Det er tidlig mandag morgen. Klokken er lidt i syv, og solen er på vej op over de bløde bakker ude i horisonten. Husene, træerne og affaldet langs Kinawataka-vejen, der lige før henlå i gråmeleret tristesse, er nu pludselig badet i et gyldent skær, som forræderisk sliber de skarpe kanter af fattigdommen.
På den røde grusvej, der gennemskærer slumområdet Mbuya, jagter hundredvis af gående med morgensolen i ryggen deres egne lange skygger med kurs ind mod Kampala og arbejdet som rengøringskoner, gadesælgere og skopudsere.
I Esther og Michaels hus er Esther og Juliet - pigen, der hjælper med husholdningen - de eneste, der er oppe. Esther er klar til at tage af sted. Hun skal aflevere den sidste spytprøve inde på Mulago-hospitalets tuberkuloseafdeling, inden hun på onsdag får resultatet af prøverne. Og forhåbentlig et svar på, hvorfor hendes tuberkulose ikke er slået ned efter fem måneders medicinsk behandling.
Mulago-hospitalet, Ugandas største, breder sig i et kuperet område små tre kilometer nord for Kampalas centrum. Tuberkuloseafdelingen ligger lidt for sig selv oppe på toppen af en bakke med udsigt ned over den gamle og udslidte del af hospitalet; ikke et sted, en dansker ville bryde sig om at blive indlagt.
