Våddragtmysteriet

I vinterens løb blev der med 67 dages mellemrum gjort to identiske ligfund i Norge og Holland. Politiet i tre lande arbejdede på sagen – men det lykkedes ikke at identificere ligene. Dette er den utrolige historie om, hvem de var, hvor de kom fra, og hvorfor de gik den samme skæbne i møde.

1. DEL

Der blæste en stormende kuling fra sydvest, da den ældre arkitekt tog jakke og gummistøvler på og gik ud. Nede i bugten hamrede fire meter høje bølger mod klipperne og sendte skumsprøjt ind over markerne.

Det første, arkitekten lagde mærke til, da han kom ned til havet, var våddragten. Den lå udstrakt på en lille græsplet mellem klipperne, lige akkurat uden for bølgernes rækkevidde. »Den kan gøre nytte«, tænkte arkitekten.

Det er ikke så tit, folk i bygden yderst på sydspidsen af Norge kommer helt herud. Våddragten kunne have ligget der længe.

Han genkendte lugten af tang og hav og en svag, sødlig lugt af noget andet. Våddragten var af mærket Triboard. Arkitekten syntes, den så billig ud. Den lå delvis snoet, og de blå svømmefødder sad fast i dragten. Ud af hver svømmefod stak to hvide knogler.

Indehaveren af politimyndigheden, lensmand Kåre Unnhammer fra Farsund, er en myndig skikkelse med store, alvorlige øjne, kraftigt skæg og en guldtand, der glimter, når han taler. Det er en smuk dag i april i år. I venteværelset på lensmandens kontor advares der mod bådtyverier, og en plakat informerer om, at det gældende mindstemål for torsk fanget syd for 60. breddegrad er 40 centimeter. I middelalderen brændte de hekse lige udenfor. Nu går det roligere for sig her.

»Det her er et fredens hjørne«, siger Unnhammer.

Han logger ind på computeren og læser fra loggen: »Klokken 15.02, 2. januar 2015, fund af dykkerdragt med menneskerester på halvøen Lista«.

Polititeknikere fra Kristiansand tog derud ud for at tage billeder og se nærmere på fundet, men liget havde ligget så længe i vandet, at der ikke var meget at undersøge. Der var ingen tegn på skader fra skibsskruer, stik- eller skydevåben. Unnhammer regnede med, at nogen var meldt savnet på Nordsøen, og at personen hurtigt ville blive identificeret.

De sammenholdt fundet med en savnet mand, som forsvandt fra Stavanger-området for en del år siden iført våddragt. Men hverken han eller andre savnede personer stemte overens med fundet på Lista. Nogle knogler, som blev fundet i samme område, blev sendt til analyse, men viste sig at være fra et dyreskelet.

»Fra tid til anden er der nogle, der flyder i land her, men dem, vi har fundet tidligere, har vi fået identificeret«, siger Unnhammer.

Der hænger et søkort over området omkring Lista på kontorvæggen. Strømforholdene i havet herude er specielle og skiftende. Ikke engang fiskerne kan fortælle, hvordan strømmen vil opføre sig dagen efter. Det er umuligt at sige, hvor det, der flyder i land, kommer fra.

I netop denne sag var der ikke meget, Unnhammer kunne stille op.

»Når vi har så lidt at gå ud fra, er det genteknologien, der må give os svaret. Den slags får vi ikke lavet her hos os«.

Partnairs flystyrt, tsunamien, togulykken ved Åsta, Utøya 22. juli. Overbetjent Per Angel har identificeret døde mennesker siden slutningen af 80’erne. I dag er han chef for id-gruppen i den landsdækkende politienhed Kripos. Det er dem, der får sagen, når flere mennesker dør samtidig, eller når nogen finder et ukendt lig.

Angel taler om Norge som et land, der er som skabt til ulykker – et barsk klima, en rå natur og tusindvis af arbejdspladser offshore og i polaregnene. Et land med togulykker, flystyrt, forlis og terror.

»Vi er blevet dygtige til id-arbejde«, siger Angel.

Listen over savnede i Norge siden 1947 tæller i skrivende stund 1.443 personer. Listen over døde mennesker, som er fundet i samme periode, men som politiet ikke har kunnet identificere, er betydelig kortere: 16 lig er fundet i Norge frem til i dag, inklusive flere knoglefund, der højst sandsynligt stammer fra før-moderne tid.

»Manden i våddragten kan blive det næste nummer. Det er en speciel sag«, siger Angel.

Når Kripos får et uidentificeret lig, indsamler teknikere, patologer, tandlæger og retsgenetikere såkaldt post mortem-information. De udarbejder en dna-profil, tager fingeraftryk og registrerer oplysninger om tænder, eventuelle smykker, tidligere knoglebrud, tatoveringer og alle andre kendetegn, der kan sige noget om personens identitet. De forsøger også at fastslå dødsårsagen.

Post mortem-informationen sammenlignes med oplysninger om personer, der er meldt savnet, og som familie eller venner har givet yderligere detaljer om. Hovedkriterierne for at identificere nogen er tandoplysninger, fingeraftryk og dna. Et kriterium alene er ikke nok til at fastslå identiteten og skal understøttes af et eller flere tillægskriterier. Det kan være fund på liget, medicinske oplysninger eller andre såkaldte taktiske informationer, der kan knytte ligfundet til den savnede.

Ingen meldinger om savnede personer i Norge stemmer overens med fundet på Lista. I sagen om våddragten er der kun dna. Hvis Kripos skulle identificere ham, skulle han af en eller anden grund være registreret med en dna-profil et sted i verden, eller et familiemedlem skulle have meldt ham savnet og afgivet dna-prøve.

5. februar udsendte Kripos en såkaldt black notice gennem Interpol. Den indeholdt dna-profil og en detaljeret beskrivelse af ligfundet på Lista. Dagen efter indløb der svar:

Liget på Lista er ikke det eneste, der er drevet i land i en grå og sort våddragt af mærket Triboard.

»Vi kalder ham ’The Wetsuitman’«, siger John Welzenbagh, efterforsker ved det hollandske politis specialenhed for savnede personer i Nordsøen.

»Denne sag er anderledes«

Welzenbagh er 52 år, tidligere marinedykker og en veltrænet mand i mørk Windstopper-jakke og sportssolbriller. Han er den type efterforsker, som ligger vågen om natten og grubler over uløste sager.

På færgeturen fra byen Den Helder til øen Texel i det nordligste Holland peger Welzenbagh på en sandbanke og fortæller, at han stadig leder efter identiteten på en mand, som blev fundet ved en sejlbåd derude i 1995. Så sent som for nogle uger siden fik han et gennembrud i en anden sag og er nu tæt på at kunne identificere en ældre kvinde, sandsynligvis fransk, som drev i land her for 15 år siden.

The Wetsuitman blev fundet på Texel tidligt om morgenen 27. oktober sidste år, i en sort og grå våddragt, identisk med den, der blev fundet på Lista 67 dage senere. Liget lå i vandkanten ved den brede strand neden for cafeerne i den lille by De Koog. Det er en populær strand blandt windsurfere, og om sommeren strømmer turister til fra hele Holland.

Hvert år får Welzenbagh og den hollandske Nordsø-gruppe et sted mellem 20 og 30 lig eller ligrester til identificering. De fleste viser sig at være savnet i nærområdet. Langt de fleste af sagerne bliver hurtigt opklaret.

»Denne sag er anderledes«, siger Welzenbagh.

Hvor længe havde The Wetsuitman ligget i vandet? Tre dage? Tre uger? Det er vanskeligt at sige, hvor hurtigt forrådnelsesprocessen går, når nogen ligger i en våddragt i koldt vand. Hvor kom han fra? Også det var det umuligt at sige noget sikkert om. Welzenbagh har fundet døde mennesker fra hele området omkring Den Engelske Kanal og Nordsøen: England, Skotland, Frankrig, Tyskland, Belgien og selvfølgelig Holland.

Der var heller ikke mange fysiske kendetegn at gå efter. Det eneste, Welzenbagh bed mærke i, var, at liget havde helt sort hår.

»Jeg tænkte, at han måske kunne være fra Spanien. Det er ikke mange andre steder i Europa, man ser den hårfarve, i hvert fald ikke blandt etniske europæere«, siger han.

Da The Wetsuitman blev fundet, var fire windsurfere meldt savnet i England. Hovedteorien de første dage var, at det var en af dem, som var drevet i land. Windsurferne viste sig imidlertid allerede at være fundet. Det samme gjaldt en fransk dykker, der var forsvundet ud for Normandiets kyst. Alligevel oplyste de hollandske medier, at fundet på Texel var en omkommet dykker fra Frankrig.

»Det var selvfølgelig forkert, men selv på vores møder blev han omtalt som dykkeren. Jeg brød mig ikke om det«, siger Welzenbagh.

»Vi kunne ikke vide, hvilken form for vandsport han havde dyrket. Hvis vi omtalte ham som dykker, var jeg bange for, at vi skulle overse spor, der kunne hjælpe os. Jeg sagde: ’Fra nu af kalder vi ham The Wetsuitman’«.

Politiet stod på bar bund. Fingeraftrykkene var umulige at genskabe, der var ingen papirer eller andre kendetegn, og der kom hverken respons på dna-profilen eller den efterlysning, der blev sendt ud gennem Interpol.

Det eneste håndfaste, Welzenbagh havde, var selve våddragten: En 5 millimeter tyk neoprendragt med hætte, lavet til dykning og snorkling i temperaturer mellem 16 og 24 grader. I Nordsøen og Den Engelske Kanal når temperaturen i vandet sjældent over de 15. I slutningen af oktober, hvor liget blev fundet, er normaltemperaturen iskolde 10 grader.

»Der var noget, der ikke stemte«, siger Welzenbagh.

Våddragten gav næste spor

RFID står for 'Radio Frequency Identification' og er bittesmå chips, såkaldte tags, der bruges til alt fra at registrere antal forbikørende ved betalingsanlæg til at identificere kæledyr. De bruges også i mange slags varer som et moderne stregkodesystem og lagrer information om, hvor varen befinder sig, lige fra den bliver produceret, til den skannes ved kassen og forsvinder ned i en indkøbspose.

Det vidste John Welzenbagh. Da han opdagede det lille RFID-symbol på det fastsyede mærke med våddragtens serienummer og varedeklaration, forstod han, at han kunne finde ud af, hvor og hvornår dragten blev solgt. Og – hvis der stod et kreditkortnummer på kvitteringen – hvem der købte den. Her er, hvad han fik at vide:

Klokken 20.03, tirsdag 7. oktober 2014, stod en kunde foran kassen i sportsforretningen Decathlon i den franske havneby Calais ved Den Engelske Kanal. Kunden købte en våddragt af mærket Triboard Subsea 5 mm, størrelse medium, til 79 euro. Kunden købte også håndplader – som svømmere kommer på hænderne for at få mere modstand under træning – snorkel, dykkermaske, svømmefødder, vandsokker – der normalt bruges til vandgymnastik – og en grå, vandtæt plastmappe i A4-format.

Men der var mere! Alle varer på kvitteringen var købt i to eksemplarer. Welzenbagh vidste godt, hvor den ene våddragt var blevet af: Den lå på bevislageret i Holland.

Da han fik tilsendt serienummeret på våddragten fra Norge, stod det også klart, hvor den anden var havnet: 87 dage efter at den blev købt, blev den under en vinterstorm fundet af en arkitekt på Lista, 850 kilometer fra Calais.

Den samlede pris for varerne var 256 euro, knap 2.000 kroner. Kunden betalte kontant. Der er ingen overvågningsvideo fra butikken.

Hverken dna-profilen på liget i Holland eller Norge har givet noget match gennem Interpols søgninger. Foran kassen i Decathlon i Calais, en lille time efter solnedgang 7. oktober 2014, ender alle spor i sagen.



2. DEL

'Junglen'

Sandet fyger over jorden i den bidende vind og gør det vanskeligt at se noget. Nogle hundrede meter længere fremme, i det gråbrune sand mellem to små bakketoppe i landskabet, går en håndfuld flygtninge i en støvsky og skubber en indkøbsvogn med vandflasker mod vinden.

»No camera«, råber den ene af dem, da han får øje på os. Med en vred håndbevægelse beder han os forsvinde.

Omkring os blafrer det i blå, sorte og grønne telte, som i bedste fald er sat sammen af stave, ståltråd og plastiksække. Der er hundredvis af dem, spredt overalt på den store grund, som tidligere var et sted, hvor folk dumpede affald.

Her bor godt 2.000 såkaldt illegale flygtninge fra hele verden. Der ventes at komme dobbelt så mange i løbet af sommeren. De har næsten intet vand, ingen strøm, ingen regler, ingen vagter, ingen varme, ingenting.

En næsten to meter høj, muskuløs afrikansk mand i 20’erne går langs vejen mod bygningskomplekset, hvor flygtningene siden januar i år har fået serveret et måltid om dagen. Det er også der, man finder den eneste vandhane i området.

Klokken er elleve om formiddagen. Han er hønefuld og knuger hånden om en flaske rosévin fra Lidl. Han græder højlydt. Stemmen brister. »I wanna go home«, skriger han. »I wanna go home to Africa«.

Velkommen til den gudsforladte, sygdomshærgede og meget uofficielle flygtningelejr i Calais. Et totalt svigt i Vesteuropas forsøg på at behandle flygtninge med bare et minimum af værdighed. Lejren, som ingen har ønsket, men som alligevel er der og stadig vokser. Lejren, som ingen har navngivet, men som alle ved, hvad hedder.

Velkommen til The Jungle.

Calais med sine 70.000 indbyggere ligger lige der, hvor Den Engelske Kanal er smallest. Der er 34 kilometer over til England. Når det er godt vejr, kan man tydeligt se de karakteristiske hvide kalkstensklipper ved Dover på den britiske side. Ellers er Calais søvnig og lidt charmeforladt af en fransk havneby at være. Rejseguiden Lonely Planet beskriver byen som det sted i verden, som flest har passeret uden at stoppe.

Nogle kilometer uden for Calais ligger Eurotunnel. Store tog fragter passagerer, personbiler og lastbiler gennem tunnelen under kanalen. Færgen til Dover afgår fra havnen i Calais.

Seneste tilføjelse til den nærmest militære bevogtning er et fem meter højt og 20 kilometer langt pigtrådshegn, som sidst blev brugt under Nato-topmødet i Wales. Det blev doneret af de britiske myndigheder sammen med 12 millioner pund for at øge sikkerheden omkring færgen og tunnelen.

Kun ét mål: England

Flygtningene i The Jungle har kun ét mål for øje: at komme til England. Spørgsmålet er bare hvordan.

Det er opgjort, at mindst 15 flygtninge fra Calais døde sidste år, heriblandt en 16-årig pige. De fleste blev kørt over på motorvejen. En døde, da han fra en bro hoppede ned på en forbikørende lastvogn. En blev fundet død i en å, en faldt i fuld fart ned fra sit gemmested på hjulakslerne under en turistbus. Dertil kommer alle dem, der ikke figurerer på de officielle lister. Dem, ingen har hørt om. Dem, ingen husker, og ingen har spurgt efter.

Flygtningeteorien må være dukket op, så snart det lykkedes John Welzenbagh og kollegerne i Holland at knytte våddragten til Calais. En person med fast tilknytning til Europa, en mand fra Calais eller en almindelig turist ville være blevet meldt savnet af familie eller venner. Politiet ville have hørt om det.

En anden ting, Welzenbagh studsede over, var det udstyr, der fremgik af kvitteringen. Det hang ikke sammen. En blanding af konkurrencesvømning, vandaerobics og dykning. For ham at se ville ingen med et minimum af kendskab til vandsport købe den kombination af varer.

Var det mon flygtninge, som forsøgte at svømme til England?

I et butiksområde lige uden for centrum af Calais ligger sportsforretningen Decathlon. Det er en større butikskæde, hvor man kan købe alt muligt, og man kan købe det billigt.

Da vi går ind gennem døren til Decathlon en morgen i slutningen af april, er de fleste ansatte travlt beskæftigede. En ung dame sorterer varer for enden af den gang, som adskiller surfbrætter og badedragter. Vi forklarer, at vi er journalister, og at to mænd er fundet døde i våddragter, som blev købt her 7. oktober i fjor.

»Jeg ved det godt«, siger hun. »Politiet har ringet til os. Det var mig, der stod ved kassen«.

Hun siger, hun bliver nødt til at snakke med sin chef, og går så væk et lille minuts tid. Da hun kommer tilbage, siger hun, at hun ikke kan tale med os, og at vi ikke må nævne navnet på butikken, hvis vi skal skrive noget.

Vi går lidt rundt i butikken, og et par minutter senere møder vi hende igen henne ved hylden med våddragter.

»De købte to af de her«, siger hun lavt og peger på en af dragterne.

Hun virker nervøs. Hun sørger for at tale lavt, og at ingen ser, at hun taler med os.

»Jeg kan godt huske dem, men ikke særlig tydeligt. Det var to unge fyre, vistnok i tyverne. De var flygtninge og så ud, som om de kunne være fra Afghanistan«, siger hun.

Efter ligfundet på Texel tog politiet i Holland nogle fotos og sendte dem til en engelsk ekspert, som lavede en fantomtegning af manden. Den viser vi til kvinden i butikken.

»Jeg kan ikke sige, om det er en af dem. Det kan jeg ikke huske«.

»Sagde de noget om, hvad de skulle bruge våddragterne til?«.

»Nej. Men jeg har hørt, at de svømmer ud til små både, som fragter dem til England. Jeg kan ikke sige, om det er en af dem. Jeg kan ikke huske det«.

»Har der været flere flygtninge, som har købt våddragter her?«.

»Det er bare noget, jeg har hørt fra andre, der arbejder her. Men det sker vel omtrent en gang om måneden. Mere ved jeg ikke«.

Flygtningeproblemet i Calais begyndte i 1999. I en ubenyttet hangar lige ved tunnelen åbnede Røde Kors flygtningecentret Sangatte. Det skulle give husly til nogle hundrede kosovoalbanere på flugt fra krigen på Balkan.

Tre år efter havde Sangatte udviklet sig til en politisk betændt sag for Frankrig og England. Et par hundrede flygtninge fra Kosovo var nu blevet til 1.600 flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. Hver eneste nat forsøgte hundredvis af dem at komme over til England ved at gemme sig i anhængere, som skulle med på færgen eller gennem tunnelen. Anklagerne føg frem og tilbage over Kanalen om, hvem der havde ansvaret.

I Sangatte kom det til optøjer mellem etniske grupper, flygtninge klippede hul i hegnene og stormede tunnelterminalen. ’Stop the invasion’, stod der på forsiden af den engelske avis Daily Express.

I december 2002 oplyste den britiske indenrigsminister, David Blunkett, at Frankrig var gået med til at lukke Sangatte. Flygtningene fortsatte dog med at komme. Det eneste, som ændrede sig, var, at de nu ikke længere havde noget sted at være.

De begyndte at lave deres egne hjem. Nogle boede på gaden, andre etablerede små slumbyer. De fleste slog sig efterhånden ned på en fabriksgrund, som tilhørte en af Europas største producenter af titandioxid. Det blev til den første ’jungle’ i Calais: The Tioxide Jungle.

Det er eftermiddag i det, som nu kaldes The Jungle – eller New Jungle. Henok er 26 år og flygtet fra rædselsregimet i Eritrea og har været her i en måned. Han går i cowboybukser og en gammel flannelsjakke, taler lavmælt, siger ikke så meget og har trætte øjne, som har set for meget.

Han tager os med til et eritreisk område af The Jungle. Flygtningene holder sig for det meste til deres egne.

»Det her er et farligt sted«, siger han.

»Vi fryser, har ikke noget vand, og der er slanger her. Det er ikke sted for mennesker«.

Han fortæller, at han tog fra Eritrea for otte måneder siden. Først til Sudan, så gennem Sahara til det borgerkrigshærgede og lovløse Libyen. Der blev han taget af politiet og sad fængslet i tre uger. Han fik aldrig at vide hvorfor. Både militæret og politiet i Libyen er gennemkorrupte. For 500 dollars betalte han sig ud af fængslet. Derefter tog han til menneskesmuglerne i Tripoli, fik tilsendt penge fra familien i Eritrea og betalte de 1.700 dollars for at blive stuvet om bord på en båd over Middelhavet.

»Jeg kan blive dræbt i Eritrea, dræbt i Libyen eller drukne i Middelhavet. Ligegyldigt hvad må jeg prøve at gøre noget«.

Før vi når at spørge Henok, om han har hørt om flygtninge, som har forsøgt at svømme over, eller om menneskesmuglere, som i små både fragter folk til England, må vi afbryde interviewet. Fotografen står uden for den lille kreds af telte, da en etiopisk flygtning prøver at bestjæle ham. Eritreerne, vi sidder sammen med, bliver rasende, og tyven lunter bort. Vi får besked på selv at komme væk.

»Han kan komme tilbage med flere folk. Det er ikke sikkert for jer at være her nu«.

Nogle timer senere udbryder der slåskamp mellem sudanere og eritreere i The Jungle. Vi får at vide, at de kom op at skændes om, hvis tur det var til at forsøge at gemme sig i anhængerne ved færgen. Flere skal have brugt kniv under slåskampen. En af de få kvinder, der bor i The Jungle, endte på hospitalet med brandskader, efter at hendes telt angiveligt blev stukket i brand.

Georges Gilles er pensionist og har arbejdet som frivillig nødhjælpsarbejder i Calais i fire år. Hver dag kører han rundt i en hvid varevogn, en ældgammel Fiat, og deler tæpper, mad og presenninger ud. Der er aldrig nok. Vi spørger, om han ved noget om, hvordan menneskesmuglerne opererer.

»De er overalt, men holder sig i skjul. De er ofte kurdere, afghanere eller albanere. Albanerne er de værste«.

De flygtninge, som har råd til at betale smuglerne, bliver samlet op langs motorvejene flere kilometer uden for Calais for at undgå det strenge vagtværn. Om natten gemmer smuglerne flygtninge i og under anhængerne, som står parkeret på rastepladser og benzinstationer.

»Hvis jeg var jer, ville jeg holde mig langt væk. Hvis de ser, at I tager billeder, bliver I slået ihjel«.

Alle her har ar. Nogle er synlige, andre er på sjælen. Afghanske Khalil Khaman Khalily har flere. Et af dem er 20 centimeter langt og går fra navlen og op til brystkassen.

»Taleban«, siger han.

Khalil fortæller, at han i Afghanistan arbejdede hos et byggefirma, som fik en opgave for Nato i 2007, så han blandt andet arbejdede ved militærlejren Shorabak i Helmandprovinsen.

For fem måneder siden blev han kidnappet, spærret inde og stukket med kniv, da han skulle møde en mulig ny arbejdsgiver.

»Alle afghanere, som har arbejdet for Nato, lever livet farligt«, siger han.

Det lykkedes ham at stikke af, da en af vagterne havde drukket sig fuld. Han fik hjælp til at komme videre til Kabul, hvorfra han flygtede videre mod Europa. På grænsen mellem Iran og Tyrkiet blev han anklaget for enten at være IS-soldat eller afghansk spion. Han siger, han blev tortureret i to dage, indtil de mente, at han nok ikke havde noget at fortælle. Resten af hans historie handler om kyniske menneskesmuglere og om, hvordan han til sidst flygtede til fods gennem Balkan. Han kom ind i EU og Ungarn gennem en skov ved den serbiske grænseby Subotica. Derfra rejste han som blind passager med tog til Paris og Calais.

»Jeg føler mig heller ikke tryg her. Prøv at se dig omkring. Jo længere man er her, jo mere deprimeret bliver man«. I løbet af de 20 dage, han har været her, har han gjort 25 mislykkede forsøg på at komme til England, hvor han har en bror, som studerer datalogi. Han drømmer om at blive militærkirurg og rejse tilbage til Afghanistan.

»Jeg må være forsigtig på grund af mine sår, men jeg skal nok komme til England, når jeg kan tage større chancer«, siger han.

Vi spørger, om han har hørt om flygtninge, som har forsøgt at svømme over. Han griner og ryster på hovedet.

»Vi tager jo knap nok bad«.

Vi viser ham tegningen af den mand, som politiet i Holland kalder The Wetsuitman.

»Han ser afghansk ud. Jeg har ikke hørt om ham, men jeg har ikke været her særlig længe. Folk kommer her, så rejser de igen, så snart de kan«.

En anden gruppe afghanere kommer til. De byder os på te og fører os med ind i et telt, hvor der bor fem-ti flygtninge fra Panjshir. De har et lille forråd af løg og kartofler, en indkøbsvogn med ris og pasta og en bålplads, hvor de varmer te i en stor gryde. De er langtfra de første, vi møder, som bærer rundt på historier om politivold.

En af dem har højre arm i gips. Han siger, han hedder Khalid og er 26 år, og at han faldt og brækkede armen, da han sammen med flere andre blev jagtet af politiet inde i Calais.

»Vi havde ikke gjort noget. Politiet her er som løver, og vi er bøffelflokken«.

Flere af de flygtninge, vi møder, fortæller, at de bliver slået med knipler, sparket og sprayet med peberspray i ansigtet på klos hold, når politiet finder dem og trækker dem ud af lastbilerne.

Historierne er identiske med det, man kan læse i den rapport, organisationen Human Rights Watch udgav i januar, baseret på interviews med 44 flygtninge i Calais. Anklagerne blev afvist af de franske myndigheder, som mente, at organisationen ikke havde tjekket fakta.

For nogle uger siden lagde organisationen Calais Migrant Solidarity en video ud på nettet. Den skal være optaget 5. maj i år og viser nøjagtigt det, flygtningene fortæller om: Politibetjente, som hiver dem ud af anhængere, sparker dem, slår dem med knipler og skubber dem ud over autoværnet.

Myndighederne siger, de vil efterforske hændelsen, og politiet i Calais overvejer at indkøbe såkaldte Gopro-kameraer for at kunne dokumentere, at de nogle gange ikke har andet valg end at anvende magt for at stoppe flygtningene.

»Resten af verden aner ikke, hvordan vi bliver behandlet. Gå ud og fortæl dem om smerten blandt folk her i junglen«, siger Khalid.

Han virker som en slags chef for det telt, vi sidder i. Han boede flere år i England, men blev udvist efter at »have gjort noget dumt«. Nu har han været i Calais i fire måneder.

Vi fortæller om den sag, vi arbejder på. Vi viser ham billedet og spørger, om han eller de andre har hørt noget. De sender tegningen rundt, studerer ansigtet.

»Han ligner en hazara. De er afghanere, men stammer fra mongolerne«, siger Khalid.

»Men jeg har ikke hørt om nogen, som køber våddragter eller svømmer over, og jeg er den, der har været her længst. Det er sørgeligt, hvis han kom herfra, og ingen kan finde ud af, hvem han var. Men det er sådan, det er. Der kan dø hundrede afghanere, uden at nogen tager sig af det«.

Vi takker for teen, ønsker dem alt vel og går ud i The Jungle igen for at lede efter hazara-flygtninge. De plejede at have deres egen lille lejr et sted, men de fleste er væk nu.

Vi bliver ved med at vise tegningen til flygtninge, vi snakker med, men vores tolk bryder ind og tager os til side. Han har selv været flygtning i Calais. Nu er han journalist og har lavet en afghansk radiokanal i London.

»I må holde op med at vise tegningen frem«, siger han.

»Der er mange, som snakker om jer nu. De tror, I kommer fra politiet eller er menneskesmuglere forklædt som journalister, og at I leder efter nogen, I skal have fat i. Vi må hellere gå nu«, siger han.

For yderligere at komplicere billedet nævner han de afghanere, vi har drukket te med i teltet.

»Jeg ved ikke, om I lagde mærke til det, men flere af dem har været i England. De har smartphones, engelske sim-kort og ser ud til at tage den med ro. De er topfolk«.

»Traffickere?«.

»Det er svært at sige. Sandsynligvis står de i kontakt med smuglerne og hjælper dem med at skaffe folk. Der var flere af dem, som ikke ville have noget med jer at gøre«.

Det er så småt ved at blive aften i The Jungle, og flygtningene er begyndt at røre på sig. De tager mørkt tøj på, pakker poser og rygsække og begynder at gå i retning af tunnelen og færgeterminalen.

Ved det center, hvor der blev delt mad ud et par timer forinden, er der roligt nu. Vi taler med flere hjælpearbejdere, men ingen har hørt om nogen, der forsvandt i oktober. De har heller ikke hørt, at nogen skulle have forsøgt at svømme over, og ingen kan bekræfte, at menneskesmuglerne bruger småbåde over kanalen.

Vi spørger en politimand.

»Om nogen er svømmet over? Ikke hvad jeg har hørt af«, siger han. »Men vi patruljerer ikke langs stranden. Vi kender ikke til alt, hvad der foregår. Beklager, men jeg kan ikke hjælpe jer«.

Fra stranden i Calais ser vi færgen ’Pride of Burgundy’ stævne ud fra havnen og sætte kurs mod Dover. England er en grå stribe i horisonten. Under færgens dæk, gemt i containere eller under lastbiler, ligger flygtningene. De har holdt vejret gennem kontrolposterne, forbi politihundene og ind på færgen. Der har de hørt lyden af de tunge kæder, som låser hjulene fast før overfarten, og endelig lyden af bovporten, der går i. Lyden af tryghed. De er blandt de heldige. Om 90 minutter begynder et nyt liv.

På en kirkegård på øen Texel ligger der i hjørnet af kirkegårdens afsnit E, mellem Anneke Molenar van den Brink og Anna Cornelia Alida Boer, en grav uden navn. På den finder man ingen gravsten, intet mindeord, ikke noget ’Hvil i fred, min kære’, kun en ny lille jordhøj, hvor en eller anden har sat et enkelt fodaftryk mellem små spirer af græs og tusindfryd.

»Jeg vil så gerne give ham navnet tilbage. Ingen familie fortjener at leve i uvished«, siger efterforsker John Welzenbagh.

Han var selv med til begravelsen.

»Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde ud af, hvem han var, men nogle gange lykkes det ikke«, siger han.

Før vi tager fra Calais, fortæller vores tolk, at der findes afghanske grupper på Facebook, hvor der nogle gange lægges efterlysninger ud. Han får en kopi af fantomtegningen af The Wetsuitman og en kort tekst, som beskriver sagen.

To dage senere ser en fransk hjælpearbejder i Calais opslaget. Hun siger, hun har kontakt til en syrer i England, som kender en anden syrer, som vistnok har ledt efter sin nevø i månedsvis. Nevøen skal have været i Calais, før han forsvandt.

3.DEL

Drengen der kunne se England

I et fremmed land stod en ung mand tusindvis af kilometer hjemmefra og kiggede ud over havet. Han havde rejst i 142 dage. Det var blevet efterår. Som sædvanlig var vejret råkoldt her langs kysten i det nordvestlige Frankrig.

Det sted, han engang kaldte sit hjem, Damaskus i Syrien, var ikke længere noget hjem. Hans familie, moren, faren og hans fire søstre, var flygtet til Jordan. Han havde ikke set dem, siden han drog af sted for fem måneder siden. Nu var det 7. oktober 2014. Det var eftermiddag, og han havde kun været i Calais i et par timer.

Han tog sin mobil, åbnede for WhatsApp og sendte en besked til sin onkel i Bradford, en lille by mellem Leeds og Manchester.

»Jeg kan se England«, skrev den unge mand.

Han skrev også, at han regnede med, at det var muligt at svømme ud til en båd eller svømme over kanalen.

Onklen svarede, at det var som Marmarahavet, det tyrkiske indhav: Man kan se land på den anden side, men der er meget længere, end man tror.

»Du må ikke prøve at svømme over. Det går ikke. Gem dig i en lastbil«, skrev onklen tilbage.

»Jeg prøver i dag«, svarede den unge mand. Han skrev ikke hvordan.

Samme aften, en time og 43 minutter før to våddragter blev købt i sportsforretningen Decathlon lige uden for centrum i Calais, sendte den unge mand en besked til søsteren og familien i Jordan:

»Jeg savner jer«.

Siden er der ingen, der har hørt noget som helst fra 22-årige Mouaz Al Balkhi fra Syrien.

Badi er 38 år gammel, hans hår er strøget glat bagover, hans skjorte er ternet, og hans varme smil dukker op, når han leder efter de rigtige ord på engelsk. Han er onkel til Mouaz og kom selv til England som flygtning. Han gemte sig i en anhænger ved Dunkerque, lige nord for Calais, og kørte med gennem tunnelen under Kanalen.

Badi har fået asyl i England i fem år og bor med sin kone og to små døtre i et typisk engelsk murstenshus i et indvandrerkvarter i Bradford, en times kørsel fra Manchester.

Da Mouaz stod på stranden i Calais og skrev, at han ville forsøge at komme til England, var det her, han ville hen.

Onklen forsøgte at ringe til Mouaz 8. oktober. Der blev ikke svaret. De næste døgn prøvede de at ringe flere gange om dagen, men fik hele tiden kun fat i telefonsvareren – der spillede en arabisk sang, de har hørt utallige gange de seneste otte måneder.

Efter nogle dage forstod de, at der måtte være sket et eller andet med Mouaz. De vidste, han havde 300 euro i kontanter, og frygtede, at han var blevet bestjålet og dræbt. Junglen er lovløs.

Da der var gået en uge, tog to slægtninge turen fra Skotland til Calais for at kontakte politiet der. Det mest sandsynlige, tænkte de, var, at Mouaz var blevet arresteret og ikke havde mulighed for at kontakte familien.

»Politiet sagde, de ikke kunne hjælpe os«, siger onklen.

En måned senere var de tilbage på politistationen i Calais. Politiet havde stadig intet nyt. De havde taget et billede af Mouaz med og gik rundt blandt flygtningene i The Jungle. De tog også på hospitalet og til lighuset, men ingen havde set ham eller hørt noget.

I marts i år kontaktede de politiet i England. Ifølge Badi fik de besked om, at det egentlig ikke er en sag for de britiske myndigheder, fordi Mouaz er meldt savnet i Frankrig, men de lovede at lave en eftersøgning via Interpol. Ifølge familien er den eneste besked, de har fået fra det engelske politi, at Mouaz ikke sidder fængslet i Bradford. De har været i kontakt med en advokat og med Røde Kors og migrationskontoret i England.

»Mouaz’ mor ringer til mig hver dag for at høre, om der er nyt. Det er helt forfærdeligt at leve i uvished, og ingen har kunnet hjælpe os. Da du ringede, var det første gang, vi hørte noget konkret om, hvad der kan være sket«.

Badi vil høre alle detaljer om ligfundene i Norge og Holland. Han spørger, om vi tror, en af dem kan være hans nevø. Meget af det, onklen fortæller – dato, sted, hvor mange penge Mouaz havde på sig, at han talte om at svømme over – stemmer overens med detaljerne i sagen om våddragterne. På den anden side rejste han ifølge familien på egen hånd. Kunne man finde på at svømme mod England sammen med en, man ikke kender?

Vi fortæller Badi, at det eneste, som kan give svar, er en dna-prøve. Vi giver ham et par plastikhandsker og en lille vatpind af den type, man fjerner sminke med, og beder ham skrabe den mod indersiden af kinden. Cellerne i mundhulen fæstner sig på pinden, som vi lægger i en lille plasticpose. Han tegner også et lille stamtræ over familien for at vise, hvilken relation han har til Mouaz.

Tilbage i Norge giver vi spytprøverne til teknikerne fra Kripos’ id-gruppe, som går med til at forsøge at finde frem til en dna-profil og tjekke den med den fra fundet på Lista. Kripos sender også en forespørgsel gennem Interpol og får tilsendt dna-profilen på liget fra Holland.

Rahaf er lillesøster til Mouaz. Hun er 19 år og bor i Jordans hovedstad, Amman, med resten af familien: tre søstre, mor og far. Vi taler med dem via Skype. Rahaf oversætter, mens moren fortæller om sønnen, som de ikke har set i over et år.

Mouaz og søstrene voksede op i Syriens hovedstad, Damaskus. Deres far sad fængslet i 11 år, fordi han støttede oppositionen, og blev løsladt i begyndelsen af 2011. Familien boede i et flerkulturelt kvarter. Shiaer, sunnier, kristne, jøder, alawitter. Mouaz var venner med alle. Han har aldrig været oppe at toppes med nogen, fortæller moren:

»Hvis nogle begyndte at skændes, forsøgte han altid at skabe fred«.

Han kunne godt lide film, og han kunne godt lide at svømme, fortæller søsteren. Før borgerkrigen brød ud, tog Mouaz en gang om ugen til svømning i et svømmeanlæg i Damaskus. Familien gjorde derefter som millioner af andre: De flygtede fra krigen i Syrien og kom til Jordan i 2013. Men Mouaz blev tilbage i Damaskus for at gøre sin uddannelse til elektroingeniør færdig. Han blev hele tiden stoppet på gaden af Assad-regimets tropper. Det spillede ingen rolle, om man var oprører eller universitetsstuderende. Nogle gange blev han taget med på politistationen og tilbageholdt, til de fik bekræftet hans identitet. Mouaz holdt ud et halvt års tid, før også han flygtede til Jordan.

Det lader ikke til, at Mouaz var tvunget til at rejse videre fra Jordan, men søsteren fortæller, at han ikke kom ind på studiet i Amman. Derudover havde faren svært ved at finde arbejde der. Mouaz følte, han havde et ansvar for familien. Hans plan blev, at han ville rejse til Tyrkiet og begynde på universitetet der, og så skulle familien følge efter. Men Mouaz kom heller ikke ind på universitetet der, og ifølge søsteren kunne han ikke rejse tilbage til Jordan som flygtning, når han først havde forladt landet. Han bestemte sig for England.

»Der har de gode love for flygtninge, han kunne studere, og vores onkel bor der også«, siger Rahaf.

At dømme ud fra det, familien fortæller os, lader det til, at Mouaz havde rejst relativt problemfrit indtil da, men nu begyndte at tage større chancer. 17. august 2014 tog han et fly fra Tyrkiet til Algeriet i Nordafrika. Derfra gik han to dage gennem ørkenen og krydsede grænsen til det lovløse og livsfarlige Libyen.

Han fortalte ikke meget om Libyen. Familien ved blot, at han var der i 10 dage, før han fik plads på en af flygtningebådene over Middelhavet til Italien. Båden skal være blevet samlet op af den italienske marine og reddet i land, men familien ved ikke rigtig, hvad der skete. Mouaz var vist syg og sov det meste af tiden de tre dage, turen over havet mellem Libyen og Italien tog.

5. september kom han til Dunkerque nord for Calais. De næste to uger forsøgte han 10 gange forgæves at gemme sig i en anhænger for at komme til England. Han sendte ofte beskeder til familien. De spurgte så, hvordan han havde det, om han kunne holde varmen, og om han havde noget at spise. Han svarede altid, at de ikke skulle være bekymrede.

Så tog han tilbage til Italien efter at have hørt, at det var muligt for ham at tage et fly til England. Det viste sig at være forkert, og så steg han igen om bord på toget til Dunkerque, hvor han to gange og stadig uden held forsøgte at gemme sig i en anhænger. Han havde ikke råd til at betale menneskesmuglere og må være rejst alene. Om formiddagen 7. oktober tog han fra Dunkerque til Calais. Familien ved ikke, om han tog af sted med andre eller alene, men siger, at nogle flygtninge, han havde lært at kende tidligere, allerede var rejst videre.

Søsteren var den sidste, der talte med ham. Han fortalte, at han ville forsøge at komme til England fra Calais, men ikke noget om hvordan. Hun siger, at han flere gange havde sagt, at det måtte være let at svømme ud til en båd eller færge nær kysten og klatre om bord, men at han aldrig havde sagt noget om at svømme hele vejen over kanalen.

Hun fik den sidste besked klokken lidt i halv syv om aftenen 7. oktober. Han skrev, at han savnede dem. Rahaf nåede ikke at svare.

»Mouaz ville have sagt det til os, hvis han tænkte på at gøre noget farligt, så vi er sikre på, at han ikke prøvede på at svømme over. Vi tror, han er i fængsel i Frankrig eller England, og vi prøver at få svar fra politiet. Det er dem, der er ansvarlige«, siger hun.

De dna-prøver, vi fik af Mouaz’ onkel i Bradford, viser ifølge Kripos, at der med sikkerhed ikke er noget slægtskab mellem onklen og det lig, som blev fundet på Lista. Med hensyn til liget i Holland er der ikke tilstrækkeligt dna-materiale til at kunne give et sikkert svar.

Vi opstiller flere scenarier om, hvad der kan være sket med Mouaz. Ingen af dem virker særligt sandsynlige. Det er sjældent, nogen forsvinder sporløst fra Calais. Vi tager endnu en gang kontakt til hjælpeorganisationer i Calais og Dunkerque, men får ingen nye tips. Ingen har hørt om andre, der blev væk i oktober.

Detaljerne i historien om Mouaz – den dato, han forsvandt, at han snakkede om at svømme, at han havde penge nok til en våddragt, men ikke til at få hjælp af smuglere – får os til at kontakte familien igen for at foreslå, at der tages endnu en dna-prøve. For at undgå, at der skal opstå tvivl, sender vi særligt udstyr til prøvetagning, som vi får via Kripos, til en kontakt i Jordan. Han tager med moren, faren og en af søstrene til Mouaz til en klinik i Amman, hvor der bliver taget to sæt prøver. Det ene bliver sendt til Kripos, det andet til politiet i Holland.

Kripos ringer først. Heller ikke det nye dna-materiale matcher til personen, som blev fundet på Lista. Et par dage senere får vi svaret fra Holland.

Hvad håber man på, hvis en søn, bror eller nevø har været borte i otte måneder, og valget står mellem fortsat nagende uvished eller bundløs sorg? I uvisheden findes der altid en spire af håb. Et dødsbudskab giver ganske vist svar, men det er endegyldigt. Det telefonopkald, man venter på fra den stemme, man har savnet, og som siger: »Mor, jeg er i live«, vil aldrig komme.

Vi ved ikke, hvor langt han nåede. Vi ved ikke, hvilken plan han havde. Vi ved ikke præcist, hvor han tog de første skridt ud i det iskolde vand, eller hvem der gik ved siden af ham. Vi ved ikke, om han var bange.

Men nu ved vi, hvad han hed. Vi ved, at han gerne ville gennemføre sine elektroingeniørstudier i England og hjælpe sin familie i Jordan. Vi ved, at han savnede dem. Det var det sidste livstegn, han gav.

På en kirkegård på øen Texel, mellem Anneke Molenar van den Brink og Anna Cornelia Alida Boer, er der en navnløs grav. Under spirende tusindfryd, græs og løvetand hviler den unge mand, som kunne se England.

Han hed Mouaz Al Balkhi, blev født 6. november 1991 i Damaskus og drømte om et bedre liv.

Han blev 22 år.

Laboratoriet har bekræftet et match mellem dna-profilen på den unge mand, som blev fundet på stranden på Texel, og det dna-materiale fra Mouaz Al Balkhis mor og far, som laboratoriet fik tilsendt fra Jordan.

»Vi har al mulig grund til at tro, at sagen er opklaret, men må foretage de nødvendige formaliteter, før vi kan komme med en officiel udtalelse«, siger efterforsker John Welzenbagh fra den hollandske specialenhed for savnede personer i Nordsøen.

4. DEL

Hej Anders, Jeg har nyt ... Måske har vi fundet den anden person. Hans fætter har set noget, der blev postet på en hjemmeside, og siger, at hans fætter forsvandt i samme måned efter at have nævnt noget om at købe en våddragt. Nu vil han gerne i kontakt med dig. Kan jeg give ham nummeret til din Skype-konto?

19. juni 2015, klokken 18.23. Besked fra Rahaf Al Balkhi, der er søster til Mouaz, som blev fundet død i Holland.

På sit profilbillede på Facebook flyder han vægtløs rundt over et koralrev i det krystalklare vand ud for Libyens kyst. Bag dykkermasken ser han lige ind i kameraet. Det ser ud, som om han smiler, men det er svært at sige på grund af iltslangen. Øjnene stråler, de tilhører en ung mand, som er lige præcis der, hvor han ønsker at være. Vægtløs i det blå, blandt fisk, koraller og flimrende lys. Han har været savnet siden 7. oktober i fjor.

Ziad Qataf åbner døren til beboelsesejendommen og viser vej op til en nedslidt etværelseslejlighed på anden sal. Den indeholder alt, hvad han ejer: nogle få møbler, en mobiltelefon, en computer, et par sæt tøj og en lille samling bamser i en kurv bag sengen.

Ziad er fætter til manden på billedet, den 28-årige Shadi Omar Kataf fra Damaskus i Syrien, og han er den sidste, som talte med Shadi, før han forsvandt. Vi er i den belgiske by Leuven, en halv time uden for Bruxelles. Ziad er statsløs palæstinenser, har boet alene her i fem år og venter på muligheden for at søge statsborgerskab i Belgien.

Sent på eftermiddagen 7. oktober i fjor ringede telefonen, og Ziad hørte sin fætters stemme i den anden ende.

»Det er Shadi. Jeg er i Calais i Frankrig. Du må komme og hente min laptop og rygsæk. Jeg har ikke penge nok til at bruge menneskesmuglere, så jeg køber en våddragt og svømmer til England«.

»Jeg sagde til ham: ’Er du komplet idiot? Du kan da ikke svømme til England! Det er alt for langt, og der er høje bølger’. Jeg sagde, at han hellere skulle pakke sine ting og komme her. Så løb hans telefon tør for strøm«.

Ziad forsøgte at ringe, igen og igen, også de efterfølgende dage. Fætterens telefon blev aldrig tændt igen. Shadi var borte.

Bryllupssangeren Omar Kataf og hans kone, Samira, fik deres første barn 2. juli 1986. De kaldte ham Shadi, ’sanger’ på arabisk. Shadi og snart også to yngre søstre, Racha og Nagham, voksede op i bydelen Al Qadam i Damaskus. De boede med storfamilien i en fireetagers ejendom.

Shadi kunne godt lide at tegne, han var sportsinteresseret, spillede fodbold, svømmede og elskede at fotografere. Som ung blev han arbejdsmand og fik arbejde hos en dækforhandler. Han kunne også lide at køre på motorcykel. Lidt senere fik han sit eget værksted, Kataf, hvis nummer stadig står i telefonbogen i Damaskus. Så blev det 2011. Først kom der protester, så oprør, gadekampe, bomber og til sidst en af de mest brutale og blodige borgerkrige i moderne tid.


Storfamilien Katafs hus blev sønderbombet af Assad-regimet i 2012, og de flyttede til den del af Damaskus, der er kendt som som ’Camp Yarmouk’, en to kvadratkilometer stor bydel, som blev grundlagt for 60 år siden for at huse palæstinensiske flygtninge. Også Yarmouk er blevet bombet sønder og sammen, siden borgerkrigen begyndte.

Forskellige væbnede grupper har kæmpet i gaderne for at få kontrol over området, og regimet har bombet fra luften. De sidste par år har indbyggerne i Yarmouk været belejret af syriske regeringsstyrker.

De har haft et minimum af madforsyninger, elektricitet, vand og medicin. Et billede, som Al-Jazeera publicerede i januar 2014, viser en baby, som er død af ’sultrelaterede sygdomme’. Børn og voksne har måttet spise græs og katte for at overleve.

Tidligere boede der over 150.000 mennesker i Yarmouk. Mange er flygtet, mange er døde, og der er nu under 20.000 tilbage. Blandt dem er Shadis forældre.

»Vi kommer ikke ud herfra. Vi har ingenting«, siger Omar Kataf, Shadis far.

Vi har fået et nummer og en besked om, at han har fundet et nogenlunde trygt sted med telefonforbindelse.

Omar fortæller det, vi allerede ved, men som der alligevel ikke findes dækkende adjektiver til at beskrive.

»Vi har det forfærdeligt«.

I april blev Yarmouk stormet af terrorgruppen IS. Der var kampe i gaderne, folk skal bogstaveligt talt være blevet nedslagtet, og offensiven blev besvaret med bombeangreb fra regimets side. Al nødhjælp blev indstillet, og ifølge FN var situationen »værre end umenneskelig«. Avisen The Guardian omtalte Yarmouk som »det værste sted på jorden«. IS skal nu være ude, men den syriske hær holder fortsat Yarmouk belejret.

Shadi boede i Yarmouk, indtil han i 2012 rejste væk fra Syrien.

»Det var mig, der bad ham tage af sted«, siger hans far. »Der findes intet arbejde her, så da han tog bort, var det, fordi jeg sagde, han skulle rejse til et sted, hvor han kunne finde arbejde«.

Shadi tog til Libyen, det samme gjorde en af søstrene, Racha. Hun blev frisør i hovedstaden Tripoli, men forsvandt i 2013 en dag, hun var på vej på arbejde. Ingen har nogensinde fundet ud af, hvad der skete, men familien tror, hun blev kidnappet. Racha var 26 år og havde to små børn.

Shadi fik et job i et trykkeri i Benghazi, og det var vistnok hans nye chef, som lærte ham at dykke. Shadi tog flere kurser, fik dykkercertifikat og blev forelsket i livet under vand. Da han steg om bord på en båd i Tripoli 25. august 2014, drømte han om at kunne bruge sit dykkercertifikat til at få arbejde som instruktør eller erhvervsdykker, når han kom til Italien.

»Jeg var bekymret for Shadi lige fra den dag, hvor han tog fra os i Syrien. Da jeg hørte, han skulle med båd fra Tripoli til Italien, blev jeg meget bange. Jeg fik en følelse af, at der kunne ske ham noget, at hans liv var i fare«, siger faren.

Nagham Kataf på 27 år er Shadis yngste søster. Hun møder os på pladsen uden for sin lejlighed i byen Osmaniye. Vi er i Tyrkiet, en times kørsel fra den syriske grænse. Nagham har et farverigt sjal over sin hijab og samme ansigt som sin bror. Nu er der kun hende tilbage. Søsteren Racha er død eller kidnappet. Shadi er borte. Forældrene er belejret i Yarmouk.

»Jeg tænker på dem hele tiden. Selvfølgelig er jeg bekymret«, siger hun.

Nagham bor i en lille lejlighed med sin mand, Besam, og fem små børn. De kom til Tyrkiet i januar i år.

Besam har fået arbejde på et bilvaskeri, men de må slide i det for at få enderne til at mødes. Familiens yngste, Omar, er lidt over et år, blev født i Libanon og har været flygtning siden den dag, han kom til verden. Han sidder helt stille i morens arme, og hans vidtåbne barneøjne følger med, mens hun fortæller om Shadi.

Sidst hun så broren, var sommeren 2014. Dengang var Shadi på besøg i Libanon under ramadanen, før han tog tilbage til Libyen og begyndte sin rejse mod Europa. Også hun talte med ham 7. oktober. Den dag, både Shadi og Mouaz Al Balkhi forsvandt.

Vi bruger det udstyr til prøvetagning, vi har fået af kriminalteknikerne hos Kripos, og tager en dna-prøve fra indersiden af hendes mundhule. Hun fortæller, at de længe har været bekymrede for, om Shadi er død, og hun græder, da vi siger, at vi ikke kan give hende sikkert svar før om en uge.

Akkurat som med søsteren Racha, der forsvandt sporløst i Libyen, har familien ledt og ledt efter nyt om Shadi uden at få svar.

Kripos’ id-afdeling har nu analyseret prøverne fra Nagham. Dna-analysen bekræfter, at hun er søster til den mand, der 2. januar i år blev fundet rester af i en våddragt på Lista.

»Han var en så utrolig god dreng. Han var elsket af vennerne, adlød sin far og var en god troende. Jeg kan ikke stille noget op. Det er guds vilje. Jeg må bare acceptere det tragiske. Min søn er død«, siger faren i telefonen.

Familien har kun brudstykker af historien om, hvad Shadi foretog sig i Europa, og hvor han var. Han tog i båd fra Libyen 25. august og kom til Italien tre dage senere. Ingen ved, hvor længe han blev i Italien, eller hvordan han kom ind i Frankrig. I slutningen af september eller begyndelsen af oktober ringede han og fortalte, at livet var meget vanskeligt. Han boede på gaden i Frankrig og havde ikke råd til at betale menneskesmuglere for at få hjælp til at komme videre.

Faren og nogle andre slægtninge i Syrien samlede en smule penge ind til ham. Bankoverførslen gik igennem 7. oktober 2014.

»Det var sidste gang, jeg talte med ham. Han ville købe en våddragt og svømme et andet sted hen. Det var for hårdt at være i Frankrig«, siger faren.

I dagene, der fulgte, var der ingen, som fik kontakt til Shadi. Faren forstod, at noget var gået galt, men han var i Yarmouk og kunne ikke selv gøre noget. Han ringede til slægtninge i Europa og talte også med Nagham, men ingen havde hørt nyt fra Shadi.

Shadi havde fortalt til både faren og søsteren, at han havde problemer i Frankrig, og at han ville købe en våddragt for at komme væk. Ifølge søsteren sagde han også, at han skulle tilbage til Italien. Faren ved ikke, hvor Shadi befandt sig 7. oktober.

»Han sagde bare, at han var i Frankrig. At han var der, hvor Eiffeltårnet er«.

Shadi var i Calais 7. oktober. Det var Mouaz Al Balkhi også. Vi ved ikke, hvor de to mødtes. De var kommet i båd over Middelhavet med bare et par dages mellemrum og kan have mødt hinanden i Libyen eller Italien. De kan også have mødtes blandt de syriske flygtninge, der bor på gaden i Calais uden for kirken i byens centrum.

Vi tager tilbage til Calais.

Ifølge Mouaz’ søster boede han på et hotel i byen Dunkerque, omtrent 40 kilometer nord for Calais, den sidste nat, før han forsvandt. På pension Le Bretagne, lige ved togstationen i Dunkerque, finder vi navnet Al Balkhi i gæstebogen. Sandsynligvis blev Mouaz registreret med farens navn, Youssef, som også står anført i passet.

Han lejede et dobbeltværelse til 37 euro og 44 cent, natten til 7. oktober. Han var alene, da han skrev sig ind, men gæsterne på Le Bretagne kommer og går, som de vil. Madam Frere, som driver pensionen, har ikke mulighed for at tjekke, om der overnatter flere i værelset.

Hun kan heller ikke huske gæsten, som boede her en enkelt nat for over 10 måneder siden.

Lige før klokken otte om aftenen 7. oktober gik to unge mænd ind i sportsforretningen Decathlon lige uden for Calais.

De købte hver sin billige våddragt, hvert sit par blå svømmefødder, vandsokker, svømmeplader og hver sin vandtætte grå plastmappe i A4-format. Tilsammen betalte de 256 euro kontant til den unge dame ved kasseapparatet. Hun syntes, de to unge mænd så ud til at være i tyverne, og tænkte, at de måske var flygtninge fra Afghanistan.

Hun er den sidste, vi ved, der så dem. Hun spurgte ikke, hvad de skulle.

Da de to unge mænd gik ud af forretningen, var det blevet mørkt i den franske havneby, hvorfra man kan se helt over til England, når vejret er til det.

På grund af dykkermasken og iltslangen er det vanskeligt at se, men på Shadis profilbillede på Facebook, hvor han flyder vægtløs rundt i det krystalklare vand over koralrevet i Libyen, ser det ud, som om han smiler.

Han postede billedet 11. januar 2014. En ven, Bassem, kommenterede fotografiet dagen efter.

»Så var den altså god nok, Shadi. Du er holdt op med at leve sammen med os andre her på land. Jeg troede, du jokede, brormand. Kom tilbage«.

Det er den næstsidste kommentar. Den sidste har Shadi selv skrevet, 10 måneder før han forsvandt i Calais.

»Der er ingen vej tilbage. Jeg har taget min beslutning og vil leve her i havet. Jeg venter på dig«.

Oversættelse: Helle Albeck og Jacob Giese

Publiceret 9. august 2015

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce