1 ud af 50 har svært ved at genkende ansigter

Iben Fasterholdt er ansigtsblind. Hun har svært ved at genkende ansigter – ind imellem også sine venners. Danske forskere er nu kommet nærmere en forklaring på ansigtsblindhed, som omkring to procent af befolkningen menes at lide af.

Iben Fasterholdt stod en dag i Bilka, da en mand kom over til hende

»Hej Iben. Godt at se dig. Hvordan har du det?«

Hun havde det fint, men kunne slet ikke genkende mandens ansigt. Det sidste sagde hun ikke, det var alligevel for pinligt.

»Konen ligger syg derhjemme«, fortsatte han, mens Ibens hjerne kværnede derudad. Hans ansigt så helt ukendt ud.

Det ville bare blive endnu mere akavet, hvis hun skulle sige til ham, at hun ikke anede, hvem han var. Og at hun var i tvivl om, om de overhovedet kendte hinanden. Så Iben Fasterholdt fik i stedet rundet samtalen af med et

»Nå, jamen så god bedring med konen«.

Det var hendes venindes mand, hun havde mødt.

Lars Birck Pedersen er ansigtsblind. Han har svært ved at genkende ansigter, og det fører tit til temmelig pinlige situationer. Kilde: politiken.tv / Nima Hajarzadeh

For Iben Fasterholdt kan et kendt ansigt se ukendt ud. Når hun møder en på gaden, ved hun ikke altid, om det er en, hun kender. På gruppefotografier er hun nogle gange ikke i stand til udpege dem, hun kender. Og en dag da hun mødte sin bedste veninde i lufthavnen, kunne hun heller ikke genkende hende.

Derfor var Iben Fasterholdt også nødt til at tage utraditionelle metoder i brug, da hun startede i sit første job som økonomikonsulent på et hospital. På sin telefon noterede hun et par stikord til nogle af kollegerne; små kendetegn og beskrivelser, der kunne minde hende om, hvem der var hvem, og hvor hun ville støde ind i dem.

Ud for overlægens navn skrev hun: »tyk, mørkt halvlangt hår, briller, ligner ’Henning fra gymnasiet’«. En anden kollega beskrev hun som »tynd, med overskæg og kort hår, i starten af gangen på venstre side på 1. sal«.

For uden noterne var hun ikke sikker på, at hun ville være i stand til at genkende dem.

»Alle kender nok følelsen af ikke at kunne huske, hvor de kender en person fra. Men de fleste har alligevel et clue på en eller anden måde. Jeg kan sommetider slet ikke sige, om jeg har set personen før eller ej«, forklarer 37-årige Iben Fasterholdt over en Skypeforbindelse fra Canada, hvor hun i dag bor og er ved at tage en ph.d. i sundhedsøkonomi.

»Hvis jeg ser to ansigter ved siden af hinanden, kan jeg godt se, at der er forskel. Men jeg kan bare ikke huske dem bagefter«.

Jeg kan somme tider slet ikke sige, om jeg har set personen før eller ej

En overset lidelse

Iben Fasterholdt lider af prosopagnosia, også kaldet ansigtsblindhed. Omkring to procent af befolkningen menes at være ansigtsblinde; et socialt handikap, der kan være så hæmmende, at det kan føre til social isolation. Forskere ved endnu ikke meget om den hidtil oversete lidelse, der i slemme tilfælde gør, at man ikke kan genkende sine børn, sin nære familie – eller sit eget spejlbillede.

»Øjnene fejler ingenting. Men ansigtsblinde mangler evnen til at aflæse informationer fra et ansigt og sammenligne det med et ansigt i hukommelsen«, siger Christian Gerlach, der er neuropsykolog ved Syddansk Universitet og leder af en forskningsgruppe, der er ved at finde en forklaring på fænomenet.

Han sammenligner lidelsen med at skulle smage på en rødvin uden at have vinkenderens særlige forudsætninger.

»Man kan jo godt smage, at det er rødvin. Men man vil nok ikke have så gode chancer for at smage hvilken drue, hvilken årgang eller hvilket distrikt, den kommer fra. På samme måde kan ansigtsblinde godt se, at det er et ansigt, men identiteten af personen kan de ikke komme frem til« forklarer han.

»Pinligheds-effekten«

Den oplevelse har Iben Fasterholdt ind imellem. Derfor kan det også være svært for hende at følge med i en film eller en tv-serie, når persongalleriet er stort, eller hvis en af hovedpersonerne skifter tøj.

Det værste er dog de sociale situationer, hvor hun skal finde en person eller ikke ved, om hun står over for en, hun kender.

Heller ikke borgmesteren i den by, hvor hun voksede op, kunne hun genkende, da hun som ung arbejde på byens tankstation. Her var borgmesteren stamkunde og kom tit forbi.

»Det har fyldt meget i mit hoved, om folk ville opfatte mig som arrogant, fordi jeg ikke hilser i situationer, hvor det er normalt at hilse«, siger hun.

Det har fyldt meget i mit hoved, om folk ville opfatte mig som arrogant

Hun kalder det også »pinligheds-effekten« og tænker at folk, der ikke ved, at hun er ansigtsblind, måske opfatter hende som en distræt type.

»Men jeg er blevet vant til at tænke, at når der kommer en over til mig på gaden, så må det være en, jeg kender. Og så begynder de at tale, og så kan jeg som regel genkende dem på stemmen«.

To procent af befolkningen

Første gang ansigtsblindhed blev videnskabeligt beskrevet var i 1947, da den tyske hjerneforsker Joachim Bodamer opdagede en 34-årig løjtnants manglende evne til at genkende ansigter, inklusive løjtnantens eget, efter han var blevet ramt i hovedet af et projektil.

Indtil for nylig var alle de beskrevne tilfælde folk med sjældne hjerneskader, men i løbet af de seneste år, har forskere fundet ud af, at ansigtsgenkendelse også kan være medfødt, og det satte for alvor skub i forskningen på området.

I 2006 blev den første større undersøgelse lavet, og den viste, at overraskende mange lider af ansigtsblindhed. 689 tyske studerende blev testet, og 17 af de studerende havde så svært ved at genkende ansigter, at de af forskerne blev kategoriseret som ansigtsblinde.

En senere undersøgelse viste det samme. Her blev 1.600 mennesker sat til at udføre ansigtsgenkendelse på en computer. To procent havde problemer.

»De to procent dækker over forskellige grader af ansigtsblindhed. Dem, der har det værst, er dem, der ikke kan genkende deres egne børn eller sig selv i spejlet. Andre går igennem et helt liv uden rigtigt at opdage det. De kan godt genkende deres nærmeste, men kan have mere end almindeligt svært ved at lære nye ansigter at kende«, siger Christian Gerlach, der, sammen med en forsker fra Københavns Universitet, er ved at undersøge en gruppe ansigtsblinde, som er født med lidelsen.

En af testpersonerne har så svært ved at genkende ansigter, at han en dag kom til at omfavne en fremmed i et supermarked. Den ansigtsblinde troede, at det var kæresten. Flere af testpersonerne kan heller ikke genkende deres egen nabo, hvis vedkommende viser sig i en ny sammenhæng. De forveksler mennesker, de kender. Og flere er kommet til at tale til folk, som det viste sig, at de slet ikke kendte.

Detaljer før helhed

Christian Gerlachs forskning, som endnu ikke er offentliggjort, tyder på, at det ikke kun er ansigter, men helheder generelt, som de ansigtsblinde har vanskeligt ved at afkode.

»Informationen om helheden kommer tilsyneladende langsommere hos ansigtsblinde end hos andre. Ansigtsblinde ser detaljerne først« forklarer Christian Gerlach om det nye forskningsresultat.

Forskergruppen gav blandt andet testpersonerne et billede af et stort bogstav, der var formet af en masse små bogstaver. Dem, der ikke var ansigtsblinde, var hurtigst til at se det store bogstav. De ansigtsblinde så de små bogstaver først.

Hypotesen er, at for at vi kan genkende et ansigt, skal det ’køre’ igennem hjernens fotoalbum, indtil der er et match.

Hjernen trækker på en allerede indlejret viden, og derfor skelner spædbørn også lige godt mellem abeansigter som menneskeansigter. Spædbørn har nemlig ikke fået opbygget et særligt omfattende fotoalbum af menneskeansigter før de er omkring 6-9 måneder gamle.

Det er også forklaringen på den såkaldte anden race effekt, der gør, at forskellige racer har svært ved at skelne mellem hinanden. For hvide mennesker ligner de fleste asiater hinanden - og omvendt ligner de fleste hvide mennesker hinanden set gennem en asiats øjne. Her er hjernens fotoalbum nemlig ikke detaljeret nok til at kunne aflæse forskellighederne.

Det er ligesom at se et billede af et ansigt på hovedet. Læg mærke til, hvor svært det er at afkode.

»Det er ligesom at se et billede af et ansigt på hovedet. Læg mærke til, hvor svært det er at afkode. Her kan vi heller ikke trække på den viden, vi allerede har, fordi det ikke normalt er sådan, vi ser ansigter«, siger Christian Gerlach og tilføjer, at det er sådan, man kan forestille sig, at ansigtsblinde ser ansigter.

Den videnskabelige forklaring er, at det, vi ser, i høj grad styres af det, vi forventer at se, fordi hjernen fortolker synsindtrykket. Men den konstruktion som hjernen normalt hurtigt laver af helheder, når et ansigt skal aflæses, sker ikke hos dem, der er ansigtsblinde.

Hvorfor ved man stadig ikke med sikkerhed. Spørgsmålet er omstridt blandt forskere, der enten mener, at det er fotoalbummet i hjernens langtidshukommelse, der er ødelagt, eller at det er selve opbygningen af synsindtrykket, den er gal med. Christian Gerlach tilhører den sidste gruppe.

Alternative metoder

På Carnegie Mellon University i amerikanske Pittsburgh tænker man i gadgets, der kan hjælpe de ansigtsblinde. Her forsøger forskere at udvikle et par briller, der, udstyret med et kamera og en lille computer på brillestangen, kan identificere de mennesker, som den ansigtsblinde kender. En lille mikrofon kan herefter fortælle brillebæreren, hvem vedkommende står over for.

Iben Fasterholdt har dog, ligesom mange andre med prosopagnosi, udviklet sine egne strategier for at kunne identificere andre.

»Stemmen er klart det vigtigste. Så snart folk taler til mig, så ved jeg som regel, hvem det er«, siger hun og nævner videre folks frisure, kropsbygning, tøj og den kontekst, de befinder sig i, som nogle pejlemærker, der kan afsløre, hvem hun står over for. Men det er ikke altid det holder lige så godt som stemmen, for folk kan jo skifte frisure, ændre tøjstil eller tage på i vægt.

I dag noterer hun ikke længere de særlige kendetegn, som folk omkring hende har. Men når hun går på gaden med sin kæreste eller sine venner, spørger hun ind imellem dem til råds.

Og så er det blevet lettere, efter hun fik at vide, at hun er ansigtsblind.

»Nu siger jeg det bare til folk, som det er«, siger Iben Fasterholdt, der også synes at folk tager rigtig godt i mod det.

»Tit svarer de, at det kender de godt selv, for de er også helt vildt dårlige til navne. Og det er rart, at de gør det. Også selvom det godt nok ikke er helt det samme«, griner hun.

Publiceret 26. juli 2015

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce