Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Mette Dreyer

Kinesisk censur rammer alle forfattere - også udenlandske

Censuren kvæler os, siger den kendte forfatter Murong Xuecun om Kina, hvor både statslig kontrol og forlagenes egne redaktører fjerner kontroversielt stof i bøgerne. Også udenlandske forfattere som Paul Auster bliver ramt, når de oversættes til kinesisk, viser ny rapport.

Murong Xuecun vifter med sit kinesiske pas, hvori der ligger en krøllet flybillet. Han er spændt.

»Jeg er nok en smule nervøs over at komme tilbage til Kina og se, hvad der sker, når jeg skal gennem paskontrollen«, siger Murong Xuecun og holder passet op for at understrege ordene.

Vi mødes i lufthavnen i Hongkong. Her er som altid travlt, men vi har fundet et par tomme stole i en ellers fyldt og livlig restaurant. Vi sætter os ned ved bordet, og Murong kigger på en ædelysten mand, som sidder ved siden af og højlydt spiser sig gennem en skål med nudler og suppe.

»Ja, her larmer jo lidt«, griner Murong Xuecun, der egentlig hedder Hao Qun, men som siden han slog igennem i 2008, hvor han også blev nomineret til Man Asian Literary Prize, har været kendt under sit forfatternavn.

Murong Xuecun, der er født i 1974, er en af Kinas vigtigste forfattere lige nu. Indtil 2011 var han aktiv på de sociale medier, hvor han havde mere end en million følgere. Men så lukkede myndighederne hans mikroblog på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Twitter og Facebook. For Murong Xuecun skriver om sin samtid, om politik og om sociale emner, og han har skrevet kritisk om kommunistpartiets censur. Det er også derfor, han er spændt på at komme hjem til Beijing.

Murong Xuecun er mellemlandet i Hongkong, og han er fløjet ind fra New York. Her har han været til BookExpo America, som er USAs største bogmesse. Kina var med for første gang, og forfatterforeningen PEN American Center havde arrangeret en protest. Murong Xuecun stod sammen med fremtrædende forfattere på trappen foran New York Public Library, hvor de demonstrerede mod censuren i Kina.

Blandt andre var der Jonathan Franzen, som læste et brev op fra professor Ilham Tohti, der tilhører den muslimske minoritet uighurerne. Han var en moderat kritiker af de kinesiske myndigheders hårde kurs, indtil han blev arresteret i 2014 og idømt fængsel på livstid for »separatisme«.

Forfatteren A.M. Homes læste også et digt op af Liu Xia. Den 54-årige digter har siddet i husarrest i Beijing, siden hendes mand, professor og forfatter Liu Xiaobo, vandt Nobels Fredspris i 2010.

Derudover var også Paul Auster, Francine Prose – og Ha Jin, der emigrerede til USA efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 – til stede på trappen den aften i New York. Bag ved forfatterne stod der andre demonstranter med plakater, hvor der stod »Ytringsfrihed« og »Regeringer er dårlige redaktører«.

En ond cirkel

Det er nu ikke alle kinesiske forfattere, som er enige i den holdning. Blandt andre har Mo Yan, der vandt Nobelprisen i Litteratur i 2012, forsvaret myndighedernes censur og sagt, at den »er nødvendig som sikkerhedstjekket i en lufthavn«.

»Jeg kender Mo Yan, og vi har været sammen ved forskellige lejligheder og offentlige arrangementer. Og jeg må sige ... jeg kan altså ikke lide ham«, siger Murong Xuecun og læner sig tilbage i stolen med et grin.

Jo, der er nogle af Mo Yans bøger, som er gode, for han er en dygtig fortæller, siger Murong Xuecun. Men hans nobelpris er ikke et tegn på, at kvaliteten af kinesisk litteratur bliver bedre. Der er gode kinesiske forfattere, men kun få, som er fremragende, siger Murong, især hvis man sammenligner med deres vestlige kolleger.

For censur fører til fordomme og uvidenhed, som Bao Pu, der er forlagsredaktør og kommentator bosat i Hongkong, udtalte i et interview med det amerikanske magasin Foreign Policy under bogmessen i New York. Dermed får folk kun de informationer og den viden, partiet godkender. For eksempel også på internettet. Og derfor er der relativt få kinesere, som prøver at finde teknologi, så de kan gå uden om det stærkt censurerede kinesiske internet for at søge efter informationer.

»Når man er fordomsfuld, tror man, at man ved alt, men det gør man ikke. Derfor er der ikke mange, som aktivt søger videre – for de tror ikke, at der er noget derude. Det er en ond cirkel«, siger Bao Pu til Foreign Policy. Og som Murong Xuecun svarede Bao Pu i samme interview:

»Der er mange, som ikke ved, hvad de ikke ved«.

Der er utallige emner, som er umulige at skrive om for kinesiske forfattere, siger Murong Xuecun. Det er for eksempel ting som Tibet, Xinjiang, Hongkong eller massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989.

Og det kan udenlandske forfattere heller ikke. Lige så længe der har været censur i Kina, lige så længe er også udenlandske bøger blevet censurerede.

Som for eksempel historiker og professor Jeffrey Wasserstrom skrev i en anmeldelse i Wall Street Journal i april, da USA’s tidligere finansminister Henry Paulson udgav sin bog ’Dealing With China’, er der »ikke noget, som vil besvære de kinesiske censorer unødigt«, når bogen skal udgives i Kina.

For eksempel omtaler Paulson massakren i 1989, hvor måske flere tusinder blev dræbt, da partiet satte bevæbnede soldater ind mod ubevæbnede demonstranter, blot som en »hændelse«, der ikke bliver uddybet nærmere.

Paul Auster blev skamferet

Alligevel er Kina verdens største bogmarked målt på antallet af bogudgivelser. Der udkommer over 440.000 papirbøger om året. Derudover kommer forskellige elektroniske udgivelser, som er populære i Kina.

Selv om bøger er billige i Kina, er bogmarkedet ifølge Publishing Technology på den tunge side af 50 milliarder kroner om året, og det vokser årligt med cirka 10 procent. Og mange af bestsellerne kommer fra udlandet. Amerikanske PEN offentliggjorde en rapport om den kinesiske censur, da der var bogmesse i New York. Ifølge rapporten købte kinesiske forlag 16.115 udenlandske titler i 2012, hvilket er en stigning på 60 procent i forhold til 2004.

Rapporten konkluderer også, at de udenlandske forlag ikke har tilstrækkeligt kendskab til det kinesiske marked. De ved ikke, at deres forfattere bliver censureret. Ofte på trods af kontrakter om det modsatte. Ifølge PEN overlader forlagene tit oversættelsen til det kinesiske forlag og gennemlæser ikke den endelige og kinesiske version, der skal udgives.

Det skete for eksempel for Paul Auster, da han i november sidst år fik oversat sin bog ’Sunset Park’. Han følte, at den var blevet »skamferet«. Nobelprisvinderen Liu Xiaobo har en birolle i bogen, men hans navn er ændret til »L«, og Kina optræder som »Landet K«.

Det er ikke kun politisk følsomt materiale, der bliver skåret ud af de udenlandske bøger. Det samme gør emner som for eksempel homoseksualitet og sex. Derfor fik den amerikanske forfatter Barbara De Angelis fjernet 30 procent af sin bog, hvis titel kan oversættes til ’Hemmeligheder om mænd, som alle kvinder bør vide’. Og endnu en gang skete det, uden at forfatteren var blevet informeret om det.

Og det er ikke myndighederne, men forlagene selv, der står for langt det meste af censuren af både kinesiske og udenlandske forfattere.

»Ingen aner, hvad der sker med ens bøger. Censuren er usynlig, og der er ingen nedskrevne regler«, siger Murong Xuecun.

»Men alle censorer, som vi kalder forlagenes redaktører, haha, har deres egne ideer om, hvad der skal slettes, og hvad der er politisk følsomt. Nogle er hårdere end andre«, siger Murong Xuecun.

Han omtaler sig selv »som en fattig forfatter«, og han har da også overvejet, om han ikke bare skulle tjene nogle penge og skrive en bog, der ikke skulle censureres, og som kunne sælge i et stort oplag.

»Men jeg kan ikke tillade mig at udøve selvcensur, når jeg så ofte selv er kommet med kraftig kritik af censuren«, siger Murong Xuecun.

Én ting er, at der med censuren kommer færre indtryk og ideer ind i Kina fra udlandet. Men censuren kvæler også de kinesiske forfatteres kreativitet.

Da Murong Xuecun gik i 5. klasse, havde han en lærer, som en dag gav klassen en opgave med en fristil. Murong skrev et eventyr, hvor han går ind i en by, som er dækket af rødviolette skyer, og hvor blomsterne har magiske kræfter. Det fik han ikke gode karakter af.

»Læreren gav mig et 0. Nul! Det var den smukkeste tekst, jeg nogensinde havde skrevet«, udbryder Murong Xuecun.

»Og det er jo noget bullshit! Siden blev jeg så forfatter, og jeg tænker tit tilbage på den episode, for det var kvælende for fantasi og kreativitet. Og censuren er som læreren dengang«, siger Murong Xuecun. Så når han selv skriver, er det med bevidstheden om, at teksten måske kun får et publikum på én person.

Som for eksempel når han arbejder på sine nye bog, der ifølge ham selv er en slags kinesisk ’1984’, der i øvrigt aldrig vil kunne udgives i Kina. Men han regner med at finde en forlægger i Taiwan eller Hongkong.

Så hvordan ser fremtiden ud for kinesisk litteratur? I de seneste 60 år, siden kommunistpartiet grundlagde Kina i 1949, er der udkommet enkelte gode værker, siger Murong Xuecun.

»Men overordnet set er kinesisk litteratur skamfuldt dårlig for en nation med 1,3 milliarder mennesker, siger han.

»Kinesiske forfattere bidrager ikke meget til den menneskelige civilisation«.

Murong Xuecun landede efter interviewet sikkert i Beijing og blev lukket ind i landet.

Publiceret 24. juni 2015

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce