Om torsdagen – min femte dag i Hongkong – tog jeg hen til Snowdens hotel. Så snart jeg var kommet inden for døren, sagde han, at han havde nyt at fortælle, og at det var »en smule alarmerende«. En internetforbundet sikkerhedsenhed i hans hjem, som han delte med sin mangeårige kæreste i Hawaii, havde registreret, at to personer fra NSA – en medarbejder fra tjenestens Human Ressource-afdeling og en NSA-’politibetjent’ – var kommet til hans hus for at lede efter ham.
Snowden var næsten helt sikker på, at dette måtte betyde, at NSA så ham som den mest sandsynlige kilde til lækagen, men jeg var skeptisk: »Hvis de tror, at det er dig, der står bag, ville de helt sikkert have sendt horder af FBI-agenter efter dig med ransagningskendelse og formentlig også SWAT-specialstyrker med snigskytter, ikke bare en enkelt NSA-betjent og en HR-person«. Jeg forestillede mig, at der nok snarere var tale om en automatisk rutineundersøgelse foranlediget af, at en NSA-medarbejder havde været fraværende i flere uger uden en forklaring. Men Snowden vurderede, at de måske bevidst optrådte diskret for at undgå at tiltrække sig medieopmærksomhed eller måske havde til hensigt at sætte gang i en operation, der skulle fjerne eventuelt bevismateriale.
Uanset hvad meldingen betød, understregede den behovet for hurtigt at forberede vores artikel og det videoklip, hvor Snowden trådte frem som kilden til afsløringerne. Vi var fast besluttede på, at verden i første omgang skulle høre om Snowden, hans handlinger og motiverne bag fra Snowden selv, ikke via en dæmoniseringskampagne sat i værk af den amerikanske regering, mens han holdt sig skjult eller sad i varetægtsfængsel og var ude af stand til at tale på egne vegne.
Vores plan var at offentliggøre yderligere to artikler, én allerede næste dag, om fredagen, og én om lørdagen. Søndag ville vi så bringe en større artikel om Snowden, som skulle følges op af et videointerview og et trykt interview, som Ewen (Guardian-journalisten Ewen MacAskill, red.) skulle stå for.
