Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Astrid Dalum

Højrefløjen splitter paradiset ved Mossø

Alken var den vildeste landsbyidyl. Lige indtil en af beboerne i den forgange weekend inviterede Lars Hedegaard, Søren Krarup og formanden for det hårdkogte britiske Liberty-parti ind i sin baghave for at feste og tordne mod muslimerne.

Det begyndte med en isfugl, siger Svend Flemming Andersen, mens han leder mig ned mod søbredden.

Han forstår at fortælle historier, det er helt sikkert, for nu er jeg selvfølgelig nødt til at høre, hvad pokker en isfugl har at gøre med den sammenkomst for højrefløjen, som næste dag skal finde sted lige her i Svend Flemmings baghave.

»De plejer at flyve frem og tilbage her«, siger han og peger ud mellem siv og træer.

Det er en sky fugl, isfuglen. Den tilhører familien af skrigefugle, googler jeg mig senere frem til. Og ser virkelig flot ud, med sine turkisblå vinger og orangerøde mave.

Og Kim Møller manglede den i sin samling.

Kim Møller er omdrejningspunktet for dette arrangement på kanten af Mossø. Han er historiker og bestyrer af en blog ved navn Uriasposten, som er et sted, hvor den mere uforsonlige del af højrefløjen kan lukke damp ud.

Kim Møller er også ivrig amatørornitolog, og på et tidspunkt fik han nævnt i sin blog, at han aldrig havde fotograferet en isfugl.

»Dem findes der masser af i min baghave«, skrev Svend Flemming til Uriasposten, og så var kontakten etableret.

I sine yngre dage befandt Svend Flemming sig langt ude på venstrefløjen, fortæller han videre, da vi sidder på en bænk og lader os indfange af den betagende udsigt. Han er uddannet som økologisk arkitekt og er gift med Fonny, som er fra Molukkerne.

Molukkerne spiller en vis rolle i denne beretning.

I slutningen af 1990’erne kom en muslimsk buschauffør op at skændes med en kristen passager om en billet, hvilket var med til at udløse en krig mellem kristne og muslimer på den indonesiske øgruppe. Svend Flemmings kone har rødder i den kristne del af Molukkernes befolkning.

»Det var det, der fik mig til at interessere mig for islam. For hvad fanden var det, der skete derude? Jihadisterne forsøgte at begå folkemord på de kristne«, siger han.

Det ene førte til det andet.

Svend Flemming Andersen og Kim Møller lærte hinanden at kende. Og da Uriasposten i 2013 skulle fejre 10-års fødselsdag, tilbød Svend Flemming sin baghave.

Festen blev så stor en succes, at man besluttede at gøre det til en årlig begivenhed under navnet Mosbjerg Folkefest.

I øvrigt er det nok mere passende at kalde den her baghave for en park. En vældig græsplæne bølger sig ind og ud mellem grupper af træer, og det hele er omkranset af sø, sump, bakker og skov.

Lige nu er Svend Flemming og en håndfuld hjælpere i gang med at installere pavilloner, øltelt, talerstol og nogle store griller til de tre hele pattegrise, som skal steges i morgen.

Mossø for mangfoldighed

Der kan ikke være meget mere end en kilometer ind til Alken, en landsby med omkring 240 indbyggere vest for Skanderborg.

To kvinder er ved at rejse flagstænger langs hovedgaden, fordi et par af byens borgere er ved at blive gift nede ved søen og skal overraskes med en flagallé, når de om lidt vender hjem. Selve bryllupsfesten skal først foregå i morgen.

Man gør meget sammen og for hinanden i Alken.

Da nogen besluttede, at toget ikke længere skulle standse i byen, demonstrerede borgerne i samlet trop og fik bevaret trinbrættet. Det samme skete, da politikerne ville nedlægge den lokale skole.

Da produktionen af Hoptimisten (et fjedrende legetøj) standsede på det gamle ostemejeri, overtog borgerne bygningen og indrettede forsamlingshus i det. Her er blandt andet fællesspisning, yoga, bibliotek og en ’parabolklub’, hvor mændene mødes for at se fodbold.

Og da købmanden lukkede, skrabede folk penge sammen til at åbne en ny købmand i det renoverede mejeri. Købmanden er meget økologisk orienteret og drives af frivillige. Den er byens absolutte samlingspunkt.

»Vi kalder det et socialøkonomisk projekt, og lige nu har vi en praktikant fra Syrien«, siger Estrid Bek, der er familieterapeut og bor skråt over for købmanden.

Hun er en af de aktive og var med til et møde i mejeriet for nogle måneder siden, hvor cirka 30 mennesker drøftede, hvordan man skulle forholde sig til Mosbjerg Folkefest.

»Vi ønskede ikke at gå i krig mod dem. Vi syntes, det ville være mere gavnligt at vise mere rummelighed«, siger Estrid Bek.

»Det er bare ikke i orden at sige, at der er én bestemt trosretning, man ikke kan lide i Danmark. Hvad er menneskelighed? Hvordan skal vi behandle flygtninge? Jeg ser det her som lidt af et wake-up call. Det dur ikke bare at sidde på sidelinjen uden at gøre noget, når vi har fået det lige herude …«.

De kaldte initiativet for Mossø for Mangfoldighed. Oprindeligt ville de holde en alternativ fest samme dag som højrefesten, men droppede tanken for ikke at provokere eller optrappe konflikten med de islamkritiske naboer.

Nu arbejdes der på en mangfoldighedsfest efter sommeren.

Den liljehvide monokultur

Henri Vivike bor i udkanten af byen, men har også sammen med to søskende et sommerhus lige ved siden af Svend Flemmings. Man kan sige, at Henri Vivike er nærmeste nabo til højrefesten.

Vi kører sammen ud til sommerhuset, som hedder Lagunen og er en gammel grønmalet barak, hans far opførte i 1949. Der er ingen strøm, og ikke meget har ændret sig siden dengang.

Bortset fra, at der nu en gang om året er mere trafik på grusvejen og mere larm inde fra naboen.

»Vi har sådan set et ordentligt naboskab med Svend Flemming bortset fra dette arrangement. Og vi bevarer dialogen«, siger Henri Vivike.

»Men vi mener, at sådan noget som det her bør ligge et offentligt sted og ikke i en privat baghave. Vi skulle egentlig have holdt ferie nu, men har ikke lyst til at være her, når det vrimler med politi, bombehunde og private vagtværn. Det er jo et potentielt terrormål«.

Hvordan præger det stemningen i byen?

»Der er ligesom en frustration over, at stedet bliver kendt på den måde. For vi føler ikke, vi repræsenterer de meget radikaliserede holdninger«, siger Henri Vivike, som netop er gået på efterløn og nu bruger meget tid på at fiske.

Nogle af initiativtagerne til Mossø for Mangfoldighed er journalisten Knud Abildtrup og hans kone Sanne Dudoret. Jeg møder dem på deres terrasse, hvorfra der er udsigt over søen, helt over til Svend Flemmings ejendom, som dog er skjult bag træer. En tredje af byens aktive borgere er her også, Berit Werner Hansen.

Ingen af de tre hører til i blå blok, det lægger de ikke skjul på. Men de kunne godt tænke sig at få en konstruktiv debat om indvandring, og hvad der ellers optager sindene ved Mosbjerg Folkefest.

Knud Abildtrup er medunderskriver på et læserbrev i de lokale aviser, hvori han blandt andet kalder islamistisk radikalisering for noget ’dybt problematisk’, som må modarbejdes.

»Det samme må den nationalistiske højrefløj, der vil lukke grænserne, skræmme flygtninge fra at søge hertil og dæmonisere en bestemt religion«, skriver han.

Det er ikke fordi, højrefløjen ikke må mødes og lufte deres holdninger i søhøjlandet. De skal bare ikke have lov at gøre det uimodsagt, mener de tre på terrassen. Samtidig er det hele lidt indviklet, fordi de ikke ønsker at rage uklar med Svend Flemming.

»Når man bor herude, kender man jo hinanden. Børnene leger sammen. Hele byen har været inviteret til sankthans derovre. De har jo mange berøringsflader med folk«, siger Knud Abildtrup. »Men jeg er nødt til at stå ved mine holdninger ...«.

»Jeg synes, man skal sige: DET DER, det er jeg lodret uenig i«, siger Berit Werner Hansen.

»De har også kaldt os ’den liljehvide monokultur’ ...«, supplerer Sanne Dudoret.

Bare lyst til at sparke dig ned

Næste dag fordriver jeg et par timer over en kop kaffe hos købmanden i Alken. Inden jeg skal ud til Mosbjerg Folkefest.

En kvinde dukker op. Jeg genkender hende som en af dem, der dagen før satte flagstænger op i hele hovedgaden. Nu oplyser hun, at de har pillet flagalleen ned igen, selv om bryllupsfesten ikke er begyndt endnu. De har kun ladet et par flag stå ved brudeparrets hus.

»Dem ude i skoven skal jo ikke tro, at byen tager hjerteligt imod dem«, som kvinden forklarer.

Jeg takker for kaffen og kører ud til Svend Flemming.

Der er en del uniformerede betjente mellem træerne. Plus ikke så få veltrænede sikkerhedsfolk med øresnegl.

Jeg hilser på historikeren Lars Hedegaard, mens jeg står i baren og venter på en fadøl. Det er Uwe Max Jensen, en selverklæret kunstner fra Aarhus, der serverer øllen, og han nægter at tage imod betaling. Her behandler man pressen godt, understreger han.

Så længe vi ikke fotograferer eller optager video.

I mellemtiden har en stor, midaldrende mand med langt hvidt hår, der er samlet i en pisk i nakken, stillet sig meget tæt op ad mig. Jeg spørger, om han ved, hvem den første taler er?

»Må jeg godt sparke ham ned?«, svarer manden med et spørgende blik på Uwe Max.

»Nej«, svarer bartenderen. »Hvorfor vil du sparke ham?«.

»Fordi han er en kæmpe idiot!«, siger hårpisken, som ikke er 100 procent ædru.

For en sikkerheds skyld tager jeg min øl og bevæger mig hen til en skyggefuld pavillon, der ser fredelig ud.

Der er vel godt og vel et par hundrede mennesker i haven, mest mænd, men også en del kvinder. Jeg genkender Mogens Camre og Dan Park. Stemningen er fin. Og nu begynder talerne.

Naivt og åndssvagt med dialog

Først er det Søren Krarup, præsten og ekspolitikeren.

»Overlever Danmark?« spørger han indledningsvis. Og det gør Danmark absolut ikke, svarer han selv. Ikke med mindre vi gør noget ved alle de muslimer, der er overalt.

»Den fremherskende stemning hos danskerne i dag er bekymring«, oplyser Krarup.

I samme øjeblik sætter hårpisken sig så hårdt ved siden af mig, at min øl letter nogle centimeter fra picnicbordet. Jeg når at gribe den i luften og går på fornyet jagt efter et fredfyldt sted.

Undervejs hører jeg, at Krarup kræver chefredaktøren på Flensborg Avis fyret, fordi han har kaldt det netop overståede folketingsvalg en ’jordskredsejr til den indre svinehund’.

»Bravo, bravo«, kvitterer forsamlingen.

De følgende taler er ret kedelige. Ikke engang Lars Hedegaard kan få publikum frem på kanten af deres campingstole, selv om han udnævner islam til at være »farligere end både nazismen og kommunismen«.

I pausen forsikrer Svend Flemming mig om, at ham hårpisken ikke vil få lov at sparke mig. Det samme lover Kim Møller, medværten.

Så er det tid til festens hovedtaler, Paul Weston, der er leder af det hårdkogte britiske Liberty-parti. Og den mand forstår at tale.

Paul Weston fortæller, at han gang spurgte tre skoleelever fra henholdsvis Pakistan, Barbados og Storbritannien, hvor de kom fra, og hvad de tænkte om det. De to udefra fortalte med stolthed, hvor de kom fra, mens den britiske dreng sagde: Jeg ved det ikke.

»Jeg kommer sådan set ikke nogen steder fra, svarede drengen. Han var blevet ødelagt! … Den lille dreng var kun fem år gammel, og han havde allerede lært, at han var andenrangs og skulle skamme sig over sit land og sin kultur …«, siger Weston. Og så råber han:

»HVORDAN VOVER DE AT GØRE DETTE VED VORES BØRN!«.

Som den første får han hele forsamlingens totale opmærksomhed.

Bagefter fanger jeg Kim Møller og spørger, hvordan han vil betegne deltagerne i den her fest. Det tætteste, man kommer på et samlende begreb, er nok ’nationalkonservative’, mener han. Og der er absolut ingen adgang for nazister og racister.

Hvordan har du med den modstand, I møder fra borgere her på egnen?

»Den er jeg fuldstændig ligeglad med. Modstanden kommer fra en lille klike omkring mejeriet«, svarer Kim Møller.

De siger, de godt kunne tænke sig at få en dialog med jer?

»Jeg kan ikke se nogen grund til at komme i debat med gamle kommunister. Vores ideologier kan ikke mødes på midten. Det er naivt og åndssvagt at tale om dialog. Og jeg har ingen interesse i at mødes med nogen, der hader mig …«.

Så det er nok der, den står.

Jeg kigger mig omkring efter manden med hårpisken, men får ikke øje på ham. Måske er han gået under bordet. Jeg overvejer at blive hængende til festen omkring de helstegte pattegrise, men beslutter mig for at droppe det.

Man ved aldrig, om hårpisken kommer på benene igen.

Publiceret 7. juli 2015

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden

Annonce