0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Heikki Saukkomaa/Hehkuva
Foto: Heikki Saukkomaa/Hehkuva

Matchfixing i julemandens hjemby

Den største trussel mod idrætten er aftalt spil – et onde, der forekommer hver dag, siger eksperter. I 2011 fik de et unikt indblik i, hvordan internationale matchfixingsyndikater virker, da en singaporeaner blev anholdt i Finland og åbnede Pandoras æske.

En kold vintermorgen i 2011 skete noget mystisk i Rovaniemi. Søndag 20. februar gik en asiatisk mand ind på den nordfinske bys politistation og fortalte en utrolig historie, før han hastigt forlod den gulhvide bygning. Han nåede at aflevere to korte, men klare tip:

En mand fra Singapore manipulerer kampe med den lokale fodboldklub, Rovaniemen Palloseura (RoPS), og han rejser rundt på et falsk pas.

De finske politifolk var skeptiske, har New York Times beskrevet. Byen i Lapland er kendt som hjemsted for julemanden og horder af rensdyr. Turister fra hele verden valfarter til Rovaniemi for at nyde nordlyset, der hyppigt spreder sine farveklæder ud over den lappiske nattehimmel. Tre bygninger af Finlands kendte arkitekt Alvar Aalto pryder byen. Med andre ord er Rovaniemi kendt for mange ting – men indtil februar 2011 ikke just for international matchfixing.

Derfor havde Arttu Granat, en lokal efterforsker, også svært ved at tro den mystiske asiats historie. For hvorfor skulle nogen være interesseret i at manipulere kampe med et fodboldhold, der ligger på grænsen af den nordlige polarcirkel og dårligt nok kan samle 1.000 tilskuere? Men alligevel gik det finske politi videre med sagen.

Efter kort tids overvågning og enkelte forhør fik efterforskerne bekræftet mistanken: En singaporeaner havde bestukket en gruppe zambiske RoPS-spillere til at manipulere talrige kampe. I Helsinki-lufthavnen Vantaa arresterede politiet torsdag 24. februar en mørk mand med hår sortere end de lappiske nætter.

Kaisa Siren/AP
Foto: Kaisa Siren/AP

I passet stod, at han hed Raja Morgan Chelliah, født 7. oktober 1987. Men fingeraftryk afslørede hans sande identitet: Wilson Raj Perumal, en mand fra Singapore, født 31. juli 1965. Og eftersøgt af hjemlandet for matchfixing. I mandens telefon og computer fandt efterforskerne kontakter på spillere, dommere og fodboldledere fra mere end 50 lande verden over.

Truslen

Selv om anholdelsen af Wilson Raj Perumal ligger tre et halvt år tilbage, ryster han stadig fodboldverdenen. Med ham som kronvidne har politiet og Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, rejst flere sager og fået et unikt indblik i, hvordan de storkriminelle matchfixingsyndikater opererer – og der foretages stadig efterforskninger på baggrund af hans udsagn.

Verdens førende bekæmpere af aftalt spil er sikre på, at den form for fusk globalt set finder sted hver dag. At antallet af manipulerede sportskonkurrencer meget vel kan nå op over 1.000 om året. Fodbold er den hårdest ramte sport.

»Hvis troværdigheden går tabt på grund af manipulerede kampe, har vi i nogle dele af verden set, at fans ikke gider gå til fodbold mere, man kan ikke sælge tv-rettighederne, sponsorerne forsvinder. Så i sidste ende vil det dræbe fodbolden. Derfor må vi beskytte den bedre«, siger Ralf Mutschke, sikkerhedschef i Fifa.

Også Christophe de Kepper, generaldirektør i Den Internationale Olympiske Komité, IOC, siger, at »aftalt spil er langt den største trussel mod sport«.

De erkender, at idrætten har reageret for sent – ligesom de mener, at regeringer og politimyndigheder har det. Men de forsikrer, at de nu har rettet opmærksomheden skarpt mod at bekæmpe ondet.

Og de intensiverede deres fokus, da Wilson Raj Perumal et sted i Lapland besluttede sig for at åbne Pandoras æske.

Tilståelsen

Først benægtede den mørke mand ellers alt. Gang på gang. Han var opkørt over situationen og havde forsøgt at flygte fra politiets varetægt – men klædt i let tøj nåede han ikke langt ud i den iskolde vinter.

Over for Wilson Raj Perumal skød efterforskeren Arttu Granat løs med spørgsmål. Alle drejede de sig om matchfixing.

»Jeg kom hertil for at se RoPS’ kampe og spille penge på dem. Punktum«, forklarede den mørke mand ifølge New York Times.

Alt andet benægtede han. Men så smed politimanden sit es – at Perumals kontaktperson blandt spillerne, zambiske Christopher Musonda, havde indrømmet alt.

»Vi har dine telefondata, der beviser jeres forbindelse«, sagde Granat.

Lige omkring det øjeblik gik det op for Wilson Raj Perumal, at han var afsløret. Og at han stod over for et valg mellem at snakke eller at blive udleveret til Singapore, hvor fem års fængsel ventede. Musonda havde sunget, og de andre zambianere havde sluttet sig til koret. Da var det, han besluttede sig for at lukke op for æsken.

Forsøget på at fuske Danmark

Ud af matchfixeren flød en syndflod af fodboldsygdomme. Ja, han havde bestukket spillere fra RoPS til at manipulere kampe – syv zambiere og to georgiere. Ja, han havde betalt to zambiske spillere fra klubben AC Oulu for at tabe en dyst. Ja, han havde fået en kenyansk målmand til at arrangere udfaldet af et opgør med IFK Mariehamn. Ja, han havde forsøgt at købe Tampere United og installere seks udvalgte spillere i klubben, så han kunne arrangere forløbet af kamp efter kamp.

Det var, hvad de finske efterforskere i første omgang havde været ude efter at høre.

Men Wilson Raj Perumal fortsatte med at lade hemmelighederne strømme ud, så de til sidst omhandlede store dele af fodboldverdenen. I forhørslokalerne i Rovaniemi tegnede han et billede af et omfattende internationalt matchfixingsyndikat, som opererede på fem-seks kontinenter. Og havde gjort det i årevis.

I spidsen for kartellet stod en mand fra Singapore ved navn Tan Seet Eng, kaldet Dan Tan. Kloden rundt var mange hundrede mennesker involveret i at manipulere verdens mest populære sport, så bagmændene kunne tjene formuer ved at satse penge hos asiatiske bookmakere på kampe, som den kriminelle gruppe havde arrangeret udfaldet eller forløbet af.

»For de kriminelle er der mange penge at hente på matchfixing – der er stor fortjeneste og lille risiko. Det er derfor, de beskæftiger sig med det«, siger Søren Kragh Pedersen, pressechef i Europol.

Perumal selv var en af seks mellemmænd under Dan Tan. Det fortalte han i Finland, og flere gange siden har han uddybet, hvordan gruppen arbejdede:

»Til tider sad jeg selv på udskiftningsbænken og fortalte spillerne, hvad de skulle gøre. Eller gav træneren ordrer. Så let var det nogle steder i verden«, har Wilson Raj Perumal for nylig sagt til CNN.

»Jeg har flere gange lært forsvarsspillere, hvordan de skulle bevæge sig for at give angriberne plads til at komme forbi dem«, skriver han i sin bog, Kelong Kings.

Singapore-kartellet har angiveligt været involveret i at manipulere hundredvis af dyster på fem-seks kontinenter – hvis ikke tusindvis. Blandt Wilson Raj Perumals bedrifter er venskabskampe op til VM 2010 i Sydafrika. Han forsøgte blandt andet at fuske med Sydafrika-Danmark ved at få sat en bestemt korrupt dommer på, men det blev standset i sidste øjeblik. Det gjorde det til gengæld ikke i et par andre opgør.

»Det mest tilfredsstillende fix var, at jeg kunne manipulere kampe af sådan en kaliber«, har Perumal sagt til CNN.

Men for fire år siden så han også stort potentiale i den biks, han var ved at stable på benene i Finland. Syndikatets profit på en enkelt finsk kamp kunne nå op over 10 millioner kroner efter at have brugt nogle hundrede tusinde på at bestikke spillere.

Det første fix

Det var en Simon Megadiamond, der tog den første kontakt til de zambiske fodboldspillere i RoPS. Sådan kaldte han sig på Facebook. Via det sociale medie skrev den selverklærede kæmpediamant til Christopher Musonda og arrangerede et møde med sin chef, Wilson Raj Perumal.

De mødte hinanden i oktober 2009. Dagen før sæsonens sidste kamp inviterede Perumal den zambiske anfører ud på et hotel i Rovaniemi. På det tidspunkt havde manden fra Singapore allerede mere end 10 års erfaring i at manipulere kampe. Syndikatet var aktivt i store dele af verden og tjente millioner på fodboldfusk, men fixerne manglede noget: Finland.

Mens langt de fleste ligaer ligger stille hen over sommeren, spiller finnerne gennem den solrige tid, fordi klimaet er for barskt om vinteren. Samtidig er spillerlønnen forholdsvis lav her, hvor ishockey er en langt større sport end fodbold. Derfor var Finland et perfekt mål for Wilson Raj Perumals syndikat. Det var relativt billigt at bestikke spillerne og en direkte vej til at øge muligheden for at tjene penge året rundt.

Af de grunde fandt Perumal 10.000 dollars frem på hotelværelset i Rovaniemi. Han overrakte dem til Musonda – en robust offensivspiller med gyldent, affarvet hår – bare som en gave, forsikrede Perumal. Egentlig foretrak han at arbejde med dommere eller forsvarsspillere: »De to centrale forsvarere er de bedste at have, for de kan let lave straffespark, et forretningsmål kalder vi det«. Men han vidste af erfaring, at han også kunne manipulere kampe med andre typer spillere – »det kommer an på spillerens engagement«.

I begyndelsen forlangte Perumal intet af Musonda. Gaven skulle vinde zambieren og få ham til at overbevise flere RoPS-holdkammerater om at skifte til Singapore-matchfixerens hold.

Afrikanerne i den nordfinske klub havde allerede manipuleret mange kampe. Både for en asiat kaldet ’K-Junior’, en vietnameser og en kroat. Derfor var de 10.000 dollars blot en del af processen med at sikre sig Musondas tillid, så RoPS-spillerne hellere ville arbejde for Perumal. Først i juli 2010 var zambierne hans.

Siden udvidede Perumal bare sin forretning i Finland. Han manipulerede flere kampe, engagerede flere spillere fra flere hold og var tæt på at købe den kriseramte storklub Tampere United gennem et dækselskab. Det hele stoppede brat i februar 2011, da en mystisk asiat afleverede to tip på politistationen i Rovaniemi – han var angiveligt udsendt af Dan Tan, fordi Perumal havde snydt lederen for penge.

Selv om det er godt tre år siden, har finsk fodbold endnu ar efter snyderiet.

Den forbandede finne

Indimellem er Juho Meriläinen stadig forbandet. I 2010 var han holdkammerat med brødrene Dominic og Donewell Yobe i AC Oulu. Nu er han direktør i den finske klub. I løbet af matchfixing-retssagen kom det frem, at de to zambiere havde kontaktet matxhfixeren via landsmændene i RoPS og tilbudt at manipulere kampe. Manden fra Singapore takkede ja og kvitterede med 50.000 dollars.

»Vi havde ingen idé om, hvad de havde gang i, så det var et stort chok, da det kom frem. Dominic var anfører på holdet, de var meget gode fyre, fansene elskede dem. Jeg blev forbandet, og jeg kan stadig blive sur over det«, siger Juho Meriläinen.

Han tror, at international matchfixing er udryddet i finsk fodbold. Men »sådan en kriminalitet sætter sine spor«, som han siger: »Det kan skabe mistanker«.

Og det er der måske også grund til at have. I april blev Wilson Raj Perumal atter anholdt i Finland – på vej ind over grænsen på et falsk pas. Efter at have afsonet sin oprindelige fængselsstraf i Finland var han blevet udleveret til Ungarn, hvor han hjalp med flere sager om aftalt spil. Men nu er han mistænkt for at have manipuleret kampe, mens han sad arresteret.

Han har i hvert fald brug for pengene. Godt nok har han oplyst, at han har tjent i underkanten af 50 millioner kroner på fodboldfusk, men han har spillet det hele op – på ufixede kampe. Nu aner han ikke, om han bliver udleveret til Singapore eller retsforfulgt et andet sted.

For en gangs skyld kan matchfixeren Wilson Raj Perumal ikke forudse, hvad det næste træk bliver.

Publiceret 15. september 2014

Læs mere:

Annonce