Maskinen havde løftet næsen, sluppet landingsbanen og var skudt i vejret. Huse, biler, træer, mennesker - alting skrumpede ind til legetøjsstørrelse. Hun lyste op i et forbløffet smil. Så rystede hun på hovedet og skjulte ansigtet i hænderne.
»Jeg er så glad for, at jeg oplever det her«, sagde hun.
Nu har hendes livs første flyvetur varet en halv time. Hun sidder helt stille og stirrer som fortryllet ud gennem det lille vindue. Nede på jorden er det stadig mørkt, klokken er lidt over seks om morgenen, og på ækvator bliver det først lyst hen imod syv. Men heroppe i ti kilometers højde er solen på vej op over horisonten i et orgie af farver, fra orange over blodrød og purpur til natblå.
Hvad er det, spørger hun og nikker ned mod det tottede, hvide underlag, der er spændt ud under os, næsten så langt øjet rækker.
