Det var 25. april 2010, og Esther var få dage forinden begyndt at arbejde på et rådgivningscenter for hiv-smittede. Plaget af dårlig samvittighed.
Hun var en køn rådgiver, tænkte hun. Sad og snakkede med folk, som græd og var bange, og fortalte dem, at livet gik videre, selv om de var smittede, og at de skulle være ærlige. Og så kunne hun ikke engang tage sig sammen til at få testet sine egne børn.
Uvisheden havde pint Esther Tibasiima i årevis. I virkeligheden helt tilbage fra den junidag i 2000, hvor hun var blevet testet hiv-positiv: Havde hun smittet sine børn ved fødslerne?
Hun havde aldrig fået samlet mod nok at finde ud af det. Men nu skulle det være.
