Foto: Pardis Sabeti

De slår ebola og lassa ihjel

Videnskaben er ved at få taget på de to usynlige dræbervira ebola og lassa. Danske Kristian G. Andersen har været med i frontlinjen i kampen mod infektionssygdommene, som udløser dødelig blødningsfeber. Kampen har kostet mange af hans afrikanske kolleger livet.

Foran Kenema Government Hospital i Sierra Leone er der rejst en mindesten. På stenen er der 40 navne på læger, sygeplejersker, laboranter, teknikere, ambulanceførere og gravere, der alle har mistet livet under den aktuelle ebolaepidemi i Vestafrika. I deres kamp mod sygdommen er de kommet for tæt på deres syge landsmænd og er blevet ramt af den usynlige dræber, der kan smitte fra person til person under berøring. Sygehuspersonalet er gået til i den voldsomste ebolaepidemi nogensinde, som foreløbig har ramt 28.245 mennesker, slået 11.293 ihjel og nu heldigvis er tæt på at ebbe ud.

Den danske virolog Kristian G. Andersen fra The Scripps Research Institute i Californien – med en fortid ved Harvard University i USA og University of Cambridge i England – genkender mange af navnene på mindestenen og i særdeleshed fem af dem med overlæge S. Humarr Khan i spidsen. Gennem syv år har den danske virolog samarbejdet med dem i kampen om at karakterisere og forstå, dels hvordan ebola og den relativt ukendte virus lassa, forandrer sig i kroppen på mennesker under deres hærgen, og dels hvor sygdommene er startet.

»Mine fem afrikanske kolleger var ikke kun uundværlige samarbejdspartnere. De var mine venner under mit månedlange feltarbejde hvert år. Så jeg vil aldrig glemme dem og ved, at de har betalt den højeste pris«, siger Kristian G. Andersen i en telefon fra Californien.

For eksempel lykkedes det forskerholdet sidste år ved fælles anstrengelser at spore og identificere den første patient i Sierra Leone, som blev ramt af ebola. En kvindelig healer, der var kendt for sine evner til at helbrede folk for ebola ved at smøre urter på deres kroppe. Hun praktiserede ved at krydse grænsen til Guinea. Healeren bragte den dødelige virus ind i Sierra Leone. Hun bukkede selv under for sygdommen og 14 kvinder blev smittet, da de gjorde liget i stand ved at vaske det og samtidig kyssede den døde krop, som ritualet foreskrev.

Begivenheden fik epidemien til at rulle i Sierra Leone, og Kristian G. Andersen og hans store forskerhold tog blodprøver på patienterne og analyserede dem i et sikkert laboratorium på Kenema Government Hospital og fulgte nøje, hvad der skete med ebolavirus, når den smittede fra person til person, og hvordan den forandrede sig. De fulgte ebolaepidemien, mens den spredte sig og for alvor fik fat i Sierra Leone. Den strategi har virusdetektiver ikke brugt før.

Ryd forsiden

Resultaterne blev offentliggjort i august sidste år i tidsskriftet Science. Et resultat, der kan vise sig at blive en vigtig brik i kampen mod ebola. På den lange forfatterliste til den videnskabelige artikel stod fem navne, der er identiske med fem navne på den nyligt opslåede mindesten foran hospitalet i Kenema.

Deres navne lever videre i de videnskabelige publikationer om udforskningen af de dødelige vira, og i forrige måned ryddede det afrikansk-amerikanske forskerhold forsiden på det videnskabelige tidsskrift Cell. Det er nemlig lykkedes Kristian G. Andersen og hans 70 kolleger at kortlægge naturhistorien for den dødelige virus lassa, der står i skyggen af ebola, fordi den overvejende kun smitter fra rotter til mennesker og kun sjældent fra menneske til menneske.

Kristian G. Andersen giver et forsigtigt bud på, at lassavirus rammer mellem 5.000 til 20.000 vestafrikanere hvert år, hvor over halvdelen af patienterne dør. Med præcis de samme symptomer som ebola: høj feber, røde øjne, blodigt opkast, indre blødninger og hududslæt.

»Vi har fundet ud af, at lassavirus modsat ebola er en gammel virus på mere end 1.000 år med oprindelse i Nigeria. Inden for de seneste par hundrede år har den så spredt sig til nabolandene Guinea, Sierra Leone og Liberia, som også er de lande, som blev ramt af den aktuelle ebolaepidemi. Det er de allestedsnærværende rotter Mastomys natalensis, der er bærere af lassavirus og står for smittespredningen til mennesker gennem urin og ekskrementer«, siger Kristian G. Andersen.

For 45 år siden kendte ingen til eksistensen af lassavirus, der ligesom ebola kan fremkalde dødelig blødningsfeber. Det var den amerikanske læge John D. Frame fra Columbia University i USA, der kom på sporet af den potente dræbervirus. Han havde gennem 17 år bekymret sig for amerikanske missionærers helbred og især hos de mange, som arbejdede i Afrika. For det slog ham, at der var mange missionærer, der døde af ukendte årsager med en mystisk feber hvert år.

En dag kom det ham for øre, at en amerikansk missionær og sygeplejerske Laura Wine var blevet syg i landsbyen Lassa i det vestlige Nigeria. Høj feber, smerter i leddene, små røde markeringer i huden og sår i hals og mund. Laura Wine blev overflyttet til et større missionshospital, hvor en anden sygeplejerske, Charlotte Shaw, nåede at rense hendes sår i munden med en finger og en vatpind, før kollegaen udåndede. Charlotte Shaws blev ad den vej selv smittet med den mystiske sygdom. Blodprøver fra de to sygeplejersker blev sendt til USA. Fra dem lykkedes det John D. Frame og hans kolleger i 1970 at spore den mystiske virus, som de døbte efter byen Lassa, hvor den første sygeplejerske blev smittet.

Vejen til en effektiv vaccine

I dag er man så med Kristian G. Andersen i spidsen blevet klogere på, hvad lassavirus er for en størrelse, og kender eksempelvis den genetiske kode ned til mindste detalje hos 183 lassapatienter og 11 rotter, og hvordan koden ændrer sig under smitte fra rotte til rotte, fra rotte til menneske og fra menneske til menneske, som sker en sjælden gang imellem.

»Den nye viden kan i fremtiden bruges til dels at udvikle præcise diagnoseværktøjer mod lassafeber, dels til at udvikle vacciner, der kan forebygge, at man bliver smittet med den dødelige virusinfektion«, siger virolog og professor Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut om sine kollegers videnskabelige bedrift.

Anders Fomsgaard har selv været vidne til et udbrud af ebola på nærmeste hold, da han i 1991 forskede i USA, og forsøgsaber importeret fra Afrika pludselig døde om ørerne på dem, fordi de var inficeret med ebolavirus. Smitten ramte også nogle af den danske professors kolleger, og de blev alle isoleret og sat i karantæne i 10 dage. Heldigvis viste den pågældende stamme af ebolavirus sig at være uskadelig for mennesker, og alle kunne ånde lettet op. Hændelsen inspirerede Hollywood til at lave filmen ’Outbreak’ med Dustin Hoffmann i hovedrollen.

At det nytter at kigge forskellige dræbervira efter i sømmene under endemier og epidemier, vidner det forskningsresultat om, der blev hasteoffentliggjort 31. juli i tidsskriftet Lancet. For i den aktuelle ebolaepidemis døende fase er det rent faktisk lykkedes at lave en effektiv vaccine, der tyder på at kunne forebygge smitte med ebola med 100 procent. Det er blevet testet i Guinea på 7.651 forsøgspersoner efter en strategi, som går ud på at vaccinere rundt om nye tilfælde af ebola. Det vil sige, at man vaccinerer familiemedlemmer, venner og naboer, der i den daglige gøren og laden har været i tæt kontakt med den smittede. Hvis man når at vaccinere folk inden for en uge, efter at den ebolasmittede er blevet diagnosticeret med sygdommen, tyder det på, at vaccinen virker 100 procent.

»Man har udstyret en ganske fredelig virus, der ikke gør mennesker syge, med noget genetisk materiale fra ebolavirus. Det betyder, at kroppens immunforsvar i første omgang lader virussen slippe ind i kroppens celler uden kamp. Jeg kalder den fredelige virus for en trojansk hest. For når kroppen så pludselig opdager, at kroppens celler har komponenter fra ebolavirus på deres overflade, så reagerer immunforsvaret og lærer, at næste gang, der kommer noget ebolalignende ind ad døren, så skal den slå hårdt ned på virussen og eliminere den. Så virker vaccinen, som den skal, og det tyder altså på, at den også virker ude i den virkelige verden«, siger Anders Fomsgaard og fortsætter: »Det er et stort gennembrud og et logistisk mesterværk. Det er et helt nyt vaccinationsprincip, som måske kan bruges i kampen mod andre vira. For eksempel lassavirus, hvis den mod forventning i fremtiden skulle blive mere virulent og effektivt smitte fra menneske til menneske«.

Normalt vil det tage cirka ti år at teste en potentiel vaccine. Det er nu lykkedes på fire måneder, blandt andet fordi Verdenssundhedsorganisationen WHO, amerikanske National Institute of Health og en lang række fonde i tæt samarbejde med vaccinens ejer, Merck, Sharp & Dohme, har presset på for at få speedet vaccineafprøvningen op.

»Nu ved vi, at verdenssamfundet kan agere meget hurtigt, hvis der nogensinde skulle ske noget med samme uhyggelige perspektiv. Det er betryggende«, siger Anders Fomsgaard.

En udvalgt kamp

Kristian G. Andersen håber, at man vil tage ved lære af den aktuelle ebolaepidemi og opruste i kampen mod andre potentielle trusler som eksempelvis lassavirus.

»Før den store ebolaepidemi brød ud i 2013, hvor en toårig dreng i Guinea formentlig blev smittet af en flagermus inficeret med ebola og startede epidemien, havde de fleste ebolalaboratorier vacciner i fryseren, der virker effektivt mod ebola i dyremodeller. Men der var før 2013 ikke noget incitament for at lave vaccinerne færdige, fordi ebolaudbrud historisk set har været meget små og hurtigt er brændt ud. Så hvorfor investere milliarder i at lave sådan en vaccine? Pludselig bliver vi så taget på sengen og er vidne til et udbrud, der kører tre lande i sænk og udfordrer verdenssundheden og har kostet verdenssamfundet mange milliarder kroner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at forskere har vaccinekandidater i fryseren, der virker effektivt mod lassavirus i dyremodeller. For så er vi forberedt, hvis lassavirus en dag skulle blive mere aggressiv og smitte fra menneske til menneske, siger Kristian G. Andersen,

Han kan godt huske sit første møde med en ebolapatient i Sierra Leone. Manden sad omgivet af sin grædende familie i skuret foran Kenema Government Hospital, som fungerer som venteværelse.

»Jeg kom aldrig helt tæt på af frygt for at blive smittet, men jeg kunne ane hans blodskudte øjne og var ikke i tvivl om, at han med den energiforladte krop og hævede kirtler på halsen og i ansigtet var ramt af lassavirus. Senere kunne analysen i vores laboratorium afsløre, at han var en lassapatient. Oplevelsen gjorde et stort indtryk på mig og bekræftede mig i, at det er vigtigt at kæmpe for at komme den til livs, selv om der er andre sygdomme som eksempelvis malaria, tuberkulose, kolera og mæslinger, der tager livet af flere mennesker i det samme område. Jeg har så valgt min kamp, og det er mod lassa og ebola«.

Publiceret 24. september 2015

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce