Sverige er en skov, der aldrig ender. Mustafa på 21 år ved det ikke. Sverige er den trygge børnepædagogiks moderland. Mustafa ved det ikke. Sverige har verdens bedste børnelitteratur, og selv om danske tastaturkrigere forsøger at forvandle landet til et omsorgsdiktatur, har Pippi, Emil og Ronja Røverdatter haft mere indflydelse på vores fælles barndomsland end vrede mænd, der hader Sverige.
For i vores fælles skandinaviske godnathistorie kører børnene i Bulderby i kane til kirke på frostklingende stjerneklare morgener, og julen er altid hvid. Desuden spiser de pølser med rejesalat, Lena Olin er født der, og de har stadig lidt dårlig samvittighed over deres neutralitet under Anden Verdenskrig. Alt det ved Mustafa ikke.
For ham var Sverige en fornemmelse, der opstod under flugten. Før han flygtede med sin mor og far og sine søskende, vidste han ikke, hvor han skulle hen. Som millioner af afghanere flygtede de først til Iran og lærte på et år, hvordan iranerne anså dem for ingenting.
Da familien flygtede videre, og da han på grænsen mellem Iran og Tyrkiet løb ud i mørket, fordi iransk politi skød op i luften, tænkte han heller ikke på Sverige, men på at slippe væk.
