Nogen nem beslutning havde det ikke været.
For på mange måder var der rart ude i Mutungo. Lyst og luftigt og grønt sammenlignet med Kinawatakas babylonske mylder, med larmen og stanken fra bunkerne af råddent affald og stillestående kloakvand. Men for én som Esther, der altid havde været vant til mange mennesker omkring sig, kunne især aftenerne nemt føles lidt kedelige ude på kanten af byen. Og så var der transporten, de evindelige lange ture ind til Reach Out og Joyces børnehave om morgenen og tilbage om aftenen, ofte med den treårige på ryggen. Det hændte, at de tog med en minibus, men det åd af de penge, hun gerne ville spare op.
Når Michael hen over sommeren forsøgte at overtale Esther til, at de skulle flytte sammen igen, fremførte han, at han var vokset og blevet klogere. At de begge var syge. At livet randt ud, imens de levede hver for sig ...
Selv om det var ham, der satte ord på, havde hun haft de samme tanker.
