Når man her i 2015 genser James Camerons mesterlige sci-fi-film ’Terminator’ – et dødsængsteligt og komisk studie i begrundet forfølgelsesvanvid – er det svært ikke at tænke, at Cameron dengang i 1984 var en slags fremtidsmenneske, der tænkte: LOL, det er 1984, så skal vi satme lave en 80’er-film!
Filmens heltinde, servitricen Sarah Connor, skal have den vildeste permanent og bobbet pandehår, ville han så tænke. Når hendes labre redningsmand, Kyle, og hendes robotagtige lejemorder støder sammen, skal det være på en danserestaurant på Manhattan med vippende skulderpuder, badet i neonlys. Og til at spille ham Terminator – en cyborg fra en fremtid af verdensherskende, holocaustinspirerede maskiner – skal vi have ham den selvfede østrigske bodybuilder fra dokumentarfilmen ’Pumping Iron’ og fantasyfilmen ’Conan Barbaren’. Det kan godt være, at en mand med en halvanden meter bred krop ikke er et oplagt valg til en undercoveragent udsendt fra intelligente og uhyggeligt selvbevidste maskiners fremtid. Men han er så vild en overdrivelse af et 80’er-idealmenneske, at han på sin egen måde sgu ligner en robot.
Og Brad Fiedel skal lave musik, og det skal være sfæriske synthesizers og keyboardvioliner og verdens hårdeste trommetema: Bam bam, bam, bam BAM!
