I den ene af de to berømte to kirker i Assisi afbildede middelaldermaleren Giotto to grundudgaver af den folkekære katolske tiggermunk og ordensstifter Frans af Assisi.
Langs midterskibet i kirken, der siden 1200-tallt har været hjemsted for franciskaner ordenen og den helgenkårede munks relikvier, fortælles historien om den i dag så populære Frans, der har forladt urbaniteten, givet afkald på sit jordiske gods og nu prædiker for dyrene omgivet af sine lige så fattige og ydmyge munkebrødre. Men Giottos berømte billedserie rummer også en anden, langt mere gejstlig udgave af den selvsamme Frans. Her omgivet af paver, kardinaler og riddere.
Bag fremstillingen gemmer sig en årelang, bitter strid blandt Frans’ efterfølgere om, hvilket billede af ordensstifteren der var det rigtige. Striden er i en nyere bog afdækket af den anerkendte italienske kunsthistoriker Chiara Frugoni: Var det billedet af den asketiske Frans, som prædikede om frasigelse af kirkens gods og en radikal forandring af forholdet mellem kirken og de troende? Eller var det en blødere og mindre revolutionær udgave, som gjorde gråbrødrenes orden lettere at sluge for kirkens top. Giottos tvetydige fremstilling viser os, hvordan der kan læses både revolution og reform ind i Frans, kendt som ’det lille fattiglem fra Assisi’.
I 2013 tog en argentinsk munk tilnavnet Frans med henvisning til forbilledet fra Assisi. Den jesuitermunk var Jorge Mario Bergoglio, og han er i dag pave i Rom. Men hvilken Frans har han vist sig at være? Det diskuterer iagttagere af den katolske kirke her tre år senere, efter at paven har kastet sig ud i en stribe storpolitiske opgør om alt fra Vestens skepsis over for flygtninge og migranter til det forbrugssamfund, som ifølge paven ødelægger miljøet og fører til global opvarmning.
