Selvfølgelig vidste Lasse Vigen Christensen godt, at han var talentfuld. Uge efter uge brillerede den 14-årige knægt med det brune hår på et af Esbjergs bedste ungdomshold, når han fræsede banen rundt fra sit udgangspunkt på midtbanen. Tacklede og blokerede, afleverede og afsluttede. Derfor var han også fuld af selvtillid, da han sidst i juni 2009 drog til Vejle til Dansk Boldspil-Unions (DBU) talenttræf for spillere fra årgang 1994.
Mens de fleste danskere i deres tidlige teenageår var sommerkåde og dasede feriedagene væk til lyden af ’Kun for mig’ med Medina, ’Engel’ med Rasmus Seebach eller ’Halo’ med Beyoncé, var Lasse Vigen Christensen til en slags eksamen. Efter skoleåret. Hvis han gjorde det godt nok til stævnet i Vejle, ventede en ærefuld plads på Danmarks yngste landshold, U16. Han kunne gøre en drengedrøm til virkelighed – trække i den rødhvide trøje og repræsentere sit land.
Men da han kiggede rundt på træffets 75 andre unge spillere, begyndte den ellers så selvsikre knægt fra Esbjerg at tvivle. Under den solspættede himmel så han blandt andre en ranglet mulat med kantede bevægelser, men imponerende fysik og fart spæne rundt i den vindstille sommervarme. Yussuf Poulsen hed drengen fra Lyngby. Og så var der ham den splejsede midtbanekreatør med det sorte hår og unikke blik for spillet – Christian Nørgaard, også fra Lyngby. Og så var der ham Lucas Andersen fra AaB med det ubesværede løb og de lette boldberøringer. Og så var der ...
»Det var første gang, vi var samlet fra Jylland, Fyn og Sjælland, og der kunne jeg se, at det egentlig kunne blive rigtig svært at komme på det landshold. For der var altså virkelig mange gode spillere«, husker Lasse Vigen Christensen og tilføjer:
