1 Det anonyme drab Normalt er døden i dansk film castet som en individualiseret og villig marionet i manuskriptforfatterens hænder. Skæbnesvanger kræft, Alzheimers eller et biluheld smadrer idyllen i det lille land, hvor intet farligt normalt sker.
Men det har ændret sig. Danmark har været i krig, og døden har skiftet karakter. Den er blevet upersonlig. Rodet, pludselig, massiv og institutionaliseret.
I filmen ’Krigen’ fra i år er den danske officer Carl Michael Pedersen i Afghanistan. En tilfældig dag i Helmandprovinsen tilkalder han luftstøtte for at redde sine mænd, der er faldet i et talebanbaghold. Flyene kommer, og bomberne falder.
De danske meniges liv bliver reddet, men der er massive civile afghanske tab. Mange kvinder og børn. Og var det overhovedet i det ’compound’, den lumsk civilklædte fjende skjulte sig?
Officeren havde ikke ’positiv visuel identifikation’. Først falder der bomber, så falder der brænde ned. For i et civiliseret land er krig stadigvæk en begivenhed med visse regler. Mens ligene tilfældigt og upersonligt hober sig op.
2 Det danske drab
Også i en anden af årets film, ’Under sandet’, er danskere i dræberens rolle. Igen er sagen begrundet i nationale interesser, men billedet mudret. Jyllands sandstrande skal ryddes for 2 millioner miner efter Anden Verdenskrig.
Danske officerer holder strengt opsyn og ser til med slet skjult hævngerrighed, mens de unge tyske drenge-krigsfanger med rystende hænder afmonterer mine efter mine. Indtil det går galt, og de sprænges i stumper og stykker. Som et lille ekstra kryds i det store krigsregnskab, hvor dansken omsider er kommet ovenpå, og den forhadte tysker er blevet den lille.
Døden er ikke tilsigtet eller personlig. Den er bare et sandsynligt resultat af en målrettet dansk indsats.
3 Det første drab
I romanen ’Den første sten’ er Adam en dansk soldat, som er udsendt til Afghanistan. Han er en rolig indadvendt typer, som ikke siger meget. Kammeraterne i delingen kalder ham ’Nordøstgrønlands skræk’ og ’hundeføreren’, fordi han har været udstationeret i Grønland.
Han patruljerer en dag i Helmandprovinsen sammen med 3. deling, da de kommer i baghold. De bliver beskudt og lægger sig ned. De rejser sig igen og inspicerer den gård, skuddene kom fra. Adam sparker døren op til det sidste rum i gården med automatriflen hævet over hovedet. Kammeraterne udenfor hører skud derindefra. Adam har ikke dræbt før. »Jeg fik ham sgu, jeg fik ham sgu«, råber han inde fra huset.
Da han kommer ud af huset, ryster hans ben under ham. Det er ikke en mand i triumf. Det er en mand i chok. Han skælver, tisser i bukserne foran sine kammerater. Og kaster op.
En soldaterkammerat siger, at det er en helt normal reaktion på det første drab.
4 Det meningsløse drab
Hvad gør nætterne i støvede beskyttelsesrum ved dem, der håber, at bomberne fra overlydsflyene højt oppe slår nogle andre ihjel?
Hvordan er det at få voldtaget sin ungdom af bomber?
Hvordan er det at leve i et land, hvor parfume ikke kan holde stanken af brændt menneskekød nede?
Shadi Angelina Bazeghi har boet i Danmark siden 1974 og er flygtning fra Iran. I sine debutdigte sætter hun hverken nationalitet på dem, der dræber, eller på dem, der dør.
Jeget i hendes debutdigte taler på vegne af alle, der frygter at blive dræbt i den form for krigsførelse, hvor drabsmænd og ofre aldrig møder hinanden, og unge mænds martyrdød er hverdagskost:
»Det er drengenes vilje der holder mig i live/ og jeg øver mig i at dø hver nat/ stillet over for lydmuren/ mellem bomberne og antiluftskyts/ mellem landminerne hvor unge kroppe sprænger i luften/ og de kilometerlange køer ved begravelsespladserne/ hvor forældre får udleveret de symbolske rester af deres børn i en plomberet krukke«.
5 Adrenalindrabet
I romanen ’Afgrunden’, som udkom i april, var Kaj Gottlieb som helt ung mand sammen med sin bror Ib frivillig i den finske uafhængighedskrig.
Det var hårdt, koldt og barsk at føre krig mod russerne, men det var også berusende. Siden søger Kaj den samme intensitet i alt, hvad han foretager sig. Mange år senere bliver han modstandsmand under den tyske besættelse.
Han tager amfetamin for at holde sig vågen, cykler manisk rundt i København, bliver seksuelt ophidset af intensiteten og skifter hele tiden opholdssted. Han bliver afhængig af amfetaminen og nægter at rejse i sikkerhed i Sverige, selvom hans ledere beordrer ham til det.
Efter flere nætter uden søvn og mange amfetamintabletter cykler han ud på Amager. Mærker et slag på skulderen, ser pludselig sin ekskones mands ansigt for sig og råber »Er du med os eller dem?«. Uden at afvente svar skyder han ham.
Kampen har for længst mistet sit højere formål for Kaj, han er blevet besat af en blanding af stoffer, seksualitet og drab.
6 Frelserens drab
Den drabeligste del af Danmarks kolonisering af Vestafrika ånder vores hovedperson Wulff tungt i nakken i filmen ’Guldkysten’.
Som botaniker i 1836 skal han lære de lokale at berige deres egen natur. Danmark vil ikke længere handle med sorte kroppe, men med kaffe.
Wulff drikker med de andre danske kolonialister, der voldtager og pisker befolkningen. Han tager afstand, men synes samtidig ikke, at de lokale deler hans raffinerede syn på deres verden.
Som tiden går, rammes han af febervildelser og hallucinationer og betragter sig selv som de sortes overlegne frelser. Og da han opdager, at købmanden Richter driver sin egen ulovlige slavehandel i junglen, samler han en hær fra sin koloni, ubehjælpsomt stadset op til krig, og går til blodigt angreb for at befri slaverne.
Det opgør har mange ofre. Det er ofre for slavernes befrielse, men mere end det er det ofre for den hvide mands fantasi om egenhændigt at kunne råde bod på fortidens synder.
Da Wulff som straf torteres til døde af sine landsmænd, er også dette en del af samme blodige, glorificerede selvfortælling. Frelsermentalitet på syre.
7 Det eksistentielle drab
Et barn, der ikke bliver set, føler sig svigtet og derfor gør postyr, hører almindeligvis til i banaliteternes og ikke psykopatologiens sfære.
Men hvis den manglende omsorg varer ved og anfægter selve individets tro på sin egen berettigelse, kan udfaldet vise sig fatalt. Og det er akkurat sådan, det former sig for Emil i tv-serien ’Broen’ III.
Som ganske spæd så han sig selv stedt i verden uden kærlige voksne og måtte derfor tilbringe sin barndom hos plejeforældre, hvor seksuelt misbrug og straf var den eneste opmærksomhed, han blev vist. Som voksen genskaber han scenarier fra sin biologiske fars kunstsamling med levende lig som materiale – og det for at vise, at de, som nedskrev hans eksistensgrundlag til nul, også kun er fluer, der kan knipses bort.
Helvede er de andre, og dem dræber jeg for derved at gøre opmærksom på min eksistens, lyder rationalet bag en forvreden logik, der som sit yderste mål har selvmordet. Ved at udslette alle involverede i min tilblivelse og endelig mig selv skaber jeg retfærdighed. Siger offeret for verdens ligegyldighed.
8 Funktionærens drab
I filmen ’Under sandet’ ser danskere hævngerrigt til, når unge tyske krigsfanger ved Anden Verdenskrigs afslutning skal rydde miner langs vestkysten. Vi ser den drabelige hævn som sadistisk lyst personificeret ved den kyniske løjtnant Ebbe.
Men vores hovedperson, sergent Carl, spiller snarere rollen som funktionær, der udfører de opgaver, han sættes til, og som kæmper for at holde distance til de unge drenge, han har ansvar for at sende i livsfare. Når de sprænges i småstykker langs den smukke kyst på hans vagt, er det ikke, fordi han ønsker det, men fordi det er et uundgåeligt offer i den opgave, han er blevet stillet, og som han, trods indre modvilje, vælger at løser.
Ved at dreje en smule på historiens knapper og gøre danskerne til minerydningens bødler, foretager Zandvliet en spejling af krigstidens og efterkrigstidens vold, der i ’Under sandet’ ikke synes at være så væsensforskellige.
9 Det fjernstyrede drab
En officer, som har gennemskuet krigen i Afghanistan, siger i romanen ’Den første sten’: »Her er et godt spørgsmål: Er underholdningsindustrien et biprodukt af krigsindustrien? Eller er det omvendt?«.
Flere soldater har spillet mange computerspil, hvor de har vænnet sig til at slå ihjel på en skærm. En har endda designet computerspil.
Soldaterne bliver af deres overordnede mindet om, at det altid er et menneske og aldrig bare pixels på en skærm, som de slår ihjel i felten. Men de fjernstyrede dronelikvideringer, som er blevet almindelig krigsførelse, minder så meget om drabene i computerspil, at det bliver vanskeligt for soldaterne i krig at opleve forskellen på computerspil og krig.
Den moderne teknologiske krigsførelse har fjernet konfrontationen med fjenden, den har forvandlet krigen til noget, der sker på en skærm for mennesker, som er vokset op med at lege krig på en skærm. Det fjernstyrede drab er det nemmeste drab – for den, der skal dræbe.
Publiceret 29. december 2015
