Mennesker kan meget, hvis de virkelig vil flygte fra den virkelighed, de lever i. En mor på 33 år og hendes tre drenge på seks, ti og elleve år kan flygte fra Irak, rejse til Tyrkiet og sejle med gummibåd til Grækenland. De kan vandre i Makedonien og Ungarn, køre i bil og tog op gennem Tyskland, for at ende i Danmark og blive genforenet med det menneske, de savner allermest. I øjeblikket sker det næsten hele tiden i Sandholmlejren. Hver dag er der mennesker, der genser nogen, de elsker, men som de ikke har set i mange år. Det var det, der skete for Gona og hendes tre drenge Dino, Aros og Sahand mandag. En kone genså sin mand og tre drenge deres far. Hans navn er Hardi Abubaher, han er 30 år, og i 2011 flygtede han for anden gang fra Irak. Siden er han rejst fra land til land og fra flygtningelejr til flygtningelejr.
»I al den tid har jeg ikke haft noget liv«.
Nu sidder han ved et bord i Sandholmlejren og smiler. Lejren ligger badet i sensommersol, og hans to store drenge løber rundt og leger. Gona sidder ved bordet, og hans lille dreng Dino kan slet ikke holde op med at kysse ham. Dino er seks år og vidste ikke, at han havde en far. Nu har han fået en.
»Han kunne slet ikke kende mig«, siger Hardi Abubaher om sin mindste søn. Det siger han, hver gang han taler om ham.
