Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Claus Blok Thomsen

»Pludselig blev vi omringet af mænd med våben. De ville slå alle ihjel«

I Sydsudan raser en krig, der har dræbt titusindvis af mennesker og drevet over to millioner på flugt. Samtidig truer hungersnøden. Alligevel står krigen ikke højt på den internationale dagsorden.

Nyakuoh Rew er en smuk 22-årig kvinde. Hun har et hvidt blomstret klæde viklet rundt om sin krop, og hendes holdning er rank og stolt. Men hun bliver bange hver aften, når solen går ned. For det er på dette tidspunkt, det bliver farligt for hende at forlade sit telt i den store flygtningelejr i udkanten af Sydsudans hovedstad, Juba. Voldtægter forekommer hyppigt, og særligt områderne omkring lejrens toiletter og vandbrønde er udsatte.

Nyakuoh Rew er blot et af de over to millioner mennesker, der er på flugt fra den krig i Sydsudan, som nu i halvandet år har hærget det østafrikanske land. En krig, der stort set er glemt af Vesten til trods for dens umådelige rædsler.

Nyakuoh Rew husker tydeligt, da krigen brød ud i december 2013. Her eksploderede en magtkamp mellem landets præsident og vicepræsident. På det tidspunkt boede hun sammen med sin mand inde i hovedstaden, Juba.

»Pludselig blev vi omringet af mænd med våben. De ville slå alle ihjel. Også kvinder, børn og gamle. Vi skulle myrdes, fordi vi tilhører den samme etniske gruppe som vicepræsidenten. Vi var skrækslagne, og mange blev dræbt. Vi vidste, at FN holdt til i udkanten af byen, og vi løb gennem byen for at komme ud til FN«, fortæller hun.

Det var på den måde, at flygtningelejren ved siden af FN’s hovedkvarter i Sydsudan tog form. I dag består lejren af cirka 40.000 flygtninge.

Sammen med sin mand bor Nyakuoh Rew nu i et telt lavet af plastikpresenninger. Ved hjælp af nogle pinde har de delt teltet op i to rum. Deres eneste møbel er en lav træseng, hvor deres nyfødte dreng ligger og sover tungt, selv om eftermiddagsvarmen virker kvælende under de hvide presenninger.

Man skal kun bevæge sig få kilometer ud af lejren ind mod hovedstaden, Juba, for at få en fornemmelse af krigens hærgen. Hovedstaden kontrolleres af militærstyrker, der er loyale over for Sydsudans præsident, Salva Kiir Mayardit. Med høj fart kører pick-ups med soldater gennem de støvede gader. Soldaterne er bevæbnet med geværer og maskinpistoler. Deres øjne er vagtsomme, og deres ansigter er hårde som sten. Her eksisterer kun den orden, som soldaterne dikterer. Ingen må fotografere dem – slet ikke journalister, og man må ikke nærme sig deres kaserner.

Også adgangen til hovedstadens lufthavn er begrænset – særligt for FN og andre internationale organisationer. Tilsyneladende ønsker præsidenten og hans styrker ikke vidner, når fly med våben og soldater bringes til eller fra fronten. Dertil er krigen blevet for brutal, hvilket blev understreget af den erklæring, som FN’s Sikkerhedsråd udsendte så sent som forrige uge. Her talte Sikkerhedsrådet om, at alle de stridende parter har medvirket til, at situationen i landet er blevet markant forværret. Ifølge Sikkerhedsrådet står parterne bag massive brud på menneskerettighederne – heriblandt vilkårlige henrettelser og arrestationer og forsøg på at sprede rædsel gennem vold og voldtægter og angreb på skoler og hospitaler.

To mænds magtkamp

Krigen foregår flere hundrede kilometer fra hovedstaden, Juba, i langstrakte landområder mod grænsen til Sudan. På det helt overordnede plan handler krigen om, at præsident Salva Kiir Mayardit og hans tidligere vicepræsident Riek Machar strides om at kontrollere landet – ikke mindst om adgangen til de indbringende oliefelter i den nordlige del af Sydsudan. Men krigen har også udviklet sig til et kludetæppe af en lang række underliggende konflikter, der bl. a. handler om etniske stridigheder, uløste historiske konflikter, kvægtyverier og retten til vand og landbrugsjord.

Krigen bliver endnu mere kompliceret af, at der ikke er tale om en regeringshær og en oprørshær, men om en masse små hære ledet af krigsherrer, der har det med at springe fra side til side, alt efter hvad der passer deres egne snævre interesser bedst.

»Der er ingen tvivl om, at krigen bliver ført med en uhørt brutalitet. Det er meget svært at få valide oplysninger, og derfor kan ingen med sikkerhed sige, hvor mange der er blevet dræbt. Men antallet af døde skal tælles i titusinder«, siger nordmanden Endre Stiansen, der har fulgt situationen i Sydsudan tæt de seneste år og været involveret i flere diplomatiske forsøg på at finde en fredsløsning.

Han hæfter sig ved, at ingen af de stridende parter har oplyst, at de har taget krigsfanger, hvilket angiveligt betyder, at alle tilfangetagne soldater bliver dræbt. Brutaliteten i krigen understreges af, at militser tager drenge helt ned til 13 år til fange for at gøre dem til børnesoldater. Efter hårde forhandlinger lykkedes det i januar FN at få frigivet omkring 3.000 børnesoldater.

»Ingen af parterne følger krigens regler, og de laver målrettede angreb på civilbefolkningen i hinandens områder. Lidelserne er derfor enorme«, siger Endre Stiansen.

Tallene taler næsten deres eget sprog. Over to millioner mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem – heraf er en halv million flygtet til nabolande, mens omkring halvanden million nu henslæber en uvis tilværelse som internt fordrevne i Sydsudan.

FN skønner, at op mod 100.000 alene de seneste uger har måttet flygte fra deres hjem, efter at der brød blodige kampe ud i byen Bentiu i den nordlige del af landet.

Derudover har FN og andre organisationer svært ved at nå frem med nødhjælp til krigsområderne, fordi de på grund af angreb og hårde kamphandlinger har været nødt til at evakuere deres personale i flere byer.

Ifølge BBC fik det i sidste måned FN til at skønne, at over 300.000 civile er afskåret fra at få nødhjælp i form af mad, medicin og lægehjælp.

Fra slemt til endnu værre

Krigen i Sydsudan risikerer imidlertid at blive endnu værre. Landbrugsproduktionen er i forvejen ikke stor, og på grund af kamphandlinger har mange bønder ikke kunnet dyrke deres marker, og priserne på mad er steget kraftigt. Det betyder, at en enorm sultkatastrofe truer. Internationale organisationer skønner, at omkring 4,6 millioner i Sydsudan nu er i en situation med »alvorlig fødevareusikkerhed«, hvilket kan udvikle sig til decideret hungersnød.

Både præsidenten og vicepræsidenten virker til at være så opsatte på at bekæmpe hinanden, at flere iagttagere over for Politiken betegner dem som helt uden for pædagogisk rækkevidde. Sydsudan skulle ellers være en afrikansk solstrålehistorie, fordi landets indbyggere efter en fredelig folkeafstemning i januar 2011 løsrev sig fra Sudan. Dermed fik det nye Sydsudan status som verdens yngste land.

Nabolande uenige

Den krig, der brød ud kun to år efter landets oprettelse, kan fortsætte, fordi ingen for alvor har vilje til at stoppe den. Nabolandet Uganda har tropper i Sydsudan, der støtter præsidenten, og det er med til at forhindre, at landene i regionen kan enes om at lægge pres på de stridende parter.

Derudover truer krigen i Sydsudan ikke vestlige interesser – bl. a. fordi relativt få sydsudanesiske flygtninge flygter over Middelhavet til Europa. Derfor har krigen trods sin umådelige brutalitet aldrig stået lige så højt på den internationale dagsorden som andre afrikanske konflikter i bl. a. Mali, Burundi, Somalia og Libyen.

FN’s mission i Sydsudan ledes af den danske diplomat Ellen Margrethe Løj, og hun betegner situationen »som meget vanskelig i øjeblikket«.

Jeg er nødt til at være optimist i det job, jeg har. Uden en fredsaftale bliver det bare værre. Så vi må have en fredsaftale. Men jeg er da enig i, at vi så også må se, om den bliver implementeret. Det kan jeg jo ikke garantere

Hun hæfter sig dog ved, at flere afrikanske lande nu vil forsøge at få en fredsaftale i stand. Det har også været forsøgt flere gange tidligere, hvor der kun er gået få dage eller uger, før aftalerne er blevet brudt, og kamphandlingerne derefter er fortsat ufortrødent.

»Jeg er nødt til at være optimist i det job, jeg har. Uden en fredsaftale bliver det bare værre. Så vi må have en fredsaftale. Men jeg er da enig i, at vi så også må se, om den bliver implementeret. Det kan jeg jo ikke garantere«, siger hun.

Kriminalitet eksploderet

Selv om krigen ikke raser i hovedstaden, Juba, lurer frygten lige under overfladen. Der går rygter om, at hæren og politiet i hovedstaden er ved at komme på kant med hinanden, og det kan føre til, at krigen pludselig eksploderer. Når mørket falder på, er gaderne så godt som mennesketomme.

Indbyggerne er ikke kun bange for hæren og politiet, men også for hinanden. På grund af krigen er fødevarepriserne også i hovedstaden skudt i vejret med raketfart. De fleste tjener så lidt, at de får sværere og sværere ved at forsørge sig selv og deres familie.

Overfald og røverier forekommer derfor jævnligt – og det i en by, hvor våbnene allerede flyder frit.

I flygtningelejren i udkanten af hovedstaden er Nyakuoh Rew trods sin unge alder helt holdt op med at tale om fremtiden.

»Jeg kender ikke længere det ord, for jeg har ingen. Hvad kan jeg gøre andet end at blive boende her i lejren? Der er ingen udsigt til fred«, siger hun.

Politikens flybillet til Sydsudan var betalt af Stabiliseringssektionen i Værnsfælles Forsvarskommando. Publiceret 12. juni 2015.

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce