To gange om dagen, når hun tager sin medicin, bliver Esther mindet om, at hun er hiv-positiv. Og så alligevel ikke. For indtagelsen af de livsnødvendige piller er efterhånden så meget daglig rutine, at hun knap nok forbinder medicinen med sygdommen længere. Faktisk kan der gå lange perioder, hvor hun ikke skænker det en tanke, at hun er smittet med en dødelig virus.
»Det er kun, når jeg bliver syg. Når jeg får malaria eller hoster og har smerter i brystet. Eller når jeg er bekymret over et eller andet. At jeg ikke har penge nok, for eksempel«.
Eller den dag, hvor Esther overraskede de to ældste børn Lillian og Emmanuel, mens de stod og studerede hendes eksemplar af ’Esthers Bog’ – den bog om hiv/aids, jeg har skrevet med udgangspunkt i hendes tilværelse. Hun havde ellers gemt bogen væk blandt sine personlige papirer. For på forsiden står ordene ’hiv’ og ’aids’ neden under Esthers portræt, så sammenhængen er ikke til at tage fejl af.
Men hvornår har hun egentlig tænkt sig at fortælle børnene, at hun er hiv-smittet?
