Da Harry og Bertha Holt, et stærkt religiøst amerikansk ægtepar fra Oregon, som selv havde seks biologiske børn, i 1954 så en film om Koreas forældreløse krigsbørn, blev de dybt bevæget.
De så sig omkring på farmen i Oregon, der var familiens hjem, og regnede ud, at hvis de rykkede sammen, kunne de finde plads nok til otte sydkoreanske børn. Som sagt, så gjort – selv om Harry Holt allerede var gammel nok til at være bedstefar, rejste han ud og vendte hjem med otte småbørn i bagage , og sammen lykkedes det ægteparret at lobbye for en særlov, der tillod dem at adoptere de mange børn på én gang. Historien blev genfortalt i tv-indslag, aviser og et helt fotoopslag i Life Magazine, og familiens farm i Oregon blev hurtigt et udflugtsmål for hundredvis af andre familier, som ville se børnene.
Sådan startede de en global bølge af adoptioner og grundlagde Holt International Childrens’ Services, som et af de første og endnu i dag største internationale adoptionsbureauer i verden. De skabte et helt nyt syn på adoption – som der står på Holts hjemmeside: »De viste verden, at adoption er et kærlighedsbanner og ikke et skammens brændemærke« .
Som genfødte kristne mente Holt-parret at have modtaget et bibelsk budskab om, at de ikke bare skulle redde deres egne otte børn, men også hjælpe andre forældreløse små koreanere ud af »kulde, elendighed og mørke i Korea til varme og kærlighed« i gode kristne amerikanske hjem. De begyndte at agere som mellemmænd for andre familier, der ønskede at adoptere børn fra Sydkorea.
Ansøgningerne kom først i hundredvis, siden i tusinder. Harry Holt slog sig mere eller mindre ned i Seoul i 1955, og efter nogle år sluttede resten af familien sig til. Holt-parret opbyggede en stor ‘compound’, hvor børnene blev indlogeret og passet, mens de ventede på at blive fløjet til USA. De organiserede charterflyvninger, hvor hver maskine kunne medbringe op til 100 børn i papkasser med huller i, som blev stablet oven på hinanden. Børnene blev kendt som ‘postordre-babyer’, og nogle af flyturene fik malende navne såsom ‘Thanksgiving Baby Lift’.
Børnene blev betegnet som forældreløse, men ifølge Bertha Holts egne erindringer drog Harry Holt og hans lokale kontaktpersoner i virkeligheden rundt og »jagtede« børn af blandet race, som amerikanske soldater havde efterladt, og »talte med mødre«, som de sommetider viste billeder af børn i USA, samtidig med at de delte religiøse pamfletter ud. Én mor var næsten hysterisk, da hun tog barnet ned fra sin ryg. En anden »hulkende« mor kunne ikke tale, fordi hun var »bange« for at give ham sin baby. Han forsøgte at trøste mødrene ved at prædike sin kristne tro for dem og få dem overbevist om, at Gud ville belønne dem for at overlade deres børn til ham.
I 1959 beretter Bertha Holt om, hvordan 20 »stille hulkende« mødre så deres børn rejse til staterne med fly. Bertha fortæller også, hvordan en koreansk mor forblev rolig, mens hun skrev papirerne under, men »hulkede voldsomt«, da Holt-parret kørte væk, og barnet vinkede farvel.
En urovækkende detalje er de forholdsvis mange spædbørn, der døde under opholdet i Holts ‘compound’. Alene i 1959 døde 85 børn. Det er uklart, om disse børn havde mødre, og om de kunne have overlevet, hvis deres mødre havde fået lov til at komme ind og amme dem og tage sig af dem.
Ikke alle adoptionerne endte godt. Et barn blev leveret tilbage, andre børn døde, og rygter om fysisk mishandling af adoptivbørnene begyndte at dukke op i medierne. En mor, som var blevet anklaget for at have myrdet sit adoptivbarn, fik to nye babyer gennem Holt. Et antal syge børn døde under den lange rejse mod deres nye hjem.
Men først og fremmest fik ægteparret Holt og deres tilhængere en enorm indflydelse på lovgivningen gennem deres indædte kamp mod bureaukratiske forhindringer, der kunne forsinke adoptionerne.
I sine erindringer klager Bertha over, at langsomme regeringsprocedurer fik nogle koreanske mødre til at tage deres børn med hjem igen, selv om Holt-parret allerede havde tildelt dem til amerikanske par. Hun fandt, at lovgiverne var »skamløse«, fordi de gjorde adoptioner så vanskelige. Og i sine bønner besvor hun, at »djævlen og alle hans engle kan ikke holde dem (ventende adoptivforældre og koreanskfødte børn) adskilte«.
Sådan grundlagde de Holt International Children’s Service, som i dag er et af de ældste og største adoptionsbureauer i verden og samarbejdspartner også for Danmark. Holt arbejder i 11 lande, herunder Sydkorea, hvor adoptionerne stadig fortsætter i dag, selv om Sydkorea er en af verdens stærkeste økonomier.
Forældreløs på papiret
Sydkorea regnes som ’limousinemodellen’ inden for international adoption. Et velsmurt og særdeles velorganiseret system har sendt over 200.000 børn ud i den store verden siden Koreakrigen. Men i takt med at de vokser op og vender tilbage, opdager mange af dem, at deres adoptioner bygger på en løgn.
En af dem er Anders Riel Müller, som blev adopteret til Danmark som treårig og hele sit liv har fået at vide, at hans forældre sikkert var fattige og opgav ham, så han kunne få et bedre liv. Men da han som voksen rejste til Sydkorea og fandt sin familie, passede det slet ikke.
Han skulle aldrig have været bortadopteret. Han blev placeret på et børnehjem som treårig som en midlertidig løsning, en form for aflastning. Det var ganske normalt i Sydkorea dengang, at pressede familier søgte hjælp på den måde i vanskelige tider.
Pengene var små og moderen død. Så faderen afleverede sine tre sønner til sin bror i perioder, mens han rejste for at skaffe penge. Men det blev for meget for broderen og hans kone med ekstra børn i husholdningen, og derfor gik de på børnehjemmet med et af plejebørnene.
Da faderen få uger senere opsøgte børnehjemmet, fik han at vide, at hans søn var blevet sendt til adoption i Seoul. Men før han nåede til hovedstaden, var sønnen allerede på vej til Danmark gennem AC Børnehjælp med papirer, der ikke nævnte hans ophav med et ord.
»De kalder det ’paper orphaning’. Man gør børnene forældreløse på papiret ved at skrive, at de er fundet på gaden eller på en politistation. Der er ikke nogen, der graver videre i det«, fortæller Anders Riel Müller.
Faren havde gennem ti år spurgt adoptionsbureauet, om der var nyt om hans søn. Men uden at få svar. Hans tilfælde er langtfra enestående.
»Når jeg har rejst i Korea, har stort set alle dem, jeg har mødt der, og som har fundet deres biologiske familier, fundet ud af, at der var rod i deres papirer«, siger Anders Riel Müller.
Myterne gennemhullet
Den danske Korea Klubben blev grundlagt af voksne adopterede for 25 år siden som en social og kulturel forening. Den har 500 voksne adopterede fra Korea som medlemmer og er medstifter af det internationale netværk IKAA – International Korean Adoptee Associations, der globalt når ud til ca. 10.000 adopterede.
Man regner med, at mellem 3.000 og 4.000 adopterede årligt besøger Korea for at lære landet at kende, deltage på sommerskoler, studere, arbejde eller lære sproget. En del af dem søger og genfinder deres biologiske familier, og nogle bosætter sig mere permanent. Ingen havde forventet, at så mange af de 200.000 internationalt adopterede ville vende tilbage.
De mange genforeninger har gennemhullet myten om, at de bortadopterede børn som hovedregel var forældreløse eller uønskede. Men selv om flere og flere får kontakt til deres biologiske familier, er der en dyb frustration med adoptionssystemet hos de adopterede.
Mange oplever, at de enten ikke kan få adgang til deres adoptionspapirer, eller at de indeholder forkerte eller falske oplysninger. Pludselig skal de som voksne forholde sig til en helt ny livshistorie eller kæmpe for overhovedet at få helt basale oplysninger om sig selv.
»Vi ser mange eksempler på sager, hvor de koreanske formidlende organisationer ligger inde med information om den biologiske familie, samtidig med at de papirer, der er på sagen i Danmark, kan indeholde standardiserede, misvisende og/eller mangelfulde oplysninger. Vi ser også eksempler på adopterede, der aldrig skulle have været bortadopteret, børn, der var blevet væk, var løbet hjemmefra eller placeret på børnehjem midlertidigt«, fortæller Nanna Falk, som er bestyrelsesmedlem i Korea Klubben.
Det forkerte land
Chang Lee Nielsen havnede ’bare’ i det forkerte land. Han blev bortadopteret som seksårig efter at være vokset op omgivet af sin mor, sin mormor, sin moster og dennes syv år ældre søn. Han blev passet af sin mormor, mens hans mor og moster tjente til dagen og vejen ved småhandel og forefaldende arbejde.
Men som ’blandingsbarn’, det vil sige søn af en afroamerikansk soldat og en koreansk mor, ville han få det svært i Korea, sagde de socialarbejdere, der opsøgte hans mor og overtalte hende til adoption.
Bureauet sagde, at de havde fundet en familie i Minnesota, USA. Hans mor afleverede ham selv i lufthavnen, tynget af sorg, og indprentede ham, at han skulle kalde sine nye forældre i USA for ’mom and dad’.
Men flyet landede i stedet i Kastrup en kold og mørk novemberdag i 1971. Med et nyt navn og en ny alder – han blev gjort knap et år yngre – begyndte Chang Lees liv i Danmark.
»Jeg savnede min mor – voldsomt endda, igennem alle årene. Min adoptivmor har fortalt mig, at jeg i den første tid lå og råbte på min mor om natten«, siger han.
Chang Lee klarede sig dog fint gennem sin opvækst i Danmark, mens hans mor hjemme i Korea sank ned i et pinefuldt mørke af sorg og alkoholmisbrug. Hun opsøgte flere gange adoptionsbureauet for at høre, hvordan det gik hendes søn i Minnesota, og fik bekræftet, at det var dér, han var. Hun satte bekendte til at lede efter ham i USA, men uden held.
Først efter 31 år fortalte børnehjemmet hende, at han i virkeligheden boede i Danmark, og de formidlede et brev videre til ham.
Tre måneder efter sad Chang Lee i flyet på vej tilbage til Seoul. Gensynet med hans biologiske mor og med resten af den biologiske familie var både meget glædeligt og meget smertefuldt. Hans mor var blevet en gammel og skrøbelig dame, hans moster var alvorligt syg, og så er der også alle de urigtige oplysninger omkring ham og hans adoption.
Et sønderrevet liv
Siden 2005 har Korea Klubben bistået over 200 voksne adopterede med at søge deres rødder. I 45 tilfælde har det ført til en genforening med den biologiske familie, mens 9 adopterede har fundet deres plejefamilier og mødt deres plejemødre i Korea. 11 koreansk adopterede er via klubben blevet opsøgt i Danmark af deres oprindelige familier.
Det er meget almindeligt, at der findes en slags dobbeltbogholderi, hvor den journal, der følger med barnet til Danmark, beskriver det som hittebarn eller forældreløst, mens en anden journal gemt væk i Korea har oplysningerne om familien. En del søgninger ender dog blindt, selv om der er navne på forældrene, for hvis journalen ikke også indeholder de koreanske id-numre, kan det være meget svært at finde personerne, og så er familien adskilt for evigt på grund af et manglende tal i en journal. Der er også mange eksempler på, at børnene er blevet gjort yngre på papiret, og enkelte tilfælde, hvor børns identitet er blevet forbyttet.
Også Julia V. var et ’blandingsbarn’ med en afroamerikansk far, og hendes koreanske mor var fra starten klar over, at det ville blive hårdt at opfostre hende alene. Men »alle mine bekymringer forsvandt, da jeg fødte dig, og du lå i mine arme, for vi var med det samme tæt knyttede til hinanden, og jeg følte, jeg nok skulle klare det hele, når bare vi var sammen«, har hun senere fortalt sin nu voksne datter.
»Julia var kvik, klog, glad og et smukt barn«, fortæller hendes mor Ohm Chang Ae i et brev: »Men en dag kom hun hjem dækket af hvidt pulver fra top til tå. Jeg spurgte, hvad der var sket, og før hun kunne svare, brast hun i gråd og fortalte, at hun var blevet drillet af de andre børn for sin mørke hud«.
Fandt sin mor efter 33 år
Situationen var svær, også økonomisk, og medarbejdere fra adoptionsbureauet Holt begyndte at opsøge hende med opfordring til adoption, fra Julia var to år.
»De sagde, det ville være til Julias fordel. Julia ville få mulighed for et bedre liv og en bedre fremtid«.
I starten sagde hun blankt nej, men efter mange søvnløse nætter og hjertesorg gav hun efter.
Hun klædte den nu cirka treårige pige i hendes fineste tøj og afleverede hende.
»Allerede dagen efter hun havde afleveret mig til Holt, fortrød hun bitterligt«, fortæller Julia: »Hun sendte sin lillesøster hen for at hente mig tilbage igen. Men de sagde, at det var for sent – at jeg allerede var adopteret væk! Dette er usandt, for jeg var i Seoul hos en plejefamilie i næsten et år, efter at hun havde afleveret mig«.
Hendes mor skriver videre i brevet: »Efter Julia rejste, mistede jeg lysten til at leve. Jeg mistede min identitet, jeg mistede min tro på Gud, jeg blev overvældet af depression. Jeg druknede min sorg og smerte i alkohol nat efter nat og forsøgte til sidst at gøre ende på mit liv«.
Hendes selvmordsforsøg lykkedes dog ikke, og 33 år senere fandt Julia hende gennem DR-programmet ’Sporløs’.
»Jeg har set og mærket, hvordan brutalt brudte bånd mellem min mor og mig og den efterfølgende uvished har ødelagt det meste af min mors liv. Uvisheden har været det værste! Det ikke at vide, hvordan hendes datter havde det, har sønderrevet vitale dele af hendes liv«, siger Julia.
I dag har mor og datter løbende kontakt, og Julia støtter sin mor, som stadig er hårdt mærket af de sår, adoptionen har givet hende.
En fars fortvivlelse
I 2009 oprettede Korea en statslig Korea Adoption Service (KAS), der blandt andet skal servicere de mange adopterede, der vender tilbage. Alligevel er der stadig udfordringer med at få de private adoptionsformidlende organisationer til at frigive og dele de ønskede informationer med KAS.
Alt dette sker i et land, som siden 1980’erne har været en førende industrination, som er medlem af OECD og G20 og har et bnp per indbygger, som er højere end Spaniens, New Zealands og Israels. Adoption fra Sydkorea kan ikke begrundes med fattigdom, men er blevet en etableret samfundspraksis, som er trådt i stedet for sociale ordninger til støtte for enlige kvinder og børn.
I stedet for at falde i takt med den økonomiske vækst voksede antallet af adoptioner og nåede sit højeste niveau i 1980’erne. Helt ind i 1990’erne og 00’erne adopterede Sydkorea stadig langt flere børn til udlandet end i de fattige år umiddelbart efter Koreakrigen.
Jette Hye Jin Mortensens far er universitetsuddannet og tilhører Koreas middelklasse. Han kæmpede som ung studerende for at opfostre hende alene, da familien ikke ville anerkende hans og hendes mors forhold. Hun var dog et højt elsket barn, som blev forkælet af onkler og tanter og bedsteforældre.
Men da hendes far blev syg og kom i pengenød, bøjede han sig for presset og sendte hende midlertidigt på børnehjem, hvor han besøgte hende hver måned uden den mindste anelse om, at hun var i færd med at blive adopteret til udlandet.
Da hun en dag var væk, uden at han nogensinde havde samtykket til adoption, drev det ham langt ud i fortvivlelse, fortæller han i det brev, han skriver til hende mange år senere.
»Selv i dag forestiller jeg mig, at jeg kunne have opfostret dig i Korea (...) det var hårdt og barsk, når jeg ser tilbage, men alligevel betød du alt for mig«, skriver han i brevet, hvor han også fortæller, hvordan han har søgt efter hende gennem samtlige koreanske adoptionsbureauer og under rejser til Europa.
»Jeg har aldrig glemt dig et øjeblik. Jeg har levet de sidste 24 år med troen på, at jeg helt sikkert ville møde dig igen (...) Jeg tænker stadig på dig som en datter, jeg har mistet, men snart kan få tilbage. Som dengang du plejede at gå ud med ‘ggami’ (hunden) og forsvinde fra huset for en stund, da du var lille«, skriver hendes far.
Uorden i papirerne
Voksne adopterede fra Korea har sluttet sig sammen i stærkt kritiske bevægelser som TRACK (Truth and Reconciliation for the Adoption Community of Korea) og ASK (Adoptee Solidarity Korea). De har engageret sig i at påvirke Sydkoreas lovgivning til at nedbringe antallet af adoptioner ved blandt andet at give bedre støtte til enlige mødre.
I 2012 blev der gennemført lovændringer, som indførte pligt til at registrere børn ved fødslen, obligatorisk rådgivning og 7 dages fortrydelsesret til mødre, samt pligt til, at alle adoptioner skal registreres ved en domstol, så de adopterede senere kan søge oplysninger om deres oprindelse.
Siden er antallet af udlandsadoptioner faldet markant, samtidig med at færre børn er anbragt på institutioner. Kritikere hævder, at der til gengæld afleveres flere børn anonymt i såkaldte ’babyluger’, men tallene er stærkt omdiskuterede og er under alle omstændigheder markant lavere end i perioden 2000-2005.
Der er dog stadig kritikpunkter mod den koreanske adoptionslovgivning, som giver langt større økonomisk støtte til koreanske par, der adopterer et barn, end til enlige mødre, som forsøger at opfostre barnet selv.
En epoke er måske slut
I 2014 kom der seks børn fra Korea til danske forældre. De var formidlet af DanAdopt gennem bureauet Holt. Ti år tidligere, i 2004, kom der 53 børn. Det forventes, at antallet af adoptioner vil fortsætte med at falde. En epoke lakker måske mod sin afslutning. Det sker på sydkoreansk initiativ, og uden at danske bureauer eller myndigheder nogensinde har sat spørgsmålstegn ved, om adoptionerne fra det rige Sydkorea var i børnenes tarv.
Efter et tilsynsbesøg i Sydkorea i 2010 bemærker Adoptionsnævnet ganske vist i sin årsberetning følgende om det adoptionssystem, der skulle være så sikkert og velfungerende: »Det er umiddelbart en svaghed i adoptionsprocessen, at de koreanske myndigheder i meget begrænset omfang er involveret i frigivelsesprocessen. Den koreanske adoptionsformidlende organisation kan bortadoptere det konkrete barn alene på baggrund af en skriftlig overdragelse til organisationen. De biologiske forældre skal ikke møde op hos myndighederne og bekræfte deres overdragelse af barnet ...«.
Men bemærkningen fik ingen konsekvenser.
Publiceret 22. oktober 2015
