Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Martin Lehmann

Jagten på den skjulte skat

Kapitel 1: Under den kolde krig gemte de danske myndigheder to mystiske kasser et hemmeligt sted i Grønland. Indholdet skulle hjælpe danskerne med at genopbygge nationen efter en atomkrig, men noget gik galt, og ingen aner længere, hvor skatten er. Nu tager Politiken til Sisimiut i Grønland for at finde den.

Først da vi stod oppe på en knold i det vestlige Sisimiut og gloede mod nord over bugten Barasuq, begyndte det at sive ind. Grønland strakte sig flosset og overvældende mod nord. Og mod syd og mod øst. Fjelde og fjorde, is og lyng. Det fyldte alt, kun for at blive afløst af havets uendelighed mod vest. Og lige midt i evigheden lå altså den kulørte by Sisimiut. Som en påfuglefjer på elefantens ryg.

Det var i det her landskab, jeg skulle forsøge at finde to små kasser, og det stod klart, at det ville blive en hel del sværere end udtænkt fra skrivebordet i Danmark.

Heldigvis var jeg ikke den eneste, der var overrasket.

»Det havde jeg godt nok ikke regnet med, da jeg stod op i morges«, sagde Hans Hinrichsen, en slank mand med overskæg, leder af Sisimiuts råstofskole. Jeg var mere eller mindre tilfældigt stødt ind i ham en time tidligere, og hans overraskelse sigtede mod noget helt andet.

»At jeg sådan skulle på skattejagt …«.

Han rakte armen ud, så det knagede i skindjakken, og pegede mod en fjeldknold på den lille holm Teleøen, som lå på nordsiden af fjorden Barasuq.

»Kan du se den forhøjning derovre«, spurgte han.

»Det må være det punkt, de taler om«.

Vi ledte efter to kasser fyldt med mikrofilm, som de danske myndigheder i dybeste hemmelighed havde skjult i 1952. De havde været meget grundige dengang og udført arbejdet så perfekt, at ingen længere anede, hvor kasserne var henne. Men efter at have analyseret de spor, jeg havde med hjemmefra, var Hans Hinrichsen ret sikker på, at de måtte gemme sig netop dér et sted.

Yderst på øen rejste sig et par høje master og antenner, og i den modsatte ende, tæt ved byen, lå den lille top, som Hans Hinrichsen pegede på.

»Dernede kunne der godt være gemt noget meget, meget spændende«, sagde han.

Vi besteg knolden på Teleøen, og deroppe fandt vi, præcis som mine dokumenter havde forudsagt, en lille cirkelrund metalplade skruet ned i fjeldet.

»Der står Geodætisk Institut på pladen«, konstaterede Hans, mens jeg fiskede en lang gul tingest op af rygsækken: en Schonstedt XI-metalsøger, som jeg havde lånt hos landmålerfirmaet Leica i Danmark. Ved hjælp af den skulle vi finde den skjulte skat. Render af jord løb på tværs af det grå fjeld, der sine steder var farvet brunt af rust. De jordfyldte render lå med gulnet græs på toppen og rød lyng langs kanterne, og hvis skatten skulle være gemt her, måtte den være gravet ned i en af dem.

Metalsøgeren udsendte en dyb brummen, mens jeg afsøgte området skridt for skridt, og pludselig – da jeg førte den over en forhøjning beklædt med rødsort lyng – steg tonehøjden til en skinger hylen.

»Okay, hvad var det?«, mumlede jeg overrasket.

En tophemmelig mission

Tilbage i 2002 var der krise hos Kort- og Matrikelstyrelsen. De havde mistet 30 millioner kroner i indtægter på et år, og en større fyringsrunde var i gang. I den forbindelse sagde de farvel til den sidste af de gamle kontorfuldmægtige, der havde været i huset, siden dengang det hed Geodætisk Institut, og sådan gik det til, at der landede en halv meter høj bunke dokumenter på kontorchef Stampe Villadsens skrivebord. Papirerne havde ligget i et aflåst metalskab bag den gamle kontorfuldmægtig.

Villadsens første indskydelse var at kyle det hele ud, men af en eller anden grund begyndte han at læse. Det viste sig at være brevvekslinger, der strakte sig over flere år, og han fandt en vis nydelse i at læse sig ind på, hvordan hans forgængeres professionelle samtaler over årene udviklede sig til nære venskaber og betroelser i de mange breve. Halvvejs gennem bunken stødte han på noget temmelig overraskende, en lille brun kuvert med tre dele i: et sæt nøgler, en håndskrevet note og et længere brev fra den afdøde statsgeodæt Jens Frederik Chantelou – en mand, som Villadsen efterhånden havde lært at kende ved at læse sig gennem de andre breve i bunken.

Dokumentet her skilte sig ud. Modsat de andre var det skrevet i hånden af Chantelou selv – ikke på maskine af en sekretær – og teksten åbnede for lidt af et mysterium. 9. april 1952 havde Chantelou skrevet, at to kasser var blevet indlastet på et militærskib, som dagen efter ville afsejle mod Grønland.

»Kommandørkaptajnen kender ikke kassernes indhold«, skrev Chantelou.

Men ud fra oplysningerne kunne Stampe Villadsen regne ud, at der var blevet lagt enorme kræfter i operationen. Kasserne var fyldt med titusinder af mikrofotografier af særdeles vigtige oplysninger. Det måtte have taget år bare at fremstille mikrofilmene – og et lige så grundigt arbejde var blevet lagt i at beskytte og gemme dem.

Hver mikrofilm var blevet pakket i staniolpapir, så i plastikdåser, så i en særlig modstandsdygtig vandtæt trækasse, der igen var sat ned i en aflåst, gummiforet stålboks, som blev sat i endnu en vandtæt trækasse, som til sidst blev puttet ned i en af de kasser, som instituttet normalt flyttede måleinstrumenter i. Imellem de to yderste kasser blev der »støbt et tæt lag asfalt, der således ganske omslutter den indre kasse«, skrev den gamle statsgeodæt.

»Hvis man senere fordrer adgang til filmene, vil det – efter kasserne er gravet frem – være nødvendigt med økse af fjerne de to yderste kasser«, konstaterede han.

Stampe Villadsen tjekkede nøglerne i konvolutten, og deres numre passede på de låsenumre, som stod skrevet i brevet. Han sad med nøglerne til en forsvundet skat. Spørgsmålet var selvfølgelig, hvor den var gemt.

Chantelou forklarede det til dels i brevet:

»Efter aftale vil kasserne blive leveret til mig efter min ankomst til Grønland«, stod der.

»Det er tanken på Grønland på to passende steder, hvor der er ubeboet, at anbringe kasserne i forbindelse med etableringen af en station, hvorefter stederne koordineres og gives numre som de andre koordinerede punkter, uden at disse kommer til at fremtræde på påfaldende måde«.

Med andre ord var kasserne – og deres dyrebare indhold – i al hemmelighed blevet gemt et eller to steder, hvor Geodætisk Institut havde lavet opmåling til landkort i Grønland i 1952. En nål i en høstak.

Lykkeligvis lå der endnu et spor i den brune konvolut, en håndskrevet note kradset ned bag på et dokument fra 1989 – altså 37 år efter ekspeditionen. Her havde instituttets daværende – og nu afdøde – sekretær fru S. noteret ordene: »Nordsiden af fjorden (Gl. Holsteinsborg). Der går en lille vig længere ind mod øst. Detailkort Hanssuak«.

Der skulle altså findes en skitse over gemmestedet lavet af den topograf, de kaldte Hanssuak.

Hanssuak hed egentlig Arnold Frederik Hansen, og sammen med Chantelou spiller han en hovedrolle i dramaet om de forsvundne kasser. Hanssuak – grønlandsk for ’Store Hans’ – fulgtes nemlig med Chantelou i 1952. Og topografen skulle angiveligt have skitseret et kort med et udsnit omkring Holsteinsborg. Det hele passede godt sammen, for mod slutningen af Chantelous mystiske brev havde chefen bag det hele meddelt, at: »den endelige beskrivelse vil følge efter ekspeditionens afslutning«.

Altså var to kasser med mikrofilm blevet skjult et sted i Grønland af statsgeodæt Chantelou og topograf Hanssuak, så meget stod klart.

Problemet var blot, at ingen anede, hvor hverken skitsen med aftegningen af gemmestedet eller »den endelige beskrivelse« befandt sig – og uanset hvor Stampe Villadsen søgte efter det, fandt han ingenting. Det var simpelthen forsvundet.

Et skattekort med syv krydser

Jeg besøgte Stampe Villadsen inden min færd til Grønland. Han sad ved sit stuebord hjemme på Østerbro i København og spredte en lille samling dokumenter ud på bordpladen. De var den samlede mængde bevismateriale, som han og to andre havde samlet på sagen.

»Jeg lavede en lille smule detektivarbejde«, forklarede han beskedent. Lige siden de blotlagde mysteriet for år tilbage, havde han med sine to medsammensvorne drømt om at tage til Grønland og finde skatten.

Villadsen er i dag chefkonsulent i Geodatastyrelsen og er det nærmeste, man kommer en arvtager til Chantelou. Gennem sit job har han adgang til en database med alle de målinger, som de danske myndigheder har indsamlet gennem tiden. Herfra havde han trukket oplysningerne om, hvilke målinger der blev lavet i Grønland i 1952 ud.

Dem siede han igennem og udskilte koordinaterne til de steder, som Chantelou og Hanssuak opmålte i området omkring Holsteinborg i 1952.

Det gav syv koordinater, som skatten kunne være skjult ved.

Villadsen og hans to medsammensvorne endevendte også arkiverne og fandt beskrivelser af de enkelte punkter og rapporter og logbøger fra de skibe, der sejlede med geodæterne. Resultatet af deres anstrengelser blev udgivet som en grundig artikel i Fagbladet Landinspektøren i 2012 – og deres arbejde havde ansporet mig til min mission:

Jeg forklarede Stampe Villadsen, at jeg havde tænkt mig at tage til Grønland og søge efter kasserne, og han samlede alle dokumenter sammen i et plastikchartek og rakte mig det.

Han fortalte mig nu, hvad der lå i kasserne, og hvorfor myndighederne følte sig nødsaget til at skjule det.

Ved det gamle hovedkvarter

En måned senere – altså omkring sankthans – sad jeg sammen med fotograf Martin Lehmann og slubrede kaffe i personalestuen hos Sisimiuts lokalradio, Sisimiut Tusaataat. Min rygsæk var pakket med kortskitser, skibsrapporter, gps-udstyr og en metaldetektor – og planen var klar: Hvis vi kunne finde de syv steder, som Hanssuak og Chantelou besøgte i sin tid, ville vi kunne finde skatten i nærheden af et af dem.

To radiomedarbejdere, Angerdla Mathiassen og Karl Olsen, lyttede interesseret til fortællingen om de mystiske kasser og supplerede med spændende nyt. For et par år tilbage havde nogle elever fra byens bygge- og anlægsskole gravet efter to kasser i byen, lød det. Hvad det præcis var, de havde søgt – og om eleverne havde fundet noget – vidste de ikke, men det stod klart, at vi måtte besøge skolen.

Før vi kunne nå at rejse os, trådte en sælsom skikkelse ind i rummet. Røde sko, røde jeans, rød Adidas-jakke og i panden under hans pyramideformede frisure et par solbriller med gule glas. Det viste sig at være Niels Kristian Kajussen, stationens journalist, som tilbød, at jeg kunne komme ind og fortælle om skatten og efterlyse tips og hjælp fra de lokale i hans radioprogram næste formiddag. Dét var præcis, hvad vi ønskede, for trods vores koordinater og entusiasme havde vi kun fem hele dage i byen og en meget vag idé om, hvad vi konkret skulle stille op for at finde skatten.

Vi havde brug for hjælp fra de lokale. Og radiostationen kunne få vores budskab ud i de små kulørte træhuse, i boligblokkene, værkstederne, fiskefabrikken, havnegrillen til alle de knap seks tusinde mennesker, som bor i byen Sisimiut.

Radioen holdt til i en blå barak lige midt i det gamle kolonicentrum neden for byens museum, hvor knoglerne fra en kæmpemæssig hvalkæbe fungerede som indgangsport.

Før vi vidste af det, sad vi i stationens gamle smadrekasse af en bil, mens Angerdla Mathiassen prustede om kap med motoren. Han var gammel nok til at kunne huske, dengang de danske geodæter kom til byen hver sommer for at opmåle Grønland, så de kunne lave detaljerede landkort.

Nu ville han vise os det gamle hovedkvarter, hvor Chantelou, Hanssuak og alle de andre havde deres base. Vi drønede over en lille bro og hen til en ø, han kaldte Teleøen.

»Det var et rødt hus«, forklarede han.

»Et stort rødt et. Der, lige der«.

Han pegede, og der lå rigtignok en bygning.

En stor blå lagerhal af blåt bølgeblik fyldt med sammenfoldede papkasser på europaller. Geodæthuset var revet ned for længst.

Så jeg hoppede ind i bilen igen, og vi kørte tværs gennem byen til bygge- og anlægsskolen. På gangene stimlede lykkelige forældre og bedsteforældre sammen i små grupper om hver sit unge familiemedlem, klapsalver rullede mellem de nøgne vægge. Enkelte forældre græd stolt, da de overrakte blomster og satte den hvide studenterhue på datterens hoved.

Henne på skolen viste en slank mand med overskæg og skindjakke os op på kontoret. Han lænede sig længere og længere fremover, mens jeg fremlagde sporene og udpegede de syv mulige gemmesteder på et landkort.

»Nordsiden af fjorden, siger du«, gentog manden.

»Og der skulle gå en lille vig længere ind mod øst?«.

Jeg nikkede.

»Bunden af Barasuq«, sagde han så og satte en finger på kortet ved det punkt, som lå nærmest ved det gamle geodæthus, hvor vi netop havde været.

Barasuq var rigtignok en fjord, og på dens nordside – nær en lille østgående vig – befandt sig et af de punkter, som Hanssuak og Chantelou havde besøgt i 1952. Selv om ingen på skolen havde hørt om kasserne eller om, at deres elever skulle have gravet efter dem, følte jeg allerede, at vi var kommet et stort skridt videre, for ud af det blå spurgte manden med overskægget:

»Skal vi køre derhen?«.

Og sådan gik det altså til, at jeg få timer efter morgenmaden på min første dag i Grønland befandt mig viftende med en metaldetektor over noget rødligt lyng på en klippetop, mens den overskægsprydede mand ved navn Hans Hinrichsen stod og kiggede interesseret på. Detektoren slog ud i en skinger tone, hver gang jeg førte den over netop dét sted.

»Her er, hvad vi gør«, sagde Hans Hinrichsen:

»Jeg henter en skovl. Det er det, vi gør«.

Kapitel 1. To journalister tager til Grønland for at lede efter to mystiske kasser med mikrofilm, som blev skjult under den kolde krig. Kilde: politiken.tv / Martin Lehmann, Mikkel Vuorela & Nima Hajarzadeh

En sikkerhedskopi til dommedag

Mens jeg gloede ud over klipperne, havet og det uendelige landskab, tænkte jeg over årsagen til, at de danske myndigheder overhovedet havde givet sig i kast med et så omfangsrigt og mystisk projekt som at mikrofilme titusindvis af dokumenter og pakke dem ned i en kasse i en kasse i en kasse i en kasse og skjule det hele et hemmeligt sted i Grønland.

Svaret havde jeg fået overbragt en måned tidligere – på nederste dæk i en københavnsk parkeringskælder. Jeg vidste, at kasserne var et lille led i en kolossal og dyster plan, der i årtier havde været skjult for befolkningen, men jeg blev ikke mindre spændt, da Thomas Tram Pedersen, koldkrigsforsker og leder af Koldkrigsmuseum Stevnsfort, foreslog, at vi mødtes tre etager under jorden for at tale om dommedag og kassernes placering i den plan. Mentalt trådte jeg tilbage til den dag for knap en måned siden, da jeg klaprede ned ad de nøgne trapper til undergrunden på Israels Plads i København.

Det store spørgsmål var selvfølgelig, hvad meningen med de to kasser var – og hvad de i øvrigt havde at gøre med en parkeringskælder i det indre København. Thomas Tram Pedersen, historikeren, begyndte at tale, og hans stemme rungede mellem de nøgne vægge i dybet.

»Jo, det er i virkeligheden to sider af samme sag«, sagde han.

Og netop som Pedersen forklarede den utrolige sammenhæng, sneg en mand fra parkeringsselskabet sig ind på os, fordi han undrede sig over, hvad vi stod og lavede hernede, hvor der ingen biler var.

»Kan jeg hjælpe jer med noget«, spurgte manden, der viste sig at hedde Brian og være divisionschef i Q-Park.

»Ikke nødvendigvis«, svarede jeg, mens Thomas Tram Pedersen anlagde en mere pædagogisk tilgang og gav sig til at omdefinere Brians syn på parkeringsanlægget.

»Du står jo midt i et af landets allerstørste beskyttelsesrum«, sagde historikeren.

»Okay«, svarede Brian.

»Det anede jeg ikke«.

»Det skulle beskytte 2.700 mennesker mod et atomangreb«.

»Hold da op«, svarede Brian.

Og så viste historikeren divisionschefen den 30 tons tunge skydedør, gassluserne og overtryksventilerne, »som ville lukke til, hvis der for eksempel var en atombombeeksplosion udenfor«. Og han forklarede, hvordan parkeringsbåsene var optegnet, så man præcis vidste, hvor man skulle stille køjesenge i tre etager, og hvor der skulle være gange imellem.

»Stedet her er bygget til tredje verdenskrig«, sagde Thomas Tram Pedersen. Brian fra Q-Park så noget overrasket ud.

Det, der bandt alt sammen – fra parkeringsbunkeren til de skjulte kasser – var frygt, forklarede historikeren.

Mens Danmark opbyggede det velfærdssamfund, som vi kender i dag, forberedte skiftende regeringer sig i al hemmelighed på samme samfunds overlevelse i en kommende verdenskrig. Derfor findes der parkeringsanlæg, som i virkeligheden er atombeskyttelsesrum, der er bygget folkeskoler med overdimensionerede skolekøkkener planlagt som flygtningelejre, store græsarealer er udlagt som nødkirkegårde til titusinder civile døde – og hele nettet af telefonbokse, der indtil for få år siden lå spredt overalt i Danmark, var i virkeligheden en militær installation, som kørte over et særligt sikkert net uden om det almindelige telefonsystem. Sådan blev statens forberedelser på en snarlig undergang vævet ind i opbygningen af næsten alt.

Skatten i Grønland var en del af det system: Kasserne – og deres meget vigtige indhold – blev gemt i 1952, mens Koreakrigen rasede. Dengang frygtede man, at den ville brede sig ud til en global verdenskrig mellem USA og Sovjet – ført på europæisk jord. Og hvis det skulle ske, ville Danmark med sin strategiske placering i Østersøen blive et af de første kampområder. Knust under larvefødder og paddehatteskyer.

Derfor gemte man de to kasser i Grønland. Faktisk var de blandt flere ting, som blev skjult. Danmarks guldreserve, som netop var kommet tilbage til landet efter sit eksil under Anden Verdenskrig, blev skibet udenlands igen, ligesom myndighederne gemte vigtige dokumenter på landets ambassade i USA på samme tid.

At kasserne fra Geodætisk Institut blev regnet for særligt værdifulde, skyldtes, at de indeholder information, som ville være helt afgørende for genopbygningen af Danmark efter en ødelæggende krig.

Svaret på, præcis hvad det var, skulle findes i anden kælder, arkivet under Geodatastyrelsen i Københavns Nordvestkvarter, hvor jeg igen mødtes med chefkonsulent Stampe Villadsen i håb om at finde skjulte spor i de originale logbøger fra 1952.

I denne kælder stod det ene arkivskab efter det andet fyldt med skitser og beregninger over nærmest hver eneste hektar dansk jord. Det var målinger af koordinater og højder på fikspunkter i hele Danmark og Grønland, og ved hjælp af den viden kunne man bygge broer, anlægge veje og opføre alt det, som omgiver os i dag. På en måde var det hele Danmarks fundament, der lå her.

Stampe Villadsen viste en gammel opmålingsbog fra Grønland frem. I rødt blæk lyste et gammelt stempel tilbage på mig: ’Mikrofilmet 1952’ stod der.

Det var skitser som den, der var blevet kopieret og skjult. Alle de afgørende fikspunkter i Danmark og Grønland var fordelt i de to kasser. Årsagen var igen frygt – eller rettidig omhu, om man vil.

»Du skal forestille dig et land, der ligger i ruiner«, sagde Stampe Villadsen, og også hans stemme rungede mellem væggene, mens jeg så det for mig: Lillebæltsbroen, der lå forvredet og halvvejs styrtet i et blodigt bælt ved Middelfart, København sammenkrøllet til en bold af murbrokker og armeringsjern, sodsværtede og sultne mennesker, der krøb op af kældrene, op i lyset, velvidende at nu skulle de i gang med at genopføre alt. Her ville et par kasser med detaljeret viden om landets opbygning være en ægte skat.

Derfor var kasserne blevet skjult. De var simpelthen en sikkerhedskopi gemt til morgengryet efter dommedag.

Og derfor stod jeg altså der på en lille knold i det vestlige Grønland og fægtede med en metaldetektor. Pludselig var Hans Hinrichsen tilbage med sin skovl. Vi skulle grave efter skatten.

Rygterne på byens værft

Vi gravede, og der var maks. 30 centimeter jord de steder, vi forsøgte – uanset hvor metaldetektoren slog ud, blottede sig den samme grå klippe et par spadestik nede.

Kampmoralen led ingen nævneværdig skade af nederlaget, men det var efterhånden feset ind, at det var et stort arbejde at finde skatten, hvis ikke den var gemt direkte oven i et af de seks koordinater, der stadig var tilbage på skattekortet. Det stod klart, at vi havde brug for hjælp.

På sømandshjemmet, hvor vi logerede, glødede Jakobine Tellesens øjne, da vi fortalte om skatten. Den unge grønlænder arbejdede i receptionen, men havde selv drømme om en dag at finde de forsvundne inuitstammer, som myten siger stak af ud i vildmarken, første gang de hørte den hvide mands harpunskud. Jakobine var med andre ord en eventyrlysten type.

Jeg skrev vores mission ned på en lap papir, og hun oversatte det til grønlandsk, så vi kunne lægge det på byens facebookgruppe Allagarsivik, hvor tusinder af de lokale sælger alt fra hjemmelavet sushi til rifler.

Det virkede, for da vi om aftenen vadede ned ad byens hovedgade efter at have været ude ved alle slædehundene øst for byen, stoppede en gruppe unge fyre os:

»Er det jer, der er på skattejagt«, spurgte de. Og sådan gik det til, at vi efter en kort forklaring stod med et helt hold af ingeniørstuderende, der vildt gerne ville bruge et par dage af deres sommerferie på at grave efter en skat.

Og ligesom solen på intet tidspunkt gik ned, syntes heldet også at blive hængende over vores hoveder den nat. Klokken 00.30 sjoskede vi hjemad ad byens hovedgade. Da ingen veje fører til den isolerede by, så vi de samme biler cruise op og ned ad hovedgaden igen og igen. Vi passerede den store dagligvarebutik Brugseni og var cirka uden for forsamlingshuset, da det brummede i min lomme. En sms:

»Hej, det er Jakobine :) skriver lige selv om det er sent :)«, stod der.

»Min far har arbejdet på værftet, da han var ung«, forklarede hun.

»Han har hørt om de kasser fra de gamle«.

Publiceret 1. august 2015

Dette var første kapitel i jagten på den skjulte skat. Andet kapitel kan læses her.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce