Jeg sidder i den her rådne minibus og sveder, selv om klimaanlægget puster kold luft ind i kabinen. Det er regntid i Dhaka. Hvad i alverden bestiller jeg her?
Chaufføren slynger bilen ind og ud mellem rickshaws, trehjulede knallerttaxier og busser, der ser ud, som om nogen har tæsket løs på dem hele natten med et gigantisk baseballbat. På taget af en af busserne sidder en mand med en flok geder.
Vi kører sydpå gennem en by uden ende. Vi kører over for rødt. Alle kører over for rødt. I én stor sammenfiltret masse af bulede karrosserier og udstødningsgas og tudende horn. Her er ingen regler, ingen nåde.
Javel, Bangladesh, det er vel sådan, du er?
