Luften smager af bly og benzin. Allerede efter et par minutter bliver munden tør – og derefter bliver smagen kun mere og mere ram. Sådan er det ofte i den sydlige ende af Teheran.
Irans hovedstad er bygget op ad en bjergside, hvor velstanden helt bogstaveligt kan måles i, hvor højt oppe man bor. I den nordlige højtbeliggende ende af den iranske hovedstad bor de rige, dem, der i weekenden tager på ski i bjergene og nyder solen og den klare rene luft.
Hernede i Sydteheran er verden en anden. Her sidder folk som pensionisten Ezzat Esteghanat og hoster sig gennem tilværelsen.
»Dette er ikke et værdigt liv. Sådan burde ingen have det«, siger den 65-årige Esteghanat og nipper til teen i plastikkoppen. Han sidder på en bænk i den allersydligste ende af Valiasr, Teherans længste gade, der strækker sig godt 20 kilometer fra denne tedrikkende pensionist i den fattige ende op til de rige kvarterer i nord.
