Esthers datter Joyce skræller kartofler. Men en kniv, stor som en machete i den seksårige piges lille hånd. Esthers veninde Rose er i gang med at rense en fisk, en tilapia, som er fanget i Victoriasøen få km væk. Esther selv og niecen Lillian bakser med at få gang i trækullene i det kulbækken, som det meste af maden bliver kogt på.
Det er en lun aften, og vi sidder alle sammen ude i den lille gård foran Esther og Michaels hus. For en gang skyld er der ophold i den ellers endeløse regn, der i regntiden er væltet ned over ikke alene Kampala, men det meste af Østafrika.
»Hvordan spiser I fisk i Danmark?«, spørger Esther.
På mange måder, svarer jeg. Kogt, stegt, dampet.
