. Det værste er, at de ikke brokker sig. De finder sig i alt for at få deres penge«.
