I skrivende stund er der kommet 332.483 flygtninge og udvandrere til den græske ø Lesbos i 2015. 300 meter ude i Det Ægæiske Hav er 40 af dem på vej i en gummibåd. De fleste bærer blå-røde redningsveste. Sandsynligvis er det afghanere. Syrerne har som regel råd til de orange, som er dyrere og giver bedre beskyttelse. Det er sensommer i oktober. Havet blinker, vinden er kun en brise, og de synger derude. Et par minutter senere lander de på livets kyst, og hvis lykkelige ansigter er en del af det, man søger på sin ferie, er der al mulig grund til at rejse til Lesbos og besøge de stenede strande ved den vidunderlige by Molyvos på øens nordlige kyst. Smukkere smil findes ikke.
I næsten hver båd er der også nogle, der græder. Nogle af smerte, andre af angst, men langt de fleste af glæde. Mænd, der knuger hinanden. Forældre, der bare står og holder om deres børn. Gravide par, der kom over uden skade på fosteret. Fædre, der er flygtet med det største af børnene og nu kan give slip, uden at barnet bliver bange. Smukkere gråd findes heller ikke.
»New life«, smiler en ung mand på vej til Tyskland. Rejsekammeraten vil til Norge. Da alle er i land, kører en 60 årig englænder med leverpostejfarvet bundesligahår hen mod en afsvedet græsk bjergskråning for at spejde efter både med flygtninge, som er på vej mod Lesbos for at trænge ind i Fort Europa og finde et bedre liv end det, de havde i forvejen. Mandens navn er Eric Kempson, og Politiken har tidligere skrevet om den lille mand med den store uforblommede stemme. Englænderen emigrerede til Lesbos med kone og barn for at leve af at sælge malerier og skulpturer til turisterne.
Men de senere år har flygtningene forandret hans liv; og indtil i sommer var Eric Kempsons krøllede ansigt det første, de mødte, når de kom i land. Sammen med en lille skare frivillige forsynede han dem med tørt tøj, bleer og noget at drikke og spise. Siden er nye frivillige kommet til øen, andre tager også imod, men det er ham, der hver dag med sine små effektive og kunstnerisk ubehjælpsomme videoer af flygtningene i lang tid har forsøgt at ringe til verden – uden nogen rigtig har taget telefonen. Som året er gået, er alverdens medier dog begyndt at give ham taletid, og i juli var han i Politiken.
