Foto: Peer Pedersen, Vognmandsmarken i 60'erne

Da København var Udskudsdanmark

København er på toppen, Udkantsdanmark lider, og valget er udtryk for provinsens hævn over hovedstaden, lød det i dagene efter valget. Men faktisk er Københavns position som en succes en ny fortælling. For få årtier siden var det København, folk flygtede fra.

Når Kai Fusager Johnsen i 1970’erne og 80’erne blev kaldt ud til en ejendom i København, havde han elastikker med i lommen. Dem satte han uden på bukserne, nede ved anklerne. For at lukke af.

Så sprayede han buksebenene med insektspray og gik ind i huset.

»Alligevel var jeg sort på bukserne, når jeg kom ud igen. Af lopper«, fortæller han, der i 2008 gik på pension fra sit job som kommunens chef for skadedyrsbekæmpelse. I en by, han altid har holdt meget af.

Det var mest Nørrebro og Vesterbro, anmeldelserne kom fra.

Her lå de nedslidte huse tæt. Forrest et hus ud mod gaden, og bag det fulgte baghus på baghus, adskilt af små gårde og bygget oven på mørke kældre. I mange gårde hobede affaldet sig op. I mange kældre stod vandet højt.

»Når vi gik ind i sådan en kælder, var det ikke rotterne, vi var bange for. Det var udsultede katte, nogle af dem uden øjne og hale«.

Da problemet var værst, indfangede man årligt 10.000 katte i København, skønner han.

Sammen med rotterne, duerne og kakerlakkerne, væggelusene og de røde faraomyrer var de loppebehængte katte symptom på en hovedstad i forfald. Og når Kai Fusager Johnsen sad i S-toget efter fyraften for at komme hjem til sit hus, sprang der ikke sjældent en loppe eller to fra hans tøj. Han tog skadedyrene med ud.

Et splittet land

Det netop overståede folketingsvalg har afdækket store forskelle mellem by og land. Både på stemmesedlerne – Dansk Folkeparti har for eksempel fået næsten hver tredje stemme i Sønderjylland – og i de efterfølgende reaktioner.

På de sociale medier truede mange københavnere teatralsk med at flytte ud af landet, fordi de åbenbart skammede sig over, hvordan folk i provinsen forvaltede deres demokratiske rettigheder. Imens forklarede flere sønderjyder, at landsdelens valg var en reaktion på følelsen af, at deres hjemstavn er under afvikling. Som René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot, sagde til Information: »Når mange så står tilbage som arbejdsløse eller lavtuddannede, bliver der peget fingre ad dem fra København. »Først pisser de på os – og bagefter siger de, at vi lugter!«, som en af mine bekendte sagde«.

En anden sønderjyde, Brita Starcke, argumenterede for, at det var en fejlfortolkning, når landsdelens valg blev opfattet som fremmedhad. »Det handler blandt andet om at føle sig set. Og DF ser de mennesker, der er presset i yderområderne«, skrev Starcke, der mente, at valget viste et splittet Danmark, hvor kun dele af landet er ude af krisen.

Mere kortfattet lød det fra Sort Sol-guitarist, koncertarrangør og københavner Lars Top-Galia på Facebookprofil: »Provinsens hævn over København«.

I efterdønningerne kan der tegne sig et billede af København som en ubestridelig succes. En by med muligheder, der fra succesens tinder ser ned på et udsultet Udkantsdanmark, der i stemmeboksene nu tilsyneladende har sagt fra over for hovedstadens magtfuldkommenhed.

Men faktisk er det ikke længe siden, at København selv var i knæ. Og det er langtfra kun byens gamle skadedyrsbekæmpere, der kan berette om det.

Forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen skriver på en bog om bz-bevægelsen i København. Det er kommet bag på ham, hvor mange huse besætterne indtog, mens konflikten rasede på Nørrebro i begyndelsen af 80’erne.

»De fleste har hørt om et hus som Allotria, hvor besætterne flygtede fra politiet gennem en tunnel, de havde gravet i jorden. Men i en periode var det altså store dele af bydelen, der var besat«, fortæller han.

Når besætterne havde mulighed for at rykke ind, var det, fordi husene var blevet tømt for beboere. Fordi kommunen anså husene for at være ubeboelige. I nogle af ejendommene boede der måske stadig en overvintret ældre mand eller kvinde, som ikke var blevet genhuset, men ellers kunne hele karreer og halve gader være forladt.

»Husene var jo simpelthen så elendige i København. Jeg flyttede selv til byen i midt-80’erne, og der var det stadig helt almindeligt med petroleumsvarme, og man skulle være heldig, hvis man havde bad. Toilet på trappen var normalt. Det delte man med naboen«, siger Peter Øvig Knudsen.

De stærkeste besættere gik strategisk efter de huse, der var i mindst dårlig forfatning, og satte dem nødtørftigt i stand med byggematerialer fra andre huse. I de dårligste huse boede sumppunkerne:

»Det var børn helt ned til 13-14 år, som var løbet hjemmefra. De rykkede bare ind. Brugte bagtrappen som affaldsskakt, og når stanken blev ulidelig, rykkede de en etage længere op i huset«, fortæller Peter Øvig Knudsen.

København drænet for indbyggere

I 1983 ryddede politiet de besatte huse i Den Sorte Firkant på Nørrebro for at gøre plads til bulldozerne. Saneringen og byfornyelsen, der fulgte i de kommende år, minimerede problemerne med de skadedyr, Kai Fusager Johnsen og hans kolleger havde bekæmpet.

Men hvordan var København blevet så nedslidt, at man ville rive dele af byen ned? Hvad havde skabt krisen? Et svar lyder: Fordi folk ikke ville bo i København.

Indbyggertallet raslede ned, og alene i 80’erne mistede byen 40.000 indbyggere. Men det var en udvikling, der var begyndt tidligere. For mens 750.000 i 1954 kunne kalde sig københavnere, gjaldt det i 1990 kun 465.000 personer. Og de få, der flyttede til byen, tjente færre penge end dem, der flyttede ud. Økonomien led.

Det fortæller Holger Bisgaard, som var planchef i Københavns Kommune fra 1998 til 2007. Han er ekspert i byudvikling og har også skrevet en bog om Københavns genrejsning fra 1990 til 2010. København var i 80’erne en situation, hvor byen ikke kunne betale sine regninger. Og i 1993-94 var den simpelthen sat under administration af Indenrigsministeriet, fortæller han.

»Det er kun 15 år, siden man fik vendt en meget negativ bølge. Når København i dag klarer sig godt, er det derfor ikke en position, byen har haft særlig længe«.

Men store kriser har ofte mange årsager. Når København tog en deroute, skyldtes det også, at de store industriarbejdspladser fra industrialiseringens første bølge, som B&W, døde ud som dinosaurerne. Også en anden stor arbejdsplads gled byen af hænde, da staten besluttede at lukke flådestationen på Holmen.

I 70’erne blev mange københavnere arbejdsløse. Ligesom eksempelvis Sønderjylland i de seneste år har oplevet, at de industriarbejdspladser, som landsdelen tidligere havde mange af, i et vist omfang er blevet sendt til steder som Østeuropa og Sydøstasien.

Og ud over øget arbejdsløshed mødte København anden modstand.

Blandt andet støttede staten i de år virksomheder, som ønskede at flytte produktionen ud i landet – til områder, man mente skulle tilføres blod. Egnsudvikling, hed det. På sin vis analogt med valgkampen anno 2015, hvor flere partier har talt for noget tilsvarende.

»Det er ingen naturlov, at de statslige arbejdspladser skal ligge i hjertet af København, og derfor ønsker vi flere statslige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet«, lød det eksempelvis fra V-formand Lars Løkke Rasmussen i valgkampen.

Folk søgte mod landet

Helt op i 80’erne var der politisk ønske om at flytte arbejdspladser ud af København. I de år regnede man med, at det var de små byer, der ville vokse – ikke de store, som mantraet lyder i 2015. Mange planer handlede dengang om decentralisering, fortæller Jens Kvorning, der er professor i byplanlægning på Kunstakademiets Arkitektskole i København.

»Folk ville ud at bo på landet, i forstæderne, i provinsen, de ville være tæt på naturen og have deres eget. København var et sted, man boede, hvis man ikke havde andre muligheder«.

Jens Kvorning har selv boet i det samme hus på Vesterbro i 40 år. Hans første møde med bydelen var et møde med de svagt stillede. Der var mange fattige, der var mange arbejdsløse, mange alkoholikere. Velfungerende børnefamilier med to indtægter flyttede ud af byen, så hurtigt de kunne. Helt op i 80’erne flyttede en tredjedel af Vesterbros indbyggere årligt.

Engang i samme årti havde Jens Kvorning inviteret Københavns statistikchef til at holde et foredrag for de studerende på arkitektskolen. Han fortalte de studerende, at hvis de mødte en person, der havde boet på Vesterbro i mere end 5 år, kunne de være sikre på, at vedkommende enten var alkoholiker eller psykisk syg.

»Og så brølede mine studerende af grin, for det vidste de jo godt, at jeg havde«.

Da støvet på 80’ernes Nørrebro havde lagt sig efter såvel besættere som bulldozere, byggede kommunen med daværende overborgmester Egon Weidekamp i spidsen almennyttige boliger.

De store saneringer, som det hed dengang, på indre Nørrebro begyndte i 70’erne og fortsatte ind i 80’erne. De almennyttige boliger rejste sig i deres beton og vælde, men saneringen som helhed forløb ikke ganske efter hensigten. Det fortæller museumsinspektør på Københavns Museum Inger Wiene:

»Man rev jo hele karreer ned og erstattede dem med de her almennyttige boliger. Og den boligtype tiltrak så nogle folk, som man ikke mente var så gode for byen. Det var folk, der ikke var så skatteydende, det var arbejdsløse og folk på overførselsindkomst«.

Da København senere stod over for at sanere de nedslidte dele af Vesterbro, ændrede kommunen derfor strategi.

»Da man nåede til Vesterbro, smed man ordet sanering ud. Det havde fået en dårlig klang. Nu hed det byfornyelse«, siger Inger Wiene.

I 1989 blev Jens Kramer Mikkelsen overborgmester. Han repræsenterede et politisk skifte i København. Kramer sagde åbent i medierne, at han ville have skatteydende borgere til København, og at det også var et mål med byfornyelsen, fortæller Wiene.

Så i stedet for at rive ned lagde man bydelens små lejligheder sammen til store og skabte nye, grønne gårde. Samtidig gik mange ejendomme fra at være privatejede til at blive andels- og ejerforeninger.

»Kommunen genhusede de gamle beboere i yderkvarterer som Sydhavnen og Nordvest. Og når beboerne så fik tilbudt at flytte tilbage til Vesterbro, var lejlighederne blevet for dyre for dem«.

Yngre og økonomisk bedre stillede borgere kom til. På den måde blev byfornyelsen på Vesterbro også en beboerfornyelse.

København blev cool

Men hvordan rejste hovedstaden sig igen? Jo, fra begyndelsen af 1990’erne var der en politisk forståelse for, at København skulle udvikle sig og blive en drivkraft for hele Danmark, siger byens tidligere planchef Holger Bisgaard.

Ikke at vejen derhen var uden forhindringer.

Kommunen måtte i samarbejde med staten blandt andet lægge sig fast på en økonomisk hestekur og sætte sine ejendomme i byen til salg, og der blev skabt enighed om en boligpolitik uden almene boliger samt en stram kommuneplanlægning. Kalvebod Brygge blev solgt til højestbydende. Ørestad blev anlagt i håb om, at salget af grunde kunne skæppe i kassen til en metro. Hvilket ikke skete i det forventede tempo.

Men også Kulturby96, udvidelsen af lufthavnen og broen til Sverige var tanker, der udsprang af den tid.

Først i begyndelsen af nullerne begyndte de velstillede borgere, som byen havde sukket efter i årtier, at flytte til København, fortæller Holger Bisgaard.

»Det blev først cool at bo i København for 10-15 år siden«.

Bevægelsen mod byerne er international. Over hele Europa søger befolkningerne mod de store byer. Jens Kvorning kan se forandringen afspejlet i det hus på Vesterbro, som han har boet i i 40 år. I dag er det nemlig fuldt af børn efter en lang årrække uden skyggen af babyer. Men vil børnefamilierne blive på Vesterbro i årene, der kommer, spørger han?

»Eller er de her kun, fordi ejendomspriserne er så voldsomme, at de ikke har råd til at følge den drøm, som forældrene fulgte i 70’erne og 80’erne – at få sit eget et sted uden for København?«.

»Byerne er hele tiden inde i en meget dynamisk udvikling, som de senere år har været til Københavns fordel. Men den kan gå begge veje. Og det kan sagtens blive smart at lægge storbyens tætte områder bag sig«, siger Jens Kvorning og fortsætter:

»Og man kan så spørge: Kan Udkantsdanmark og de mindre byer så igen komme ind i varmen?«.

Publiceret 1. juli 2015

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce