Røgskyer fra bål indhyller Den Himmelske Freds Port, mens soldater stabler de studerendes ejendele i bunker for at brænde dem af. Der er ingen civile til stede i denne verden, som nu udelukkende er befolket af kakifarvede, hjelmklædte mænd, hvis eneste mission er at destruere bevismateriale.
Soldaterne står og stirrer ud over alle de efterladte telte, soveposer og bunkevis af papiraffald. På jorden ligger stumper af iturevne røde bannere. Deres dybrøde farve vækker uhyggelige genklange – som et ekko af de blodsudgydelser, der lige har fundet sted. Det er tidlig morgen. Det er 4. juni 1989. Man kan ikke se volden, men man kan fornemme den overalt.
På de talrige pansrede mandskabsvogne danner maskingeværerne tydeligt aftegnede profiler mod indgangen til pladsen. Mandskabsvogne står på samme sted, hvor formand Mao 40 år tidligere – i 1949 – erklærede grundlæggelsen af Den Kinesiske Folkerepublik. Kampvogne side om side på Kinas vigtigste politiske skueplads.
Det er kun hærens folk, der har adgang til at følge sceneriet. Efter syv ugers kamp er de mange studerende endelig fortrukket fra pladsen, tvunget bort af en massiv magtdemonstration, hvortil 150.000 soldater er blevet mobiliseret.
