Mogens Herman Hansen fisker nogle papirer op af sin slidte lædermappe og lægger dem i tre præcise bunker på bordet i det lille bibliotek på instituttet for klassisk græsk. Han ligner en, der skal i gang med en forelæsning. Det skal han sådan set også. Med mig som eneste tilhører.
»Der er nogle hovedpunkter, jeg vil nævne her«, begynder han, mens han ser vurderende på mig med sit både venlige og skarpe blik. Han lægger hånden på den midterste bunke.
»Se, den ene ting er: Hvad mister man? ...«.
Hvad mister man, hvis man lukker klassisk græsk, mener han. Det er det, Københavns Universitet overvejer. Og jeg er taget ud til det ret så nybyggede Humanistiske Fakultet på Amager for at finde ud af, hvad der går tabt, hvis vi holder op med at studere det antikke Grækenland.
